Tilbage i Islamabad efter løbet blev vi indkvarteret på vores fantastiske hotel Serena og lod os lulle ind i luksuslivet på et hotel, hvor mængden af valgmuligheder på kagebordet overgik selv min vildeste fantasi. Er der noget de er rå-seje til i Pakistan, så er det kager. Jeg spiste rundt regnet 7 kager hver eneste dag på hotellet. 😀 Foran os ventede den helt store Gallaaften, og et par dage med interviews til diverse medier.
Klokke 4:15 om morgenen kimede alarmen på telefonen. Mit tøj var lagt frem, gels gjort klar og taske med ekstra varmt tøj var pakket. Jeg tog mit løbetøj på, og nød for første gang den monotone og meget klangfulde stemme der kaldte til morgenbøn præcis kl. 04:40. Jeg lyttede til ordene der blev kaldt ud og fandt ro. I min nysgerrighed og respekt for det land jeg befandt mig i, lod jeg stemmen være noget rart, og kaldet noget fuldstændig meningsfuldt.
Til morgenmaden, bænket ved de to rækker af borde, kom de første små sommerfugle i maven. Jeg er en garvet marathon-løber, men udfordringen jeg stod foran var ikke noget jeg på nogen måde kunne trække på tidligere erfaringer for at finde styrke til. Dette var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med at løbe i højderne, i 4700 meter med en iltmætning på kun 50%.
Før afrejse var jeg ærlig talt en smule bekymret. Hvad var det for et eventyr jeg skulle ud på?, var det sikkert nok?, skulle jeg været dækket til?, ville højden give mig problemer?… Der var masser at ubekendte, og endnu flere fordomme der gav mit eventyr en snert af dumdristighed. Jeg forestillede mig ærligt talt Pakistan som et land med sand, kameler og mænd i hvide kjortler. Det eneste jeg reelt vidste om Pakistan var, at det var transit-port for journalister der rejste ind og ud af Afghanistan under krigen, samt at det er et land i krig med Indien om enklaven Kasmir. Min forestilling viste sig at være så uendelig langt fra den sandhed der mødte mig i varmen i Centralasien.
Det bliver på et hængende hår, som en kronraget mand sagde…..
Bemærkning herover kom fra én af de andre danskere der skal med på eventyr i Pakistan. Og den sad præcis i bulls eye. De sidste to uger har været noget nær det mest kaotiske i mit løberliv, og godt nok er jeg en spontan type, der er yderst omstillingsparat hvis jeg selv skal sige det. Meeeen der er altså grænser.
Det hele startede, som du ved kære læser, med mit indlæg for små 3 uger siden. Et indlæg hvor jeg fortalte om det her eventyr der ud af det blå poppede op i mit liv. Et løbeeventyr i Pakistan der indebærer et vanvittigt rekordforsøg med et marathonløb på verdens højeste asfaltvej i 4700 m højde. Jeg elsker generelt eventyr, og da nøglen til eventyrdøren ligger på den Pakistanske ambassade i København sendte jeg kækt mit bedste bud på et 9 siders dokument der skulle forsone nøgle-vagten med en kraftig formodning om at min charme nok skulle få den gode nøglevagt til at udlevere en kopi af nøglen i form af et visa.
