På vej hjem fra løbet i lørdags havde jeg radien stillet ind på P4 (jep P4 – jeg er jo ikke nogen vårhare længere. 🙂 ) og pludselig fik jeg min protein-drik galt i halsen. I radioen var der et interview med en mand, der fortalt om hvordan han og hans hund havde været på hygge-gåtur på Helgenæs (snotklatten under Djursland). De var gået ind i et indhegnet område, et indhegnet område hvor naturplejen blev varetaget af en flok kvæg. Og der gik kvægene rundt og græssede så fredeligt, og så vældig rare ud i solskinnet, alt var godt, manden og hunden nød turen.
Mine løbeture har det med at have et element af fare hver eneste gang, jeg putter min sure løbefutter på fudserne og begiver mig ud i den vilde danske natur. Nogen gange bliver jeg angrebet af dræbersnegle, det sker faktisk ret ofte at en slimet klat hægter sig fast i kanten af min løbesko, og svinger sig op på min lægbasse i et bagholdsangreb værdig den mest hårdkogte forbryder. Et sådan bagholdsangreb resulterer altid i skrig og skrål fra min side; jeg hader – altså HADER de banditter. Andre gange er det mobilafhængige cyklister der udfordrer mine evner i disciplinen: spring for livet. Jeg er efterhånden blevet ret god til at spotte hvornår faren lurer; jeg sætter scenen – En ung cyklist med viltert hår nærmere sig forfra. Cyklisten har øjnene klistrer til mobilos som holdes i højre hånd, mens venstre hånd, efter bedste beskub, forsøger at agere både øjne på vejen og styringspind. Når man ser sådan en, er det med at råbe op i tide, og belært af bitter erfaring, på forhånd hoppe ud i rabatten. Det stakkels unge mennesker får et chok når man råber, hvilket oftest resulterer i et sving med cyklen, som svingarmen i Tivoli.