Nogen gang kan min hjerne narre mig på det grusommste, sådan helt banalt og pinligt at jeg helt selv bliver lettere forlegen over min hjernes krumspring. I starten af ugen skrev jeg et indlæg om intervaller, det var egentlig et indlæg til min søster, som på hendes rejse mod hendes første halvmarathon har besluttet at afprøve om intervaltræning kunne fungere for hende. Og selvfølgelig kunne den bedrevidende storesøster ikke styre sig for at komme med ubehjælpelige gode råd, indsamlet over en bred kam af artikler og bøger om emnet.
Intervalløb har en tendens til at blive italesat som noget man kun laver, hvis man er en garvet løber med masser at erfaring, og jagter bedre løbetider. Nå ja, der er også tendensen til at italesætte intervaller som noget man bliver skadet af, og noget djævlen har skabt for de løbere, der har lyst til at lege med livet.
Jeg skrev sidste år et indlæg om hvordan jeg nogen gange leger når jeg drøner rundt i hamsterhjulet på atletikbanen i Hjørring http://thegreatnessofrunning.dk/?p=3129. De der dage hvor sjov og ballade tager herredømmet over mit sind, og gør mig en ”lille bitte” smule pinlig for omgivelserne. Den gang var det højsommer, musikken spillede og solen dryssede gavmildt D-vitaminer ud på min krop, mens min drikkedunk stod på sidelinjen fyldt med min yndlings energidrik bombet med elektrolytter og sliksmag.
Jeg kan lige så godt starte ud med den store nyhed – jeg er i dag, nærmere bestemt her til eftermiddag blevet imaginær olympisk mester i intervaltræning. Intet mindre. 🙂 – og p.t. sidder jeg blot og afventer et kæmpe sponsortilbud fra én af de helt store, jeg holder linjerne åbne og tænker at spille en lille smule kostbar når Nike ringer som de første. 🙂