I søndags var det tid for de danske økokøer til at komme på græs efter en lang vinter i staldens lune hø. En begivenhed der hvert år tiltrækker utallige børnefamilier der valfarter til nærmeste økolandmand for at få sig et godt grin. Og der er virkelig sjovt at se køerne blive til små legesyge børn der boltrer sig rundt i badutspring og flikflaks.
Hvis du ikke helt aner hvad jeg referer til, så tag lige et blik på videoen her – det er mega sjovt 😀
Og hvorfor nu denne intro. JO – torsdag i denne uge, for to dage siden kom jeg på græs. Efter 19 endeløse lange dage og aftener i frustrationens vold, blev jeg torsdag eftermiddag sluppet løs i den aalborgensiske Østerådal. Og er du færdig jeg boltrede mig. Jeg løb lige ind i en 2. klasse fra én af de nærliggende skoler, og for hver gang jeg overhalede et par unger smilede jeg bredere og bredere, mens jeg indvendig jublede som en økoko. Det var den mest fantastisk følelse jeg længe har haft. Sådan en følelse af at kroppe lige blev sat i frigear, og fik lov til at lave de bevægelser den elsker aller aller mest. 6 km. rendyrket løberus.
Min fiberbasse er så godt som forsvundet som en tyv i natten. En tur hos en sindssyg dygtig fys i Randers gjorde underværker. Jeg ringede tirsdag over middag, og den søde rare mand måtte bestemt fornemme min frustrationer for han ryddede kalenderen og lavede et hul til mig dagen efter. Onsdag tog han mig i kærlig behandling. Fiberbasse fik en omgang infrarød terapi, en gang dybdemassage (for det var en fiberbasser der havde gemt sig dybt inde i de sammenfiltrede muskler) og slutteligt en omgang op-tapening med kinesiotape.
Det var præcist dét der skulle til. Bassen løste sig stille og rolig op, og torsdag blev vendepunktet for mit sorte-forår. Jeg har simpelt hen besluttet mig for, at de 6 km. i torsdags er markeringen af en ny æra som løber. En æra hvor jeg respektere at min krop har brug for andet end kun tonsvis af kilometer. Jeg starter til Yoga – (bare at skrive ordet gør mig skrækslagen), og jeg vil booke jævnlige massagetider hos min nye idrætsterapeut, så min muskler ikke fremover kludrer sammen som en utidig garnnøgle (mere om ham i et fremtidig indlæg).
Johansen er hermed transformeret om til en fornuftig, kropslyttende og skades-forebyggende løber. 😀 – (Gad vide hvor længe det holder… hmmm. Er der nogen der vil indgå et væddemål? Hvis jeg ikke holder det i et helt år giver jeg en kurv fuld af energi-lækkerier. Hvis jeg holder det, skal jeg have en kurv fuld af chokolader af den mørke fyldte slags. Nogen der tør?; chancen for at vinde er uendelig stor – Dansk tipstjeneste har ods 90-10 ???? 😀 )