I Nordjylland har vi, af én eller anden årsag, en hel del fantastiske ultraløbere. Som om dét at de lange afstande mellem byer i det nordjyske fordrer at nordjyderne, som tarahumara folket (har du ikke læst ”født til løb” så book efterårsferien til det.) løber rundt konstant for at komme fra A til B :). En af dem man jævnligt finder tonsende rundt på landevejene omkring Ulsted, Hou, Hals og Vester Hassing er ultraløberen Bruno Batsberg. Bruno er ikke bare ultraløber, han er en ualmindelig dygtigt én af slagsen og han er nok den eneste løber jeg kender, der ofte vinder løb men stort set aldrig laver ”se mig – se mig” opdateringer på de sociale medier. Bruno er den mest ydmyge løber jeg nogen sinde har mødt.

Jeg tog i går en tur til Hals og løb med Bruno på hans underskønne rute mellem kystbyerne Hals og Hou, for at høre lidt om baggrunden for den kæmpe succes han har haft i løbeskoene i år. Et år der har budt på både en 10. plads til VM i 24 timers løb, en 1. plads til Mors 100 miles og – om alt går vel, marathon nr. 200 her om små 3 uger.

Bruno er til dagligt driftsleder på en nordjysk gård, hvor han styrer en besætning grisebasser. Al fritid er reserveret til løbetræning og løb. Han løber ca. 1½ time hver dag, med én ugentlig restitutionsdag og gerne et marathon i weekenden. Og så er han én af dem, der bare altid har løbet. ”Det var det eneste jeg kunne slå de andre i, i skolen. Alt det der fodbold og andet boldspil var slet ikke mig, men løb – der kunne jeg være med” fortæller Bruno

Det var egentlig de kortere distancer som 10 km. der var det foretrukne, indtil Bruno i 2002 hørte om det der marathon hvor man løb 42,2 km. Det lød sjovt, tænkte Bruno og meldte sig til HC Andersen marathon i Odense. Og som de der kender Bruno vil nikke genkendende til, så trænede han – og løb hans første marathon uden nogen form for hjælp. Det gik godt (at løbe 3.16 på sit debut-marathon vidner om stort løbetalent 🙂) og de efterfølgende 4 år blev der inkasseret et marathon eller to om året indtil han i 2006 trappede op, og løb begyndte at fylde en væsentlig større del af Brunos liv. I 2008 forestiller jeg mig at Bruno har opdaget der var noget der hed 24 timers løb, og på samme måde som marathon, tænkt ”det lyder udfordrende, det skal jeg da prøve”. I hvert fald debuterede han som 24 timers løber til Aarhus 1900 24 hours Indoor run og løb 149 km. En ultraløber var født.

Bruno prøvede året efter kræfter med Viborg 24 timers løb og i 2011 til samme løb ramte han 195 km, hvilket på det tidspunkt åbnede en dør op til Ultra landsholdet i Brunos tanker. ”Jeg havde læst om ultra landsholdet, og vidste at kravet, for at komme på landsholdet, på det tidspunkt var 210 km – det gav mig blod på tanden. ” fortæller Bruno, mens vi jogger hen ad den vindomsuste strand på vej mod Hou. Tanken om landsholdet blev hængende og motiverede Bruno til at løbe 202 km. i starten af 2013, en præstation der indkasserede et wildcard til EM i 24 timers løb i Holland samme år. 

Siden da har Brunos karriere som ultraløber virkelig taget fat. Han vandt DM sølv i Sæby i 2015 med hele 234 km, han løb 236 km. til EM i Frankrig i 2016 og toppede kransekagen med hele 254,5 km, en 10. plads og en 2. plads i hans Age Group til VM i Belfast i år.

Jeg spurgte Bruno hvad han brænder mest for – at løbe marathon sub 3 (som han har præsteret adskillige gange) eller at løbe 24 timers ultraløb. Og selvom man ikke helt får et klart svar, så er jeg ikke i tvivl om, at Bruno brænder for de løb hvor han kan presse sig selv, og sine egne grænser. Det er dét der driver Bruno, at forbedre sig og kæmpe kampe mod andre. ”Jeg har nogle løbere jeg ligger og kæmper med, det driver mig enormt at prøve at vinde over dem. ” fortæller Bruno. Og netop kampen mod ligemanden Kim Klitgaard er af mytiske dimensioner. Selv om de to kamphaner er gode venner uden for banen, så udspiller der sig drabelige kampe når hanerne går på banen. ” Til VM fortalte jeg Anne Marie Geisler Andersens mand (som supporterede ultraløberen Anne Marie til VM) at jeg bare gerne ville slå Kim. Og hver gang jeg kom i depot og hang lidt for længe i slikskålene, kom han over og hviskede – du slår altså ikke Kim ved at hænge her – Det havde han jo ret i, så jeg oppede mig og tvang mig videre. Dét, sammen med den kæmpe store hjælp jeg fik fra en anden ultraløber – Henrik, der selv var udgået men som valgte at løbe med mig de sidste 3 timer af løbet, var en væsentlig årsag til mine 254 km. ” fortæller en smilende Bruno.

Evnen til at presse sig selv maks. er medfødt.

Og jeg kan sagtens se det for mig, konkurrencemanden med et dunrende stort K helmer ikke, før han mindst har givet alt hvad han har i sig. Og når Bruno siger det er 80 % mentalt at løbe ultraløb, så tror jeg 100 % på ham. Jeg har i adskillige marathons set Bruno stikke afsted og æde sig selv, som man så smukt siger, blot for at jagte en anden kompetant. Bruno er gjort af noget helt specielt og da jeg spurgte ham om hvorvidt jernviljen var noget han havde trænet sig til, eller noget han bare havde i sig svarende han svarede prompte, ”Jeg har aldrig lavet mental træning, – det er nok bare derinde i hovedet et eller andet sted.”

Sådan er det med Bruno. Alt han gør er 100% noget han har i sig. Han følger ikke træningsprogrammer når han træner, han løber bare det han mener gør ham god. Og det virker åbenlyst fuldstændigt perfekt. Han har ingen specielle planer omkring indtagelse af mad og væske, han gør det bare – og da vi afsluttede vores løbetur tilbage i Hals Havn, grinte han og fortalte, at han drak en eller andet energiting i dag, men det var kun fordi han havde fået det som en prøve til Mors 100 Miles.

Og netop det nylige overstået Mors 100 Miles er i sig selv en fortælling om manden med jernviljen. ”Jeg var så absurd dårlig da jeg nåede depotet før de sidste 10 km. Jeg var helt hvid i hovedet og måtte ned og ligge” fortæller Bruno. Men Bruno førte på det tidspunkt løbet, og velvidende at nr. 2 mand nærmede sig bagfra, kom Bruno på benene igen og med den sidste rest af kræft og vilje begav han sig ud i mørket, mens supporter Marlene stod tilbage og overvejede om manden ville overleve eller falde død om i skoven.

Bruno nåede i mål og vandt løbet, og selvom han indrømmer at det på ingen måde var sjovt, så slutter han alligevel vores lille løbetur af med en kæk bemærkning om, at der vist ikke er nogen der har vundet Mors 100 miles to gange og har to sten liggende i gågaden. (Vinderen af Mors 100 Miles får en flise a la Hollywood Bouleward). 😀

Bruno jagter udfordringer som jeg jagter sjove oplevelser, og jeg er 100% overbevist om at han står klar næste år, både til at jagte sejr nr. 2, og til at udfordre hans sluttid for i år. Bruno er en løber, der som det mest naturlige i verden, ser forbedringer som en konstant mulighed. Han kommer aldrig til at hoppe i løbe-hygge-kassen sammen med os andre #vi-løber-fordi-det-er-sjovt løbere.

Det er sjældent jeg kan følge med Bruno, men indimellem gider han godt løbe lidt langsommere, og så er det udsøgt selskab man får fra en yderst ydmyg mand.
Sådan her ser jeg normalt Bruno, når vi løber løb – med ryggen til, på vej ud i horisonten. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.