Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.
Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr
Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg
holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned.
To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner
resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert
er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod
hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt
til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg
nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som
altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en
velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af
fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt” 😀
De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer. 😀
3 ugers sommerferie er fløjet afsted som var det en raket affyret fra en rampe ved Cape Canaveral i Floria. 3 fuldstændig fantastiske uger har lært mig noget helt nyt om det, at være løber. Og jeg som troede jeg vidste det meste, sagde den gammelkloge hund. 🙂
Fælles for de 3 forgangne uger er, at jeg har ladet træningsprogrammer, gode råd til tempo træning, dårlig løbesamvittighed og ”jeg burde også” holde ferie sammen med min computertaske. Denne sommerferie skulle bruges på at have det godt – og lave præcist det krop og sjæl havde lyst til hvad angik løb. Og med det som udgangspunkt løb jeg, når jeg havde lyst, hvor jeg havde lyst og præcist som jeg havde lyst til.
For lidt over 3 år siden blev vi sommerhusejere til det dejligste lille sommerhus ved Vestkysten. Et skønt lille hus gemt væk på heden omgivet af klitter og skov. Det er vores frirum og vores legeplads. Og hver eneste sommer siden da, har jeg siddet med en kop kaffe på terrassen og dagdrømt om at løbe derud en dag. At stå op en morgen, knytte snørebåndene og smide hr. Camelbak på skuldrene, og bare begive mig afsted. Jeg har forestillet mig hvordan jeg kommer løbende langs landevejene derud, hvordan bilisterne tænker ”hold da op en sej og elegant løber” når de drøner forbi i bilerne, og hvor let og ubesværet jeg ville løbe med musik i ørerne og smil på læberne. Og for hvert år blev turen mere og mere glamourøs.
I USA, i hvert fald de steder jeg har været, kender man ikke til begrebet cannonballs – altså low-budget marathons hvor man selv tager tid og oftest løber rundeløb et antal gange til man når marathon distancen. Noget der i stedet er blevet rigtigt stort er Virtual runs – og hvad er så det….
Da jeg startede med at skrive på denne blog var det egentlig mest ud fra det synspunkt at jeg ville skrive om alle de ting, der motiverede mig selv til at fortsætte som løber år efter år. Normalt skrev jeg noter i små spiralbøger og havde tusindvis af udklip og løbsreklamer liggende til regnvejrsdage, hvor hele bunken blev vendt og inspirationen væltede ud i hovedet på mig.
Jeg har det helt på samme måde med bloggen; hver gang det regner går jeg tilbage i arkiverne og henter et eller andet frem, der lige kan danne billeder i mit hoved og få mig til at smile ved tanken om hvor meget jeg elsker at løbe.