Kære læser – det kan være du lige skal tage en kop kaffe inden du går i gang.. jeg har meget på hjertet denne gang 😀

Vi blev gennet ud af bussen og var på vej hen til sikkerhedskontrollen som tjekkede bags, inden vi fik lov til at fortsætte ind i Runners Village – det store område hvor løbere deles ud i tre løberbyer alt efter farven på startnummeret. Der stod både politi og militærfolk og vogtede over os som høge. Intet var overladt til tilfældighederne, alt var under kontrol. Man kunne godt få et billede at en typiske amerikansk ”lufthavns-situation” hvis det da ikke var for den feststemning man kunne høre og føle overalt.

”Good morning runners” lød det overalt – ”Have a great race today”. Alle de normalt så stive autoritære officers var storsmileende og glade. Da vi nærmede os indgangen til sikkerhedstjekket passerede vi to politibetjente som stod og legede med et par strips. De kiggede ud over mængden af løbere og den ene udbrud ”Hey runners – anyone ever tried running with your hands strapped?”  ”on your back” tilføjede den anden betjent – hvorefter begge smålo i bedste politistil. Bedre halvdel svarede kækt ”Thats good police-humor” og begge betjente lo højt. Den sad lige i skabet – god politihumor.

Startområdet var kæmpe stort og der var rigelig mængder af alt hvad et løberhjerte kunne begære. Bagels, bananer, proteinbarer, energidrik, varm kaffe. Alt sammen til fri afbenyttelse. Der udover var der 1700 toiletter – JUBIIII, placeret strategisk både i løberbyerne og i startbåsene, hvor vi skulle indtræde ca. 1 time før løbsstart. Der var ”medicaltent” hvor man kunne få tapet skavanker, og skulle man opleve at være en smule opkørt og nervøs over hele situationen, kunne man gå forbi og besøge therapi-dogs, en flok hunde der sad stille og roligt og lod sig klappede, mens de præsenterede de mest afstressende hundeøjne.

Glade og spændte med rimelig fjogede hatte og sol i øjnene 😀

Man venter mellem 2-4 timer i startbyen og bør derfor bringe masser af tøj + et tæppe til at sidde på. Det havde vi heldigvis styr på, og da vi samtidig var så heldig at få både varmedimser til hænderne (som var fuldstændig outstanding gode) og en kæk lue til hovedet udleveret, var alt godt i strålerne fra morgensolen.

Jeg var kvalificeret til løbet og havde derfor fået startnummer i gruppen med Elitemænd (dog i én af de bagerste båse). Det freakede mig en del ud. Jeg har løbet Boston og mærket hvor vildt konkurrencemindet det hele er, når man starter længere fremme i feltet. Min kære bedre halvdel havde fået nummer gennem et rejseselskab og skulle starte 25 min. efter mig i bølge 2. (Heldigvis landende vi samme løberby – den blå by, og kunne hænge ud sammen inden start.)

Kl. 8.30 begyndte de at sende rullestols-løberne afsted og der lød høje brag fra skud ind over løberbyen. I samme sekund lød det over højttalerne, at alt er godt, det er blot startskud. Terroren sidder stadig som en torn i amerikanernes minde, og det var tydeligt at behovet for information var både velplaceret og nødvendig.

Endelig blev det tid for mig til at gå i startboksen, og til min glæde var der også her placeret masser af toiletter. Der stod vi en lille time og blev gennet afsted ud mod starten ved Verrazzano-Narrows Bridge. Stemningen var euforisk og spændt på samme tid. Og der stod lille mig så, et eller andet sted tilbage i feltet på den blå bølge 1 slange, mens de over højttaleren præsenterede de mandlige eliteløbere der stod deroppe foran. Mega cool at skulle løbe afsted sammen med de mandlige eliteløbere, også selvom jeg aldrig ville komme til at se dem. Nationalsangen blev, som traditionen skriver i USA, afsunget og startskuddet lød. Og mens vi langsomt bevægede os frem mod startmarkøerne gjaldede Frank Sinatra ud over området

”Start spreadin’ the news – I am leaving today – I want to be a part of it – NEW YORK – NEW YORK  ”

Gåsehud – tjek, Tårer i øjenkrogen – tjek.

Løbere i 3 baner klar til start. Det er ubegribeligt så mange mennesker der løber NYC

Hvis nogen af jer læsere har set zombiefilmen world war z, vil I genkende billederne af horder af zoombier der vælter frem i byerne. Sådan var det over broen fra Staten Island til Brooklyn den morgen. Horder af løbere væltede op på broen i tre baner (to foroven, 1 i banen under) svarende til de tre forskellige løbebyer. Vi var delt op i de tre grupper helt ind til mile 3-4 stykker hvor der blev samling på flokken. Det var så vanvittigt vildt og jeg nåede ret hurtigt til den erkendelse, at mine bekymringer ang. startposition var fuldstændig gjort til skamme. Der var alle mulige løbere på alle niveauer omkring mig, og jeg måtte sik-sakke som var jeg med i spillet Tetris, for at få lidt fart på.

Broen er en lidt hård start, men ærligt, jeg fornemmede nærmest ikke jeg løb opad. Der var blå himmel og udsigten over mod Manhattan var fuldstændig bjergtagende, og fokuseringen på at undgå at jorde andre løbere (og blive jordet) fyldt den sidste portion opmærksomhed jeg havde til rådighed. På den anden side af broen ventede de første tilskuer med skilte ”Velkommen til Brooklyn” og høje hvin. Dette var en forsmag på det inferno af skrig, råb, jubel og glæde der ventede længere fremme. Og længere fremme var ca. 500 meter. Jøsses mand et cirkus. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende.

Der var mennesker overalt. Det var et rent slaraffenland af skilte ”You run better than the Goverment”, ”I salute you brave stranger whom I never met before”, ”This parade is lousy” og tons af skilte med ”PUSH here for power”. (Jeg startede ud på broen med at løbe bag en mand med en panda-bamse om halsen og et skilt hvor der stod – Touch the Panda for Power). Og midt imellem det, min favorit – en inflatable Trump og skiltet PUNCH TRUMP (Der var mange der gav Trump et gok J). Der var bands der spillede musik ca. hver mile, og selv et kæmpe gospelkor havde fundet højttalerne frem og gav os Jesus med på turen. Vi var bestemt i gode hænder. J – og skulle man have glemt det, så var der masser af folk med vaseline på træpinde til herrernes brystvorter 😀

Turen gennem Brooklyn var et rent inferno, indtil vi nåede det jødiske kvarter. Det jødiske kvarter var præget af stilhed, da de ortodokse jøder ikke må heppe højlydt ifølge deres tro. Umiddelbart til højre for mig gik en ældre ortodoks jøde arm i arm med hans søn midt ude på vejen, hvor vi løbere kom tonsende. En politibetjent forsøgte forgæves at få det umage par væk, uden held – et tydeligt kropssprog fortalte, at den ældre herre på ingen måde lod sig kue af en betjent og ca. 50.000 løbere.  

 Umiddelbart efter – nærmest 10 blokke længere fremme, drejede vejen skarpt til højre og vi løb direkte ind i en kakofoni af brøl og råb. Folk stod så tæt på os løbere, at politiet måtte genne dem tilbage som var det en alpeetape i Tour de France. Jeg mødte en dansker, der var kommet op bag mig og havde øjnet mine Løkken Marathon print på bukserne. Vi talte sammen, og han fortalte han var politibetjent i Viborg, og havde, via en kontakt, fået lov til at løbe sammen med NYPDs (NYC politi) løbeklub. Det indebar at han løb i en singlet hvor et stort hvidt NYPD logo lyste op den mørke baggrund. ”Det gav vinger” fortalte han, og løb ud til siden for at fortsætte den løbefest han selv havde gang i. Og hvilken fest… Folk råbte, gav High five, og jublede da han løb forbi med deres elskede NYPD logo på brystet.

Roen kom igen da vi krydsede bro nr. 2 som fører over Newtown Creek som skiller Brooklyn og Queens. Og igen var det direkte ind i en lydkulisse, som var det en landskamp i parken (vel og mærket én af dem hvor Dk vinder). Vi var nu halvvejs, krydsede den store Queensboro Bridge og ramte første gang Manhatten, og den famøse First avenue. Et af de råd man hører flest gange inden man løber NYC første gang, er rådet om ikke at blive revet med af stemningen på First Avenue. Mange lider en langsom død hvis de brager afsted på publikums energi, mens der stadig mangler to broer forude, en tur i Bronx, og tilbage på Manhatten.

Jeg besindede mig, men hold da op hvor jeg forstår advarslen. Man løber over broen i stilhed, drejer til venstre i bunden og så eksploderer larmen, som når 100 meteren løbes på en atletikbane. Jeg troede ikke det kunne blive vildere men det kunne det. J First Avenue er én lang lige strækning helt op til broen over til Bronx. (De to sidste broer er slet ikke så slemme så de første 3). Én lang strækning med folk skrigende af begejstring. Det var dælme svært ikke at føle sig flyvende på det stykke.

Efter passage af broen til Bronx, skiftede scenariet karakter og blev mere afdæmpet. Der var stadig musik hist og her, og der var folk der heppede. Men slet slet ikke i samme grad som tidligere i løbet. Det var helt rart, og lidt mere normale forhold for os garvede marathonløbere. Det var i øvrigt i Bronx, at man kunne løbe ind på en Biofreeze-station og få smurt Biofreeze over hele kroppen hvis man ønskede det. (Biofreeze er et produkt der afhjælper inflammation og ømme muskler). 😀

Tilbage på Manhatten ramte vi Harlem – og konfettirørene. Vi blev badet i konfetti og larmen var tilbage på fuld styrke. Alle der så lidende ud, fik masser af ”you can do it” med på vejen, og folk stod med servietter, vand, chokolade, m.m. Videre ned af 5. Avenue for at ramme Museum Mile, inden vi drejede skarpt til højre ind i Central Park. Også her var der folk overalt, og opbakningen ramte lydmuren for at hjælpe os løbere godt gennem den ret kuperede strækning i Parken. Vi drejede til sidst ud af parken, op på 59 street og løb i stanken af hestemøg (det var stykket hvor hestevognene normalt holder og venter på romantiske turister der vil fragtes rundt i parken), for endelig at runde et hjørne og løbe ind af en ”smal” indgang tilbage i Central Park og flagalleen for alle deltagende nationaliteter, der markerer vejen op til mål. Målet var ligefremme, det samme var de høje tribuner fyldt med mennesker. Ud af højttaleren gjaldede det med nationaliteter på løbere der kom i mål. Jeg strakte hænderne i vejret og krydsede målstregen, mens opråberen saluterede med et ”And we have Denmark”.

Fedeste medalje – og fuldstændig overvældet af følelser 😀

Jeg ved ikke helt hvad der skete, men i samme sekund jeg stoppede uret, og begyndte at gå langsomt fremad mod medaljerne, begyndte jeg at tudbrøle. Jeg hulkede og blev mødt af flere ”Are you ok?” hvortil jeg stammede et ”I’m just so happy”. Det har jeg aldrig prøvet før. Helt spontant og uden forvarsel, at tudbrøle efter et løb. Jeg tror det var hele oplevelsen. Al den virak, mit eget løb der gik fantastisk (jeg løb 3.21 med 6 sek. Mellem 1. og 2 halvmarathon), og den store forløsning af endelig at få lov til at løbe det løb, jeg i 2012 blev nægtet da orkanen Sandy slog løs på New York og fik løbet aflyst.

Jeg havde før løbet bestilt en poncho (i stedet for at have bagage med) og blev derfor gennet ud af parken umiddelbart efter udlevering af recovery-pose med Gatorade energi, proteindrik, vand, æble, pretzels og biofreeze til de ømme muskler. Og gemt væk i min totalt lækre varme poncho travede jeg blok efter blok tilbage til det sted hvor løberne løb ind i parken, og familier kunne genforenes ude på vejen. Langsomt kom jeg til mig selv, og fik stoppet det følelsesmæssig udbrud der havde ramt mig. Tilbage var glæde og tilfredshed, og mens jeg droppede forbi butikken Lululemom (et godt tip til jer der måske tænker at løbe næste år), hvor der var gratis kage, Buttercoffee, billeder – og sågar en cap hvor man fik indgraveret sin sluttid, kæmpede bedre halvdel sig i mål trods skade ca. halvvejs.

To glade finishers 😀

Dagen sluttede med en spadseretur tilbage til hotellet, og en snak med samtlige ponchoklædte man mødte på vejen. Masser af Good job og Congrats fløj om ørerne på os – og selvom bedre halve vraltede som en rapand var alt fuldstændigt fantastisk. Sikke et løb – sikke en oplevelse. Det bliver ikke større. NYC Marathon overgår alt andet jeg har prøvet før – også Boston, og mens Boston er konkurrencepræget (i hvert fald lidt fremme i feltet), er NYC løbefesten for alle. Her er plads til alle, også fremme i startgrupperne. NYC er fest, farver, stemning og livglæde i megasize

(Her dagen efter har bedre halvdel været et smut forbi det amerikanske sundhedssystem, og er kommet på krykker. Vi takker os selv mange gange, for at have styr på rejseforsikringen inden vi rejste afsted :))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.