Her i juletiden har jeg mangen stunder ladet mine små skinker rulle instagram for smukke billeder af løbere i alle mulige størrelser og gørelser. Jeg bruger normalt IG til primært at finde seje medaljer og dermed løb jeg gerne vil løbe (jeg har p.t. 48 billeder af medaljer gemt, og shit jeg får travlt hvis jeg skal nå alle de løb de næste par år :D). Men her i julen, hvor tiden har været i overflod, har jeg været mere grundig og læst hvad folk egentlig skriver. Det var en dum ide. En rigtig dum ide. Pludselig sad jeg nemlig med en sur følelse af at være alt alt for almindelig til IG. Overalt bugnede det med løbere der jagtede mål og rekorder, og da jeg endte ved Kristina fra Ekstreme running (hende der løb hurtigt op af et bjerg og tog en rekord), og læste at hun ville løbe 7 marathons på 7 kontinenter, og ikke nok med det, hun ville samtidig jagte rekorden for at gøre det hurtigst. Her var det jeg krøllede helt sammen. Hvad er der nu galt med blot at jagte målet om 7 på 7. Hvorfor skal alt absolut handle om at snuppe alle mulige og umulige rekorder, når man i forvejen laver noget vildt. Med et følte jeg mig så forfærdelig grå og kedelig en løber uden berettelse til at begå mig på de sociale medier. En leverpostejmad landet på smørrebrødsfadet mellem dyrlægens natmad og det overdådige stjerneskud. Jeg forestillede mig, at hvis jeg ved et tilfælde landede hos Jess Dorph i aftenshowet ville interviewet forløbe nogenlunde sådan her:

Jess D: Med os i aften har vi Heidi Johansen, en fuldstændig helt almindelig og absolut kedelig person der bare elsker at løbe, påstår hun. Lad os se om det nu også kan være rigtigt.
Heidi, har du som løber slået nogen rekorder? – Har du løbet hurtigst op ad et bjerg? Eller måske løbet fleste marathons i DK?

Heidi: Næææ, på ingen måde. Jeg er faktisk ikke særlig god til at løbe opad, og jeg har løbet ret mange marathons, men ligger helt nede som nummer 208 på listen over flest marathons i DK.

Jess D.: Har du så høstet nogle mesterskaber undervejs?

Heidi: Næææ, egentlig ikke. Jeg kan faktisk ikke rigtig lide at presse mig selv for meget, det er derfor jeg træner – for at kunne løbe et marathon uden at det rigtigt gør ondt.

Jess D: Har du planer om at prøve kræfter med ultraløb?

Heidi: Næææ, jeg er egentlig godt tilpas med at løbe de 42,2km.

Jess D: Jammen hvad så med tider, har du planer om at forsøge at løbe under de 3 timer på marathon distancen?

Heidi: Næææ, jeg løb under 3:15 for et par år siden, det er såmænd helt fint for mig.

Jess D: Hvorfor begyndte du at løbe? Var det på grund af sygdom eller en større livskrise?

Heidi: Nææ, faktisk ikke. Jeg startede med at løbe fordi det var rart, og fedt at få rørt kroppen. Jeg kan bare godt lide fornemmelsen af at komme rundt i naturen og gøre noget godt for mig selv.

Jess D: Du har en blog hvor du skriver om løb. Er det for at coache andre og komme med godt råd?

Heidi: Nææææ, Nej det er vist bare en sludder for en sladder. Men jeg skriver om andre seje løbere; det syntes jeg er fedt.

Jess D: Så du skriver om andre løbere fordi du selv er så uendelig almindelig?

Heidi: Jaaa, det gør jeg vel

Jess D: Mange løbere samler ind til gode formål når de løber. Har du gjort det?

Heidi: Næææ, det har jeg faktisk ikke. Jeg har nogle ideer, men de bliver bare ikke rigtigt til noget.

Jess D: Du har løbet med team tvilling hvor du har skubbet Leah i en løbevogn, er det ikke noget særligt?

Heidi: Johhh, men faktisk er jeg slet ikke stærk nok, og jeg skal helst have flere til at hjælpe mig, når jeg tilbyder at løbe. Jeg kan ikke røre mig flere dage efter. Jeg har ikke turde fortælle det til Leah, men det er sandheden. Jeg er slet ikke stærk nok.

Jess D: Spiser du en speciel diæt?

Heidi: Nææææ, jeg spiser bare helt almindelig kedelig mad og masser af slik. Jeg kan faktisk spise 3 pakker Stimorol tyggegummi på under en time

Jess D: Har du nogle fede billeder hængende fra de større løb du har løbet?

Heidi: Nææ, jeg er forfærdelig lidt fotogen og ligner mest af alt en klemt pølse på de fleste billeder.

Jess D sveder fælt og kæmper for at holde fokus: Hvad drømmer du om som løber?

Heidi: Tjaaaa, jeg drømmer om at få en sponsor så jeg kan løbe med tryk på mit tøj. Det syntes jeg er sejt. Mit tøj lugter ofte af ged, så det ville virkeligt være fedt at have en sponsor der sendt nyt tøj en gang om året.

Jess D – med løftet øjenbryn: Jammen der må da være mere end det?

Heidi: Jeg drømmer også om at tage 10 uger til USA og løbe løb hvor man får fede medaljer, og samtidig interviewe nogen af de seje løbere jeg læser om på de sociale medier.

Jess D: Syntes du, du er et forbillede for dine børn?

Heidi: Næææ, de hader alligevel også at løbe, og faktisk løber jeg nogen gange for at få fred og ro, og lidt tid til mig selv og mine tanker. Det var især da de var mindre. Når jeg så fik dårlig samvittighed fik de lidt slik med i madpakken

Jess D ryster på hovedet og kigger desperat ud mod produceren: Er der slet ikke noget du er god til?

Heidi: Jeg er ok til at pakke gaver ind, og så bilder jeg mig selv ind, at jeg er god til at lytte. Men jeg ved det ikke.

Jess D: Det her interview fører vist ingen steder hen. I guder hvor du dog middelmådig….

Heidi: Tusind tak, det er jeg glad for at høre. Jeg er generelt ikke god til at være i rampelyset. Jeg befinder mig bedste bag en busk hvor jeg kan skrive i fred. 😀

Og sådan slutter interviewet…. 😛

Misforstå mig ikke, jeg syntes det er vildt sejt at se andre jagte rekorder og vilde præstationer. Det løfter niveauet og giver løb et sprudlende image. Jeg elsker at der løbere der ærgerrigt jagter titler og prestige, og jeg ville ønske jeg selv var sådan en løber. Det er jeg bare ikke, og det er også ok. Jeg er helt og aldeles afklaret med at være en leverpostej-løber. Jeg elsker mine løbeture, de gør mig glad – og det er det vigtigste. :D. Det var lige et lille pip her dagen før dagen – i morgen er jeg så klar til både at evaluere 2018, men i den grad også sige goddag til 2019 og nye eventyr. 😀

Share: