Sådan en tekst håber jeg aldrig nogensinde bliver nødvendig at sende ud.

Jeg har haft en lille gul accessoires på mit venstre håndled de sidste mange måneders løbeture. Helt tilbage til midt februar har jeg, som en anden pyntesyg tøs med forårsfornemmelser, båret mit lille gule armbånd med lige dele stolthed og taknemmelighed på hver eneste løbetur. Jeg ved godt det lille gule armbånd ikke gøre mig synderligt meget mere lækker, det er heller ikke pointen. Mit lille gule armbånd gør mig tryg på en måde, jeg ellers kun oplever hvis jeg løber i en flok med andre løbere (eller sammen med politimanden fra de nordlige kanter :D).

Mit lille gule armbånd er en såkaldt Run Angel. Det er en slags overfaldsalarm, der kan bruges af alle der løber, hiker eller går alene på steder hvor man enten føler sig utryg, eller steder hvor det bare er en super god ide at kunne komme hurtigt i kontakt med omverden, hvis man falder og slår sig. Jeg hørte om armbåndet sidste år, da jeg lyttede til en podcast og faldt øjeblikkeligt for dens geniale funktion. ”Det var dælme smart” tænkte jeg dengang, men fik alligevel ikke rigtigt taget mig sammen til at få den bestilt.

Tiden gik, vintermånederne kom, og en dag på én af mine utallige løbeture alene rundt på stier og veje, blev jeg overhalet af en fyr på en knallert. Da han passerede mig fik jeg øjenkontakt med fyren i knallertens sidespejl, en øjenkontakt der både var for lang, og som øjeblikkeligt satte alarmklokkerne i gang i mit indre. Heldigvis kørte fyren videre, og jeg rystede fornemmelsen af mig og fortsatte fremad. Længere fremme drejede stien ind mellem noget buskstads der udgjorde et skjulested i forhold til omgivelserne. Træerne og buskene dannede en hule over stien, og i det øjeblik jeg løb med stiens kurve frem mod ”hulen” så jeg knallerten holde parkeret på stien, mens fyren sad knælende bag ved og …. Tja, hvad lavede han egentlig? Jeg kunne ikke helt gennemskue det scenarie jeg så foran mig, men jeg kunne mærke min indre intuition gå amok. Som en anden ”Hitchkock-nu-bliver-det-voldsomt-uhyggelig-lyd” skreg min krop, at der var noget ravruskende galt.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, vende om? – fortsætte? Det var en beslutning jeg måtte tage på et splitsekund, og da fyren endnu ikke havde drejet hovedet i min retning, valgte jeg at lappe mit ur (fingere et tempo-pas) og spurte forbi ham helt ude i den modsatte rabat, som om det totalt var meningen. Jeg spurtede som en galning der er sluppet ud fra et sindssygehospital. Jeg spurtede og spurtede, indtil til jeg nåede et hus og instinktivt, uden at sætte farten ned, drejede ind i indkørslen med retning mod hoveddøren. Her stoppede jeg op, og knækkede mig fremover for at få luft og krammet på mig selv igen. Der gik få sekunder, så kom fyren fræsende forbi på stien foran huset. Han kiggede ikke i min retning, så mig ikke, men fortsatte i fuld fart videre frem ad stien.

Mere skete der ikke. Jeg fandt en stærkt trafikeret rute hjem, og undgik alle stier der så ødet ud. Måske var det verdens største overreaktion. Måske var jeg den dag den mest oplagte kandidat til et nyt reality show på tv3+ – ”Hverdagens Bangebukse”. So be it. Jeg var skræmt fra vid og sans, og følte mig voldsomt utryg. Det var dråben… Dagen efter bestilte jeg min helt egen Run Angel.

Det er usandsynlig let at bruge Run Angel, og gennem appen kommunikeres altid batteriniveau så man ikke “går flad” på løbeturen

Run Angel er opfundet, og forhandles af det irske ægtepar David og Ellen Caren. De så et stort behov for et produkt, der kan hjælpe løbere med både at føle sig trygge, og få en ekstra chance for at slippe væk, hvis nu det usandsynlige skulle ske. Helt basalt er Run Angel en overfaldsalarm, der ved aktivering udsender en lyd så voldsom (det har taget mange år at få udviklet det helt rigtige lyd) at en eventuel overfaldsmand vil reagere på lyden, og løberen kan nå at slippe væk. Samtidig er lyden så høj (120 db, det svarer til at stå foran en højttaler til en rockkoncert), at alarmen som en anden sirene påkalder sig opmærksomhed fra alle i en given radius, og undsætning vil være mere sandsynlig. I tilfælde af, at man løber alene i skove, vil alarmen også kunne skræmme eventuelle ulve væk – og bjørne hvis man altså løber i de canadiske skove vel og mærket 😀

Sms til min guardian

Når en alarm aktiveres sendes der samtidig en mail/sms til de 1-3 guardians man selv opretter via Run Angel appén. I mailen står der, at (i mit tilfælde) Heidi behøver hjælp omgående, og der er vedhæftet et kort med placering, altså et kort over hvor jeg præcis befinder mig. Herved ved mine guardians, at de skal smide alt de har i hænderne, og komme mig til undsætning. Det er også muligt at lave en silent alarm, her er der ingen sirene-lyd, men ”kun” en besked til guardians med kort. (Hvis nu jeg vrider om på foden ved løb i skoven og ikke kan komme tilbage – så er det meget lækkert, at hjælp kan tilkaldes uden at alle skovens fugle får en fæl omgang tinnitus)

Det er ubetinget det bedste jeg har investeret i, i min tid som løber. Jeg er selvfølgelig stadig opmærksom og varsom når jeg løber rundt alene, men jeg har fået en ro og en tryghed der har fået min løbeglæde til at eksplodere. Jeg elsker, at jeg med et lille tryk, på samme tid kan både skræmme og hidkalde hjælp. Jeg elsker at jeg med et lille tryk kan bede om hurtig assistance hvis uheldet skulle være ude, og jeg skal hentes hjem f.eks. pga. skade eller utilpashed. Og ja, jeg kunne godt bruge min telefon og ringe, men hold da op hvor er det bare tusind gange lettere, at trykke på en lille knap. Især hvis nu det usandsynlige skulle ske.

Mit lille gule armbånd er blevet lige så vigtig for mig, som mit løbeur. 🙂

Jeg elsker min run angel så meget, at jeg skrev til David og Ellen og spurgte om jeg måtte fortælle deres historie her på bloggen. Jeg syntes alle løbere bør vide, at det mest geniale produkt er derude til den nette sum af 400 kr. (og fri forsendelse). Den er let at bruge, der medfølger en udførlig vejledning, og den er fuldstændig vandtæt (jeg havde den på da jeg løb Coastal Run i vanvittigt vejr), og man behøver altså ikke være en notorisk bangebuks for at erhverve den. Man kan sagtens være en modig superhelt, som blot ønsker sikkerhed i tilfældet af uforudsete skader. David og Ellen kvitterede med en rabatkode som jeg måtte videregive til alle jer fantastisk læsere. Hermed gjort. 😀 og så har jeg fået lov til at kalde mig Run Angel ambassadør. En titel jeg bærer med stolthed 😀

Giv mig endelig et praj hvis nogen af jer beslutter jer for at løbe med en Run Angel, jeg vil elske at høre om andres oplevelser med den lille genialitet. Og sig endelig til, hvis der er spørgsmål til produktet. Jeg hjælper hjertens gerne, jeg er fuldstændig vild med det produkt.

Link til Run Angel: https://runangel.com/
Brug koden HEIDI15 for at få 15% rabat og gratis forsendelse 🙂

Link til podcast med David og Ellen og deres fantastiske Run Angel: https://lindseyhein.com/20171008-5515/episode-84-david-ellen-caren-2/


Share: