Det nærmer sig halvåret for min tid som patient på Fys-træningsholdet, og jeg tænkte jeg derfor lige vil reflektere lidt over min, tja, status kan man vel næste kalde det. Lige fortælle lidt om hvad der foregår i min lille løberverden, og lidt om at være patient i et behandlingsforløb, der åbenbart tager sååååååå lang tid, at jeg for længst er overhalet af selv den mest slimede snegl på gaden hvad angår tålmodighed.

I tirsdags var jeg endnu engang til styrketræning, og som altid kommer den søde fys rundt til os alle på holdet, og får en lille opdatering på patientens velbefindende. Da det blev min tur, forsøgte jeg forkvaklet at fortælle, at det faktisk går rimeligt godt – HVIS altså at jeg indretter min tilværelse efter skadens præmisser. Dvs. min hverdag går mere ud på at finde ud af, hvordan jeg undgår at irritere området, end det reelt går ud på at fremme helbredelse.

Nogen dage lykkedes jeg, og oplever at jeg løber fuldstændig som før jeg startede styrketræningen – jeg kan løbe, men ikke stærkt, ikke tempo og ikke trail/op ad stejle bakker. Andre dage er det noget hø, og jeg har ondt selv når jeg er på job. Det er som regel de dage hvor jeg går en lille bitte smule udenfor min kendte ”Dette-er-ok-at-gøre-liste”. Og søndag var sådan en dag, her løb jeg med løbeklubben Amok på lang tur. Vi endte med at løbe op af en liiidt for stejl bakke til mig, og straks er smerte og irritation tilbage på hverdagsmenuen. Eller var det nu også bakken der gjorde udslaget? Var det i virkeligheden fordi jeg om aftenen gav området med skaden, en ordentlig omgang med The Stick? (en rulle til selvmassage) Eller var det måske fordi jeg lørdag aften lige kom til at snige en enkelt ”Nordic hamstring-øvelse” ind i programmet, bare for at se om jeg kunne?

Alt dette forsøgte jeg at forklare i én kort sætning. Fys forstod slet ikke en drøjt at min usammenhængende tale, og det endte med, at jeg fik en løftet pegefinger i fjæset, og en formaning om at lade være med at løbe for hurtigt tempo, og erobre bakker ad små kontrollerede omgange.  Den gode mand havde simpelt hen ikke formået at læse mine tanker, og se bort fra det mundskrald jeg leverede i vores korte samtale. Hmfffff.

Jeg forstår godt Fys ikke fattede en meter af hvad jeg forsøgte at sige. Jeg forstod det knap nok selv, da ordene forlod min mund. Og det siger faktisk ret præcist hvad min status er. Status er, at jeg ikke forstå en bjælde af det jeg har gang i. Jeg forstå ikke hvorfor jeg ikke mærker fremgang, jeg forstår i det hele taget ikke, hvad det er for en fremgang jeg skal spejde efter, og jeg forstår ved guderne ikke, hvordan jeg kommer ud af det hamsterhjul jeg føler mig fanget i. Jeg forstå ikke hvordan min lille bandit i yderkanten af højre balle nogensinde bliver så tilfreds, at den giver mig fred og ro.

I min hovedet havde jeg inden træningen tænkt, at jeg efter min ”snusfornuftige” enetale, ville høre sætningen ”Ahhhh, Aber dann haber wir anderen metoden”, hvorefter Fys ville skynde sig at lægge en bulletproof plan, og sende mig hjem med fornyet håb. Og jeg kan godt afsløre, at jeg var en kende arrig da jeg forlod træningssalen. Det gik absolut ikke som jeg havde håbet – og oven i det, sidder jeg i dag og har mega irritation i skaden igen igen.

Det er virkelig svært at være patient i et behandlingsforløb. Der er så mange forventninger der aldrig italesættes, og så mange fald grupper hvor behandler og patient kan gå fejl af hinanden. Det er så sindssygt svært at kommunikere noget, man fagligt ikke helt har belæg for, men blot er en følelse, en intuition og en fornemmelse af hvad ens krop forsøger at fortælle.

Jeg er så sindssygt træt af, at registrere den mindste lille forandring i min højre balle. For at sige det som det er, jeg er bare ikke rigtig fan af min højre balle længere. Jeg er så sindssygt træt af, at forsøge at opklare mysterier om, hvorfor mon jeg endnu engang rammer et tilbagefald, og bliver sendt tilbage til start uden at indkassere så meget som en flødekaramel.

Kom an din dumme Tendon – I’ll Kill you. 😛 😀

Nå men en ting står klart, jeg nægter at give op. Jeg nægter at smide håndklædet i ringen. Kampen Heidi vs. Højre balle er stadig åben, og hvis Højre balle begynder at smide dirty tricks på banen, så gør jeg det også. Når Højre balle laver en sniger, og sender mig i smerter uden nogen indlysende årsag, så har jeg tænkt mig at svare igen med en MR scanning. NU vil jeg altså se hvad der egentlig foregår derinde bag værnet af fedt og hud. Its gameday.. 😀 – og indtil jeg kan leverer min overrumplings-strategi med scanningen, har jeg tænkt mig at lade som om jeg har accepteret Højre balles føring. Jeg sætter mit løbe-tempo heeeelt ned, undgår alt der står på min ”NOT-TO-DO” liste, og spiller en underkuet skadet løber. (Sig det endelig ikke til min balle) 😛  

Share: