Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned. To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt” 😀