For et par år siden læste jeg én af de bedste løbebøger jeg til dags dato har læst – Født til løb af Christopher McDougall

I bogen åbenbares det, at der i Mellemamerika findes nogle frø der er så fulde af omega 3 at selv de fedeste fisk vender bugen i vejret af misundelse. Frøene hedder Chiafrø (jeg indrømmer blankt, jeg har stadig ikke helt styr på hvordan det udtales).

Når motorcyklister møder hinanden hilser de – ikke fordi de kender hindanden, blot fordi de ser en person i samme båd, eller skulle jeg sige på samme transportmiddel, som en selv.

Jeg løber meget, som i rigtig meget, og ofte på ruter der dukker op undervejs i mit hoved mens jeg løber. Og ret ofte sker det at jeg passerer en fellow løber på min vej. Og lad mig bare tilstå her sort på hvidt, jeg forsøger altid at smile mit venligste smil – at det så nogen gange bliver et yderst forkrampet træk med mundvigene ja så er det altså et forsøg på et smil.

Jeg løb mit første halvmaraton i 2008 over Storebæltsbroen fra Korsør og hele vejen til Nyborg i en varme der lå som tykke puder om hovedet og fik mig til at flå en vandflaske fra en uskyldig tilskuer da jeg manglede 3 km. hjem. (Ikke noget kønt syn og bestemt ikke noget jeg er stolt af, men jeg overlevede løbet.).

I 2010 løb jeg mit første maraton i Hamburg, forinden var jeg startet i løbeklubben Amok i Aalborg og havde fået umådelig stor hjælp og vejledning til at komme igennem strabadserne – et af de råd jeg fik dengang er stadig et af min ultimative MUST-DO ting inden et løb,