Det blæser udenfor i dag. Det blæser fuldstændigt vanvittigt, nærmest en stormende kuling. Det blæser så meget, at jeg for første gang siden jeg fik kortet, var et knurhår fra at pakke en taske og gå i centret for at finde ly på løbebåndet. Et lille bitte knurhår, og alligevel fik angsten for fitnesscentret mig til stædigt at trække i løbetøjet, og begive mig ud af fordøren, ud i de vilde elementer. Jeg vidste det ville blive sindssygt derude i modvinden, men jeg vidste også, at når man siger modvind siger man også medvind. Noget for noget. Jeg tussede afsted og lod mig flyde med vinden ned ad vejen.

Det er lidt sjovt med de her dage hvor elementernes raseri for én til at føle sig lille bitte, og en lille smule total og aldeles ubetydelig i det store univers vi lever i. Det er som om det ændrer perspektivet, og løbeturen bliver noget der bare skal opleves, i stedet for en jagt på km og tid. Jeg startede ud med sidevinden prikkende og skubbende til mig, som min drillepind af en sidemand i dansktimerne i mine unge dage. Jeg kom til at smile, og få sekunder efter grinte jeg. Det var pokkers sjovt. Når vinden skubbede mig, skubbede jeg mig selv kækt tilbage på rette kurs.

Jeg drejede til venstre og fik vinden i ryggen. Jeg fløj afsted som var jeg en lille propelflyver der legede i vinden. Mit ur fortalte mig jeg løb herregodt, og jeg bildte mig selv ind, at det overhovedet ikke skyldtes vinden, det var bare mig der var FANTASTISK løbende. Jeg drejede op i sidevinden igen for en kort stund, og smed kort efter mine 57 kg op i den stride modvind. Det var til tider umuligt, det var fuldstændig som en leg. Når vinden slappede af, gav jeg den gas – og omvendt. Jeg lo over hele femøreren, og grinte da jeg så hvordan min glæde smittede af på forbipasserende. I et kryds drejende jeg rundt og løb tilbage med sidevinden. Mens jeg ventede på den grønne mand i lyskrydset, lød det fra damen ved min side. ”Hej din fartdjævel, du har da dælme fart på”. Jeg svarede kækt ”Yes, det er fredag, og jeg skal hjem og have bland-selv-slik”. Vi udvekslede et par små-bemærkninger mere, og ønskede hinanden verdens bedste weekend da den grønne mand stak hovedet frem. Det gav vinger. En lille tilfældig snak i et kryds, og jeg følte mig som verdens heldigste løber. Hjemturen husker jeg næsten ikke, det var ren lykke og nærmest en slags forelskelsesfølelse i maveregionen. Min hjerne stammede ”Jeg eeeeeelsker eeeeeelsker at løbe” og jeg kvitterede med små glædeshvin.

Tænk at være så heldig at være løber. Tænk at min sport og passion kan skabe så fantastiske følelser i mig en helt almindelig stormende fredag eftermiddag, efter en lang dag på job. Tænkt at min mave lige nu bobler med løbeglæde. Jeg har i den grad ramt en kermit-løbetur 😀

Sådan ser man ud når man har haft en Kermit-løbetur. 😀

Share: