Jeg erkender blankt, min hjerne er en doven skid ud over alle grænser. Den vil gøre alt for at narre mig til at slappe af, til at blive i komfortzonen, og til at krybe under hvor gærdet er lavest. Min hjerne finder notorisk på alverdens undskyldninger for at slippe for hårdt arbejde og – for at få mig til at indtage bland selv slik i vanvittige mængder i tide og utide. De to ting er helt klart min dovne hjernes 1. prioriteter.

At min dovne hjerne måske ligefrem er med til at forsinke min heling i skaden, havde jeg alligevel ikke skænket en tanke.

Share: