Kære Løb

Vi to har haft en symbiotisk forhold de sidste 5-6 år, vi har nærmest levet for hinanden og har ikke haft brug for andre. Man kan vel nærmest sige, vi to har været i vores egen lille boble. Vi har oplevet de mest fantastiske ting sammen, vi har overkommet skader og vi har klaret skærene selv i de mest grå stunder.

Jeg kan faktisk ikke længere forestille mig et liv uden dig, du er mit image, mit åndehul, min bedste ven og jeg elsker hver en stund jeg tilbringer sammen med dig. Du kender til min gode sider, men du har i den grad også set mine dårlige sider – og alligevel er du der for mig, dag efter dag, år efter år.

Jeg indrømmer blankt at jeg indimellem bliver en smule jaloux når andre poster samvær med dig på de sociale medier. Du har rigtig mange bekendtskaber og selv om jeg, i min lille verden, ser mig selv som speciel, så ved jeg at jeg for dig blot er én i kurven. Om end én du holder meget af. Jeg kan mærke, når jeg nogen gange ser billeder af dine bekendtskaber hvor I løber næsten hver dag, utallige kilometre i en voldsom fart, føler mig lidt fortabt. Jeg vil aldrig kunne få det til at fungere med fuldtidsarbejde og familie. Og jeg kan tydeligt se at du indgyder dig hos de unge lækre mennesker og har en fest sammen med dem. Det gør mig altså en smule jaloux. Du ynder også at lokke med lange distancer og gruelige ruter, og jeg føler nogen gange jeg næsten er nødt til at hoppe på vognen, blot for at sikre du stadig syntes jeg er et interessant bekendtskab. Det presser mig.

Jeg ved i øvrigt godt du kender til min lille flirt i sommers, det var svært at holde hemmeligt. Men jeg kan af hjertet forsikre dig om, det bliver ikke til mere end det. Racercyklen når på ingen måde dig til sokkeholderne og var udelukkende et sidespring jeg lavede, for at bekræfte mig i min troskab til dig. Når det så er sagt, så nærmer vi os kernen med dette brev. For kære gamle ven jeg har brug for, at vi begge begynder at se andre. Det lyder måske vanvittigt og våget, og var det ikke fordi jeg føler at jeg er nået til kanten, ville jeg aldrig bringe det på banen. Jeg indrømmer blankt at det ikke bliver let, og jeg ved endnu ikke om jeg kan gennemføre det. Dine små hentydninger om bedre tider og længere distancer tvinger mig til at gøre mig selv stærk både fysisk og mentalt. Og jeg ved, det vil være godt givet ud, hvis vi to skal undgå fremtidige skænderier.

Så jeg siger det lige ud. Min kære gamle ven, jeg har brug for at date styrketræning, crosstraining og en kostkonsulent. Jeg har brug for at føle mig bekræftet og jeg har brug for at føle mig lækker igen. Der går hurtigt dagligdag i et forhold, dagligdag hvor man glemmer at gøre sig pæn for hinanden, men i stedet benytter det sure slidte løbetøj, propper håret i en knude i nakken og løber præcis som man plejer. Jeg har brug for at se min krop blive stærk, for at føle mig mentalt på toppen og stå stærkest muligt til de udfordringer, vi to kommer til at stå ansigt til ansigt med i vores fremtid sammen. Og jeg slipper samtidig min jalousi og giver dig fri tøjler til at boltre dig med hvem du ønsker.

Jeg håber det er ok med dig, jeg ønsker dig jo alt det bedste og håber vi stadig kan være os to forever

/Heidi

 

Kære Heidi

Jeg ved altid du har noget på hjertet når du skriver, det er som regel når bægeret er ved at flyde over du tyr til tastaturet. Jeg har godt bemærket det sidste stykke tid at du har været lidt fraværende og lettere irriteret når vi er sammen. Du er endda begyndt at tilbringe tid sammen med mig med musik og podcast i ørerne.

Jeg vil skynde mig at fortælle dig, at det er helt ok med mig. Du behøver ikke altid være 120 % dedikeret og det er ok, der er perioder i året hvor du nedprioriterer samvær med mig og ser andre. Det kan jeg sagtens holde til, jeg ved det gør dig godt og at du vender tilbage til mig som en bedre løber, endda en mere motiveret én af slagsen.

Jeg føler mig ikke truet og kan sagtens rumme du dater andre. Styrketræning er skøn, vi går godt i sving sammen og jeg overlader dig trygt i armene på et lokalt fitnesscenter. Husk på, selv om du syntes det er svært, så har du al din erfaring sammen med mig med i ryggen når du dapper ind i lokalet. Du har lært at sætte og nå dine mål, du har lært udholdenhed og du har lært at det gerne må gøre ondt og være lidt brutalt. Det kan du sagtens holde til.

Jeg bakker dig også 100% op mht. kostvejledningen. Du har det med at glemme at spise ordentlig og putte lidt rigeligt med slik og chokolade indenbords. Kan du huske jeg forsigtigt nævnte afvænning som en mulighed, med efterfølgende deltagelse i Anonyme Slikoholikere – jeg tror det er meget bedre hvis du lærer at spise rigtigt og mindsker lysten til sukker af den vej. Et totalt forbud vil måske give dig andre problemer og gøre dig til et surt og tvært menneske. Så søde Heidi, du har min velsignelse til at se alle dem du har brug for. Jeg venter på dig så længe det skal være, og jeg vil elske hvis du indimellem vil tilbringe tid med mig, selv om det måske ikke er marathon hver weekend.

Vi to kan noget sammen. Du er altid glad sammen med mig, og jeg ved vi stadig har masser af fede oplevelser foran os. Lad være med at give dig selv slag over du ikke løber 100 km. hver uge og marathon hver weekend. Det skal nok komme igen. Nyd nu bare naturen, de fede trails, vinden, sneen og løb i mørket – jeg er her for dig når du har brug for mig.

Kærligst Løb.

 

Kære Løb

Er det nye løbesko der står foran min dør? – Uhhhhh – har du lyst til tur i dag.?

 

Kære Heidi

Skulle du ikke være sammen med styrketræning i dag?

 

Kære Løb

Styrketræning????

2 Replies to “Kære løb….”

  1. Kære Heidi

    Jeg må blankt erkende at jeg til tider har lånt din sjæleven. Jeg har har været stolt når jeg har været sammen med den, og følt at jeg har været alt det som løb vil have. Givet mig selv til jeg har smagt blod i munden, i den tro at det var lige præcis dét som løb ville have.

    For et halvt år siden fandt jeg ud af at det ikke ubetinget er det som løb vil have. Siden da har jeg har fornemmelsen at løb “fakede” bare for at gøre mig glad. Nu vil løb have flere kilometer. Selvom den udemærket ved at det er umuligt for mig.

    For ganske nylig hørte jeg at jeg ikke kunne nå hende Heidi fra Aalborg til sokkeholderne. Det var et slag. Et kæmpemæssigt slag!! Hun er åbenbart det løb vil have. Længere distancer. Større udholdenhed. Én man kan stole på – som altid vender tilbage. Uge efter uge.

    Nogle gange må man acceptere at man ikke er nr. 1.

    God weekend kære Heidi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.