”HUSK nu at nyde det og være i det undervejs – det første maraton kommer aldrig igen”. Omtrent sådan lød ordene fra den vise, og meget mere erfarne end mig, søster nogle måneder inden mit allerførste maraton. Og jeg skal lige love for, at jeg nød det.

Søndag den 30/9 2018 trippede jeg med lige dele nervøsitet og spænding ind i startboksen til HC Andersen maraton i Odense. Måneders træning skulle endelig forløses i en – forhåbentlig – løbefest af format. Trods en meget struktureret træning, nedtrapningsuge, rigtigt kalorieindtag og generel forberedelse, som var det taget ud af Maratonbogens-ABC, så var jeg alligevel en smule (det er lyv – meget!) nervøs også.

Den gang det ikke gik heeelt som forventet. Fuld ild løbet i Ålborg i 2017 (halvmaraton).

Nervøsiteten har nemlig ikke været helt ubegrundet. Jeg har nemlig oplevet på egen krop, hvordan kroppen kan stå fuldstændigt af. Endda i en sådan grad, at der er mere spjæt i en ny-fanget rødspætte end i min krop under Fuld Ild Halvmaraton – hvilket vist også er blevet skrevet om her på domænet. Under Fuld Ild løbet på Aalborg væddeløbsbane gik alt galt. Vi lagde for hårdt ud, jeg indtog ikke nok væske, jeg indtog i det hele taget ikke meget andet end et par vingummier i et depot som fremprovokerede ve-lignende mavekramper, og jeg lyttede ikke efter de faresignaler som min egen krop sendte mig. Det resulterede i total nedsmeltning på noget der lignede en 12-15 km. Jeg var simpelthen nede og bide i græsset, måtte gå og lunte i fuldkommen indre smerte og syrebad med min søster til at holde mig opretgående. Efter mit eget nederlag den dag gik jeg faktisk længe bagefter og tænkte, at jeg nok alligevel ikke var en særlig god løber. Ikke fordi jeg ikke kunne løbe distancen – det havde jeg jo gjort før – men fordi jeg kunne misfortolke alle mine egne signaler i en SÅ voldsom grad.  

På trods af, at jeg sidenhen har fundet ud af hvor lærerig en oplevelse det endte med at blive for mig, så kørte tankerne alligevel i hovedet i startboksen til HC Andersen maraton blot få minutter inden start. ”Hvad nu hvis du får total nedsmeltning igen? Hvad hvis du rammer muren og kan absolut ingenting, hvis du tager en gel for meget – eller en for lidt? Måske har du i grunden skudt totalt over målet her – det er et MARATON for pokker. Hvorfor var det nu egentligt at du meldte dig til og troede at du kunne det?”. Min mentale bus blev mildest talt fyldt op med ubehøvlede passagerer, hvis eneste formål var at så tvivl om hvorvidt det hele nu også var en god idé. ”Er du overhovedet en god nok løber til det her?”

Og egentligt er det måske i grunden fjollede tanker at have. For ja, hvad nu hvis du går død eller rammer muren? Jeg vidste med mig selv, at uanset hvad skulle jeg nok komme igennem det maraton, koste hvad det ville – om jeg så skulle gå de resterende 37 kilometer. Det hele skulle jo nok gå på den ene eller anden måde alligevel. Men det skulle jo bare gerne blive en positiv oplevelse.

Det endte med at blive en af mine… tillad mig at omformulere – det blev DEN bedste løbeoplevelse jeg i mit liv har haft. Hele vejen var der tilskuere, der klappede, hujede, flagede, heppede – og råbte ”kom så Kristina” (hvor jeg dog elsker navn på startnumre 😊). Hele vejen var der søde, smilende mennesker i depoterne – hele vejen var der opmuntring og opbakning fra fælles løbere i feltet sammen med mig. Jeg havde hele tiden tænkt at efter første halvmaraton-runde skulle det mentale arbejde virkelig stå sin prøve. Men der var bare noget, der var rigtigt den dag. Eller rettere sagt – alt var rigtigt. Så da jeg satte 3.40 pacerne af i et depot og løb videre tænkte jeg ved mig selv, at det var da i grunden ret vildt. Tør du virkelig lægge dig foran 3.40 pacerne på kilometer 25? Men benene var i hopla, maven slog ikke knuder, smilet var som limet til ansigtet og jeg NØD det (jo, det blev rigtigt hårdt på 35. kilometer, hvor benene var trætte og nogen begyndte at råbe fra bagerst i bussen ”nu bliver det for alvor hårdt, nu har du kun knoglerne tilbage Kristina”).

Men trods det var der hele vejen overskud til at smile til tilskuere, til at give high fives og til at klappe ad gademusikanterne. Og lige inden målstregen var der minsandten også overskud til at hæve armene sejrrigt i vejret og råbe ”Juhuuu” af manden med kameralinsen.

Og det er i grunden nok derfor, at det var så god en oplevelse. Jeg mødte aldrig muren, og jeg havde ingen indre diskussioner med ubehøvlede buspassagerer, der opildnede til at opgive min egen sejrskurs. Jovist var der lidt på de sidste 5 kilometer – og guderne skal vide, at jeg var træt og det VAR hårdt. Men jeg følte mig 100% i kontrol hele tiden. Og det var faktisk helt ok, at der sad ”en” og råbte, at det blev hårdt nu. For det gjorde det jo også. Men det var stadig mig, der kørte bussen.

Om det var fordi at alt var disponeret rigtigt ved jeg faktisk ikke. Om jeg tog mine gels på de rigtige tidspunkter. Om jeg drak lige tilpas med væske. Gik i lige tilpas mængder depoter. Lå på lige den rigtige pace. Eller om jeg simpelthen bare ikke var ”bange” for det, der måtte komme undervejs. Jeg VILLE være til stede hele vejen og nyde det – uanset om kroppen så ville sige stop på et tidspunkt. Af samme grund valgte jeg netop ikke at lytte til musik eller andet undervejs. Jeg ville have alle nuancer med.

Og det leder mig til at konkludere, at hvor er løb dog en fantastisk måde at arbejde med sig selv på. Disse to løb opsummerer faktisk på fineste vis min egen løberejse. Det handler i bund og grund ikke så meget om distancerne eller tiderne, men om hvordan jeg har lært mig selv at kende 1000 gange bedre gennem løb.

Jeg ved, at der nok skal komme flere Fuld Ild oplevelser – de dage og de løb, hvor man bare ikke rammer den. Hvor benene er bly og overskuddet er ikke-eksisterende og maven vender sig i opkast-lignende krampetrækninger ved indtagelsen af gels. Og hvor løbet er lige så meget en mental udfordring som det er en fysisk. Der kommer intervaltræninger, hvor du bare ikke kan ramme din pace overhovedet. Der kommer træningsture, hvor du ikke kan gennemføre, hvor du får solbærsaft galt i halsen og ryger en tur i asfalten (ja, det er et konkret eksempel), og ture hvor du skændes med en hel bus af passagerer, der råber ad dig at du intet kan. Men de er INTET i forhold til alle de små og store gode oplevelser og succeser, der er ved løb. Læs blot Heidis seneste indlæg om netop dét. 🙂

Og forskellen for mig er netop, at jeg ikke er bange for dem længere. Hver en oplevelse tæller og er en erfaring til løberygsækken – de gode som de dårlige – og det er heldigvis ikke kun succeserne, der afgør om du er en god løber eller ej.

Share: