Det nærmer sig halvåret for min tid som patient på Fys-træningsholdet, og jeg tænkte jeg derfor lige vil reflektere lidt over min, tja, status kan man vel næste kalde det. Lige fortælle lidt om hvad der foregår i min lille løberverden, og lidt om at være patient i et behandlingsforløb, der åbenbart tager sååååååå lang tid, at jeg for længst er overhalet af selv den mest slimede snegl på gaden hvad angår tålmodighed.
Nogen mennesker er bare så betænksomme og fantastiske til at begå sig på de sociale medier. De formår altid at respondere på andres opslag, og der er altid en kærlig kommentar, en opmuntring eller en ”god bedring” med under kommentarsporet. Jeg er vildt imponeret, og en smule misundelig over jeg ikke selv evner disciplinen. Der er dem, der altid er klar med en sød kommentar på Instagram, og der er dem der bare altid har styr på hvem der har præsteret, og hvem der har fortjent et ”Sådan”.
Som jeg skrev i sidste indlæg, så er jeg skadet og dermed også i fuld gang med at bygge noget styrke tilbage i min slappe vingummi-orm af en hasemuskel. Jeg har efterhånden en vis erfaring med baglårs skader og følger et ret bestemt mønster der hedder let udstrækning, styrketræning og massage. Samtidig sørger jeg for at lave andre aktiviteter der hjælpe mig med at holde på min aerobe fitness heriblandt cykling og crosstraining (og holde Godzilla lidt på afstand). Ligegyldigt hvad jeg laver, så må det ikke gøre ondt, og jeg holder mig striks på en 3-4 på en skala over ømhed fra 1-10. (Det er en god måde at holde sig selv i skindet – hele tiden at vurdere hvor man ligger på skalaen og om det er for meget det man har gang i.)