I går var det den officielle ”Global Running Day”, en dag der egentlig ikke gør megen væsen af sig her i vores lille dronningerige. Det er egentlig lidt synd syntes jeg, for jeg elsker ideen om at fejre den sport, der for alvor har stjålet mit lille hjerte. I min optik burde vi alle smide alt hvad vi har i hænderne hvert år den 5/6, kysse fædrene og ønske dem tillykke med Fars dag (hvis du selv er far, så bed om et stort kys), og suse ud på veje og stier, alene eller i selskab med andre ligesindede. ”Global Running Day” bør så absolut fejres med manér og gerne et lille juhuuee-råb.

Jeg selv fejrede dagen med at løbe social marathon hos Jesper Eegholm, arrangøren af de mest fantastiske små løb, hvor ruterne brillerer med blændende skønhed. Et social marathon er et løb hvor alle følges ad hele turen rundt. Det vil sige langsomste løber sætter pace, og alle får samme sluttid. Et social-marathon er tæt på at være den letteste, og absolut hyggeligste måde at gennemføre distancen på de 42,2 km. Hvis man har en god dag, kan man cruise grinende rundt. Hvis man har en dårlig dag, er der total opbakning og hjælp til at overkomme udfordringerne.

Klar til start 😀

Jeg havde i går følgeskab af 7 andre herlige løbere, og krydret med en omgang skøn sommervejr, fristende depoter, og en bjergtagende smuk rute på 21,1 km der blev forceret to gange, var rammerne sat til en løbeoplevelse af de helt store. En løbeoplevelse hvor jeg vendte tilbage til hjemme-matriklen med en lille smule ondt i kæbetøjet af alt den snak, man kan nå på 42,2 sociale kilometer 😀 :P. Ruten sløjfede sig rundt i området omkring den Jyske Ås i det Nordjyske, og for mig, som sjældent kommer på de kanter i dagligdagen, var det en lille åbenbaring. Her, knap ½ times kørsel fra min bopæl, er der et løbeområde der i går blændende mig med naturoplevelser i Ferrari klassen. Åbne vidder, udsigter over frodige nordjyske marker, tæt skov, og små landeveje hvor største trussel var en stor fed grim skrubtudse. (I guder hvor jeg dog hader skrubtudser…)

Hele herligheden kostede den nette sum af 0 kroner, og i mål blev vi takteret med både sandwich, øl, guf og kager. Det var faktisk lidt som om, den gode mand Jesper Eegholm, havde inviteret os med ud til rutefremvisning af hans træningsruter, og efterfølgende trakterede os med lækkerier. Det var genialt, intet mindre. Det var- og er præcis sådan et arrangement på ”Global Running Day” skal løbe af stablen i min bog. Et Løb med skønne dejlige løbere i den lækreste natur, med et ubetinget fokus på HYGGE. 😀

Glad i låget, det var bare så ski… hyggeligt. 😀

Hjemvendt fra turen spurgte bedre halvdel, om ikke jeg syntes det var svært at løbe et, for mig, så uvant langsomt tempo. Og jo, det er enormt svært. Jeg er så meget udenfor min komfort zone når jeg skal helt ned i tempo, og jeg får ondt i muskler der er helt anderledes end jeg normalt oplever under et løb. Til gengæld har jeg flere gange oplevet, at ekstremt langsomme løbeture gør noget helt fantastisk for min krop. Jeg føler mig på én eller anden måde, meget mere restitueret efterfølgende (sjovt at skrive det når man har løbet 42,2 km), og jeg oplever ofte, at den aerobe kapacitet boostes langt langt højere, end hvis jeg bare løber mine egne ”easy” ture. Nogle af mine aller bedste marathons har faktisk været løbet i ugen/ugerne efter et ekstremt langsomt marathon.

Tilbage i 2016 trænede jeg efter 80/20 konceptet og oplevede min udholdenhed på marathon blive boostet til et helt nyt niveau. Når jeg engang er klar til tempo og let intervaltræning igen, så er det 100% det jeg vil tilbage til. Og indtil da, så håber jeg at den gode Jesper Eegholm snart gentager succesen fra i går, og afholder et nyt social marathon. Jeg er sååå klar. 😀

Hvis du ikke helt ved hvad ”Global Running Day” er for en størrelse, så skrev jeg et par ord om ”Global Running Day” i indlægget her: http://thegreatnessofrunning.dk/global-running-day/

Du kan finde Jespers løb via websitet her: http://eegholmloeb.dk/

Hvordan fejrede du Global Running Day?

Share: