Jeg havde på et tidspunkt en samtale med en fyr, der spurgte mig om man kunne være mere egoistisk når man løb så meget som jeg gør. Fyrens synspunkt var, at marathonløb måtte være det største egotrip af alle, og at folk der løber mange marathonløb måtte være super egoister der bare jagtede endorfin-rus.

Jeg blev lidt paf over den udtalelse, det er ikke ligefrem i det lys jeg ser mig selv som løber, og selv om jeg vitterlig er klar over at jeg ofte er væk i 3-4 timer i weekenden, og at jeg ofte prioriterer mit løb lidt højere end oprydning, madlavning, vasketøj m.m. så har jeg aldrig tænkt, at min familie må bringe store ofre ved at have en mor som løber. Jeg ser det nærmere som en hobby på lige fod med at strikke, hækle og male 😀

Share: