Man kan sige meget om de sociale medier, oftest med et negativt pålydende som eksempelvis, at man kun ser et udstillingsvindue af folks liv, og ikke det reelle menneske bag profilen. Jeg tager selv for det meste de sociale medier med et gram salt, og bruger dem egentlig mest til at blive inspireret til nye løb, og nye udfordringer. Og indimellem blive fristet til at købe noget nyt lækkert løbetøj 😀 – jeg er trods alt kun et menneske. Alligevel sad jeg her til morgen og tudbrølede over et opslag på Instagram. Jeg sad pludselig, ud af det blå, og græd over et fremmede menneskes skæbne.

Jeg følger på IG en hel del af de amerikanske eliteløbere, mest af alt fordi jeg nok et eller andet sted helt hemmeligt drømmer om, at hvis jeg ikke var en helt almindelig IT-person i en dansk kommune, så ville jeg – i min drøm vel og mærket – være en amerikansk eliteløber. 😛 😀 😀
For ca. 1½ års tid siden faldt jeg over Instagramprofilen ”gigrunewald” og begyndte at følge løberen Gabe (Gabrielle) Grunewald. Gabe var en kort-distanceløber, som for 10 år siden var en helt almindelig ualmindelig sej løber i fuld gang med en karriere som professionel løber. En hel almindelig pige i sit livs form, som fra den ene dag til den anden blev diagnosticeret med en sjælden form for kræft.

I stedet for at lade sig knække af kræften, tog Gabe kampen op. Hun fortsatte som eliteløber ind imellem behandlinger, operationer og kemo, og leverede resultater på stribe. Hun oprettede en fond som samler penge ind til kræftforskningen, og hun delte både op- og nedture meget ærligt på især Instagram. Det var især der jeg blev fanget, på hendes IG profil, hvor hendes evige håb og tro på, at der stadig var mere i livet for hende strålede igennem samtlige billeder og fortællinger. En tro på, at hun måtte leve med kræft og de præmisser der fulgte i kølvandet, men at det, trods de svære udfordringer, stadig var muligt at leve og opleve. Hun fornægtede ikke hendes situation, hun fik bare det bedste ud af den.

Gabe døde i går, 32 år gammel. Hendes mand Justine tog over på IG da Gabe ikke længere selv kunne, og han lod os følgere komme med helt tæt på i den sidste svære tid. Det var hans opslag, der fik mig til at tudbrøle i morges.

At 7:52 I said ”I can’t wait until I get to see you again” to my hero, my best friend, my inspiration, my wife. @gigrunewald I always felt like the Robin to your Batman and I know I will never be able to fill this gaping hole in my heart or fill the shoes you have left behind.

Justin Grunewald

Det er en forfærdelig trist historie, som har berørt mig mere end jeg troede muligt, og jeg sidder her tilbage med en undren. Hvorfor er det, at jeg bliver så rørt over en kvindes skæbne. En kvinde jeg aldrig har mødt, en kvinde jeg ikke kender ud over de historier og artikler jeg har læst online. En kvinde jeg reelt ikke har særlig meget til fælles med, udover passionen for løb.

Måske er det fordi vi trods alt delte passionen for løb. Måske er det fordi jeg efterhånden kender alt for mange, der får lor.. sygdommen kræft. Måske er det den smukke og rørende kærlighed mellem to mennesker, der vidste de var sammen på lånt tid. Måske var det i virkeligheden blot det faktum, at det føltes som om, vi følgere var med i to menneskers liv på godt og ondt. Som om det var en virkelig fortælling bag billederne, og ikke bare et filter foran en virkelighed man sjældent møder på de sociale medier.

Oven i det, var- og er der selv budskabet. Budskabet om at være modig trods modgang. Om at forfølge det, der får én til at føle sig i live. Om at huske de små ting og tro på den vej man vælger for sig selv. Det lyder måske en smule højtravende, men helt ærligt er det ikke netop det, man som menneske har brug for at blive mindet om, når man løber rundt i hamsterhjulet. Som løbere er vi enormt privilegeret mht. at jagte drømme og mål. Næsten alt er muligt, hvis vi bare sætter barren efter vores evner. Men når alt kommer til alt, er det vel næppe vores personlige rekorder og løbet antal kilometer pr. år, vi vil blive husket for, når den tid kommer. Det er mennesket bag der er interessant og de relationer vi bygger i livet, og det er dét vi vil blive husket for.

Jeg elsker mit løber-liv mest af alt netop på grund af de relationer vi danner. Løbere mødes og bygger venskaber på tværs af social rang, religion og etnicitet. Løbere inspirerer hinanden, og indgyder mod til at jagte drømme. Jeg elsker mere end nogensinde at være løber, og jeg håber jeg engang løber rundt på plejehjemmet som en rynket rosin og har det sjovt. For det er vel essensen – At leve et sjovt og meningsfuldt liv, trods de udfordringer der dukker op undervejs.

It’s ok to struggle, it’s not ok to give up on yourself and your dreams

Gabe Grunewald

Giver det nogen som helst mening det jeg skriver? Det føles ikke helt sådan. Der er så mange ting i mit lille hoved, at ordene og tankerne snubler over hinanden. Måske er jeg bare lidt for følelsesmæssigt ramt i dag 😛 Må vist hellere komme en tur afsted i løbeskoene og være #Bravelikegabe.

Du kan læse historien om Gabe her:  https://www.runnersworld.com/news/a27751824/gabriele-grunewald-dies-from-rare-cancer/

Og se profilerne på Instagram (hvis du altså har en ”lommelette” i nærheden) – søg efter: gigrunewald og justingrunewald1

Share: