
Klokke 4:15 om morgenen kimede alarmen på telefonen. Mit tøj var lagt frem, gels gjort klar og taske med ekstra varmt tøj var pakket. Jeg tog mit løbetøj på, og nød for første gang den monotone og meget klangfulde stemme der kaldte til morgenbøn præcis kl. 04:40. Jeg lyttede til ordene der blev kaldt ud og fandt ro. I min nysgerrighed og respekt for det land jeg befandt mig i, lod jeg stemmen være noget rart, og kaldet noget fuldstændig meningsfuldt.
Til morgenmaden, bænket ved de to rækker af borde, kom de første små sommerfugle i maven. Jeg er en garvet marathon-løber, men udfordringen jeg stod foran var ikke noget jeg på nogen måde kunne trække på tidligere erfaringer for at finde styrke til. Dette var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med at løbe i højderne, i 4700 meter med en iltmætning på kun 50%.