Inden jeg drog ud på mit store løbeeventyr i starten af året, blev jeg kontaktet af Ole, ham der laver den danske podcast ”Runcast”. Ole nævnte, at vi måske skulle lave en podcast om min tur, hvis alt eller gik godt og jeg var tilfreds med turen. Jeg meldte tilbage med et ”ja selvfølgelige skal vi da det”, og rejste afsted. Tiden gik, jeg kom hjem fra det mest fantastiske løbeeventyr, og glemte alt om snakken med Ole. Jeg havde så rigelig travlt med selv at fordøje det samsurium af oplevelser, som var kastet ned i min turban over små hektiske 14-dage.

I sidste uge tikkede der en mail ind i postkassen. Det var Ole, han spurgte om jeg stadig var klar, og kækt svarede jeg atter ”ja-da” uden egentlig at tænke så meget mere over det. Det er en generel tendens hos mig, jeg siger ofte ja, og bliver efterfølgende lidt betuttet over om det nu også var en god ide. Det samme skete for mig i dagene efter mit ”ja-da” til Ole, især fordi jeg et sted dybt inde i mit lille hjerne-skuffedarium har et minde liggende, et minde der skræmmer mig fra vid og sans.  Mindet er noget der får mig til at græmmes helt ind i knoglemassen.

Okay – here goes. Jeg er barn af slut 70’erne og start 80’erne, og havde som alle børn i de famøse årtier en båndoptager. 😊. På den yndede jeg at lytte til mit, på det tidspunkt, absolutte yndlings-kassettebånd Smølferne. Jeg var BIG TIME smølfe-fan i mine helt unge dage 😀 😛 – og hvis du en dag løber forbi mig på én af mine længere soloture, så er det faktisk ikke utænkelig at jeg nynner ”Saft – saft- hindbærsaft; bedre saft har ingen haft” 😀

Efterhånden som jeg blev ældre, begyndte min bedsteveninde og jeg, at optage små historier og samtaler, mest i affektion over de vidunderlige teknologiske muligheder der opstod med en kassettebåndoptager. Og det er her mit minde stammer fra. Én af de første gange vi optog os selv, spolede vi forventningsfulde båndet tilbage og trykkede afspil. GYYYYS og GRU… For kære læser, mens min bedstevenindes stemme lød fløjlsblød og hyggelig, så åbenbarede min stemme sig som en vaskeægte smølfestemme med en tendens til at være mere skræmmende end nuttet. Det var forfærdeligt !!! – og i det sekund indså jeg, at jeg aldrig ville blive hverken radiovært, filmstjerne eller kommentator. Der var ikke en kinamands chance for, at nogen nogensinde ville lytte til min stemme på en optagelse, uden i samme sekund at udbryde et lille skrig, og febrilsk ramme sluk-knappen med en knyttet næve.

Det var med det minde i tankerne, jeg betuttet løb rundt i klithederne i det nordvestlige hjørne af Nordjylland i sidste uge. Jeg havde sagt ja til at fortælle om mit løbeeventyr mens min stemme skulle optages, og senere sendes ud i æteren, så alverdens danske løbere kan putte ørebøffer i ørerne og blive underholdt på løbeturen. Kan du se det for dig… 😛

Jeg overvejede virkelig meget, om det nu også var en god ide at lave optagelserne med Ole. For og imod. Til sidst endte det dog med, at min nysgerrighed tog over (noget der stort set ALTID sker). For hvordan foregår det egentlig når man laver en podcast? Hvad skulle jeg sige? Og hvordan var Ole som facilitator?

I søndags kl. 14 gik jeg så online via en skype telefon og talte de næste 1½ time uafbrudt. Stakkels Ole måtte lægge ører til en kaskade af talestrøm. Der skete nemlig det, at Ole lynhurtigt fik mig til at glemme alt om digital optagelse, og i stedet fik iscenesat forestillingen om, at vi sad sammen over en kop kaffe og pludrede om mine oplevelser. Alt det, der har ligget latent i min lille hjerne blev pludselig levende gennem Oles spørgsmål. Minderne fik form og farve, og dansede rundt i hovedet på mig. Jeg kunne fortsætte i evigheder, hvis det da ikke var fordi at Ole med jævne mellemrum, blidt som et lam, styrede samtalen videre.

Da jeg lagde på og gik ind til bedre halvdel, var jeg rødblussende i hele knoppen. Jeg var lige dele glad over at få åbnet låget til de minder der ellers har ligget som spaghetti rundt i hele hjerneskallen, og intimideret over tanken om, at jeg måske havde fortalt mere en godt var, at jeg måske ikke gav mening og værst af alt, at den skumle smølfestemme ville tage al fokus væk fra det, jeg forsøgte at formidle.

Og her står jeg så nu. Ole har redigeringsretten og derved serveretten. Han bestemmer ubetinget hvordan podcasten kommer til at lyde. Jeg bad i afmagt Ole om at gøre min stemme mere sensuel og lækker med alle de fornødne teknologiske værktøjer han nu besidder. Men reelt set, aner jeg ikke hvordan det hele kommer til at tage sig ud. Eneste formidlende omstændighed er, at Ole er megasej til at lave Podcasts. Han ved hvad han laver og alle de Podcasts han har lavet hidtil, er fuldstændig magisk fede. Så mon ikke det går alt sammen. Om ikke andet, så er der potentielt masser af løbere i det danske land, der får sig en ordentlig én på opleveren når undertegnes sprøde smølfestemme flyder ind i øregangen. 😛   

Så jeg er spændt lige nu. Spændt på om der venter mig en konfirmering af, at jeg besidder den mest grumme smølfestemme digitalt (her tænker jeg med bævrende fingerspidser på alle de online-møder jeg afholder p.t. på grund af Covid-19 og hjemmearbejde) – eller om sol og måne står i rigtig bane, og min digitale stemme viser sig at være ok. Indtil da kan du høre de øvrige Podcasts Ole har lavet her: 

Runcast.dk : https://runcast.dk/

Jeg kan især anbefale ”mormor og ultraløber”, historien om Gittes løb i Sahara, og historien om vores nordjyske superløber Thomas 9000runner :D. Nå ja, så er det altså også lige historien om kræftramte Per i episode 4. Den er absolut også værd at lytte til.
(Jeg skal selv ombord i episoden med Ultraløberen Mette der har skrevet ultraløb for kvinder, på min lange tur i weekenden, og jeg glææææder mig.)

PS -Jeg er mega irriteret over, at stavekontrollen siger at ordet ”smølf” ikke er et ord den kender. HELT ærligt. Hvad sker der for det? 😛

Share: