Det er lidt vildt at tænke på, at det knap nok er 50 år siden kvinder var uønsket i maratonløb. Vi skal faktisk kun 48 år tilbage til året 1972, hvor kvinder officielt fik lov til at stille op med startnummer, og blev registreret som gennemført med en officiel tid. For blot 50 år siden var det ikke muligt. Marathon var forbeholdt mænd, og den gængse opfattelse var ubetinget at det var skadeligt for kvinders helbred, og for deres evne til at reproducere sig selv, hvis de løb langdistance løb. Kvinder var dengang begrænset til distancer under 1,5 mil svarende til knap 3 kilometer.

I årerne op til den officielle anerkendelse af kvinder på maratondistancen, var der adskillige kvinder der brød reglerne, og som foregangskvinder banede vejen for det vi i dag tager for normalen. På marathon-distancen er det især Kathrine Switzer der, for de fleste, er symbolet på kvinders kamp for at løbe marathon. Kathrine Switzer var kvinden der i 1967 snød sig ind i feltet til Boston Marathon, og undervejs var uendelig tæt på at blive smidt ud (sådan helt i bogstavelig stand) af et par officials på ruten. Dengang blev det filmet, og hvis du i dag googler Kathrine Switzer kan du se optøjerne hvor mænd forsøger at presse Kathrine Switzer væk fra ruten. Det lykkedes dem ikke. Kathrine gennemførte og kom i mål til en regn af hentydninger som ”Real Women don’t run”

Søger man lidt ekstra i vores allesammens fælleshjerne Google støder man på en kvinde som faktisk løb Boston året før Kathrine Switzer. Roberta Gibb gemte sig, iført herretøj, herresko og helt kort sort hår, i en busk da starten gik i 1966, og løb ind i mængden da ca. halvdelen af de mandlige deltagere havde passeret start. Roberta blev ikke opdaget, og blev dermed den første kvinde der reelt gennemførte Boston Marathon (dog uden startnummer), og hun er på bagkant anerkendt af Boston Atletic Association som 1. officielle kvindelige finisher af Boston Marathon. Roberta Gibb løb også året efter – i 1967 hvor Kathrine Switzer snød sig med, og her kom Roberta Gibb i mål 1 time før Kathrine Switzer, blot gemt i mængden iført hendes forklædning som det mandlige køn.

Roberta “Bobbi” Gibbs i Boston

I USA blev det i 1972 tilladt for kvinder at deltage officielt i maratonløb, dog med den regel, at kvinder ikke måtte starte samme tid, eller samme sted som mændene. Det blev for meget for 6 kvinder der deltog i årets maraton i New York. De lavede en ”sit down” i protest og fik markeret på den helt store scene, at kvinder ikke ville slå sig til tåls med særregler.

I England var det den skotske kvinde Dale Greig, der var regelbryderen. Hun fik i 1964 lov af løbsarrangøren af Isle of Wight Marathon til at stille op, dog skulle hun starte 4 min før den officielle start af mændene så arrangøren kunne påstå, at hun blot løb en time-trial og ikke deltog i det officielle marathon. Risikoen var, hvis det blev officielt at en kvinde deltog i løbet, at løbet ville blive kraftig kritiseret af det daværende atletikforbund (som kun var for mænd), og risikerede eksklusion fra selskabet af officielle løb. Af samme årsag blev Dale Greigs tid heller ikke registreret på den officielle resultatliste. Dale Greig blev dermed den første britiske kvindelig verdensrekordholder på maratondistancen med en tid på 3.27.

Efter løbet havde flere lokale aviser skrevet om Dales deltagelse i positive vendinger, og som en direkte respons på det, sendte de sydlige områders atletikforbund (som Isle of Wight hørte under), et brev der i direkte sætninger påbød arrangørerne, at siden kvinder ikke måtte deltage i marathonløb pr. lov, så skulle arrangørerne tage alle forbehold i fremtiden for at dette ikke skete igen. Brevet sluttede med en fed understregning af, at den omtale der havde været i aviserne på ingen måde var en god ting for sporten.

Dale Greig fortsatte med at bryde reglerne og deltog i flere ultraløb. Alle med en start op til 1 time før mændenes løb. Først i 1975 blev det lovligt, under en prøveperiode, for kvinder i UK at deltage i officielle løb.

Herhjemme var Dorte Rasmussen én af de første kvinder på marathon-distancen. Dorte Rasmussen startede hendes marathon-karriere i 1977, og var i 80’erne og 90’erne eliteløber med en 4. plads i London, til London Marathon og en tid på 2 timer og 29 min. som bedste resultat.

Spoler vi frem til 2020 er det den største selvfølge, at kvinder deltager i maratonløb på lige fod med mændene. Forholdene er de samme, starttider er de samme (for det meste), og ultraløb med de helt lange distancer viser resultatlister hvor kvinder står over mænd. Her i den kommende weekend vil løbe-unikummet Camille Heron forsøge at sætte verdensrekord i 48 timers løb i USA, Camille har allerede rekorden på 24 timer, 12 timer og 100 miles – og går nu efter endnu en rekord på 48 timer. Hendes mål er ikke rekorden for kvinderne, men i stedet rekorden for mændene.

Vi er kommet langt i forhold til ligestilling indenfor løbsverdenen, ingen tvivl om det. Især når man kigger blot små 50 år tilbage. Alligevel vil jeg påstå at der stadig er noget at kæmpe for. Da jeg vandt Flensborg Maraton tilbage i 2017, var mit trofæ væsentlig mindre end det, den mandlige vinder fik. Det tror jeg ikke var et særtilfælde. Min overbevisning siger mig, at det sker ret ofte i maratons nu til dags. I min bog om Stine Rex, fortæller Stine om Mors 100 Miles løbet hun vandt i 2018. Her fik den mandlige vinder 3000 kr. i kontanter, mens Stine for hendes 1. plads modtog en kurv fuld af lækkerier i stedet for en pengepræmie. Som note skal det tilføjes, at Stine tog action og skrev til løbsledelsen efterfølgende, med det resultat at præmierne nu er ens for kvinder og mænd.

Jeg tror som sådan ikke det er med ond vilje, at der stadig er en forskel på præmierne for kvinder og mænd. Mit umiddelbart bud er, at mænd forventes (med rette) at løbe væsentligt stærkere end kvinderne, og derfor måske anses som løbets helt store vinder. Hvorimod den kvindelige maratonløber oftest ligger placeret væsentlig længere nede i tabellen på den samlede resultatliste. Den opfattelse gad jeg godt blev ændret!

Jeg hylder alle de kvinder som gennem tiden har banet vejen for at jeg i dag, som det mest naturlige – hvis jeg da ikke er skaderamt ☹, kan stille op og løbe maraton i hele verden, når altså den tarvelige gæst hr. Covid ikke laver ravage. Jeg hylder alle dem som tør tage kampen op, som tør udfordre normalen, og tør gå efter de vilde mål. I baner vejen for os andre mere pivede løbere. 😀

Jeg hylder alle kvindelige løbere – Eliteløbere, mødre der løber, nybegyndere, motionister, pensionist-løbere, skæve løbere, løbere med store fødder, løbere med små fødder og alle de kvinder der af helt deres egne grunde ifører sig et par løbesko, og løber en tur i tide og utide. 😊😊😊

Share: