Jeg skrev sidste år et indlæg om hvordan jeg nogen gange leger når jeg drøner rundt i hamsterhjulet på atletikbanen i Hjørring http://thegreatnessofrunning.dk/?p=3129. De der dage hvor sjov og ballade tager herredømmet over mit sind, og gør mig en ”lille bitte” smule pinlig for omgivelserne. Den gang var det højsommer, musikken spillede og solen dryssede gavmildt D-vitaminer ud på min krop, mens min drikkedunk stod på sidelinjen fyldt med min yndlings energidrik bombet med elektrolytter og sliksmag.

Efter jeg er startet med watt-træningen her efter jul, er jeg igen at finde på atletikbanen med jævne mellemrum, og jeg har stadig kodyle opture over de splittider jeg indimellem finder frem fra skuffen, så træner Ragnar fra OtimizaR slet ikke kan nære sig for at skrive ”imponerede” på min Garmin Connect. 😀

Meen ærligt, der er sq også dage hvor jeg mest af alt ligner en forkrøblet gammel ork, der i et vanvittigt scenarie forsøger at kaste sit korpus rundt i ringen, mens lungerne hænger en halv meter bag. Sådanne dage føles det som om, at tiden udvider sig i det sekund jeg træder ind i ringen, eller måske nærmere bliver en elastisk størrelse, der på én eller anden totalt irriterende måde formår at gøre mit liv mest muligt udfordrende.

Det føles lidt som følgende: Mit program dikterer eksempelvis 15 min opvarmning og herefter 10 * 1 min all out + 2 min recovery imellem, for derefter at slutte med nedvarmning. Opvarmning går som regel helt efter bogen, jeg lunter rundt, føler mig vigtig og en lille smule eliteagtig fordi jeg løber rundt efter et program. Jeg smider lidt tøj på den mest overlegne måde jeg kender (sådan lidt stripperagtigt) og gør klar til spurt. Første all out er altid lidt en opvågning, der er her mit hoved og min krop vågner op og skriger” WHAAAT – skal jeg nu presses igen”, og jeg forsigtigt dæmper skærmydslerne med et ”det går nok; det er kun 9 stykker mere” mens jeg lunter de 2 min. recovery. Næste minut og endnu en omgang all out – mere skrig og skrål fra hoved og krop, og endnu en omgang –”rolig nu… rolig nu”.

Det er som regel på dette tidspunkt der sker noget med tiden, på 3. interval hvor krop og hoved modvilligt accepterer udfordringen og næsten medgørligt lader sig slæbe rundt med en total ”okay-så attitude”. Det der før var 1 minut bliver pludselig udvidet til at føles som 2 min – og som tiden går 3 – 4 og 5 minutter – og sjov nok, så føles den dejlige afslappende recoverytid imellem det hårde arbejde som mindre og mindre. Hvilket får programmet til at minde mest om 5 min. all out, 30 sec recovery.

Jeg kan jo godt se på mit ur at det ikke er sandt, at tiden ikke har reguleret sig selv i det vakum der hedder Hjørring atletikbane indeholdende Heidi. Men hvor er det dog vildt, hvordan tiden opfattes anderledes bare fordi man er ude i den aller yderste galakse af comfortzonen.

Nå ja, der er så også elementer der nogen gange ændrer på ovenstående. I sidste uge da jeg løb rundt i mit eget lille univers, fik jeg pludselig følgeskab af en par unge fodbold gutter, der lige skulle booste formen inden fodboldtræningen startede. De løb 400 meter intervaller og skiftedes til hhv. at løbe og stå med stopur og tage tid.

Her skete der noget helt vildt med tiden, for netop som jeg var lullet ind i mine forfærdelige laaange 1 minuts intervaller med ekstremt korte 2 minuts recovery, begyndte de to unge herre at komme susende forbi mig. Og så skal jeg da ellers love for tiden lavede et krumspring. Recovery-tiden begyndte pludselig at føles uendelig lang – for jeg kunne jo ikke lunte rundt som en gammel dame, nej nu skulle der sq fart på den gamle automobil, så de unge herre kunne se hvilken uhyggelig løber de mængede sig med. Og med det perspektiv vendte tiden om, 1 minuts intervallet blev pludselig alt for kort og recovery tiden alt alt for langt. Bare lige sådan uden videre.  – Og behøver jeg at fortælle, at jeg lige var over og fortælle gutterne at nu startede jeg min nedvarmning, og holdt mig i yderbanen så jeg ikke generede dem (selvfølgelig med den bagtanke at de så vidste, at jeg da ikke normalt løber sååå langsomt. :D)

Min konklusion, ud over at det bare ikke er let at tilfredsstille mit sind, er at jeg måske burde booke løbere til at komme forbi Hjørring atletikbane de dage jeg har intervaller på programmet. 🙂  Er der måske endda nogen der frivilligt melder sig her i dette forum? Eneste krav er, at man med jævnlige mellemrum skal nikke anerkendende når jeg drøner forbi, og måske endda fløjte bekræftende. Og kunne der snige sig et ”må jeg spørge om du er eliteløber” ind, når jeg holder pauser – så er det også helt ok. 😀

Har du kære læser samme oplevelse af den frække tid når du løbetræner?

Share: