
Det sker hvert eneste år, så sikkert som amen i kirken. Jeg
holder sommerferie og nyder livet maks, og mine ugentlige kilometer rasler ned.
To – tre uger hvor løb er en biting og det samlede antal km. på bogen ligner
resterne af min bland-selv-slik pose efter en festlig fredag aften. Og sikkert
er det også, at når august rammer kalenderen og jeg igen ser frem mod
hverdagen, så kommer tvivlen om hvorvidt min form er røget helt af hekkenfeldt
til. Kan jeg overhovedet løbe mere end de små ture, og hvordan sulan skal jeg
nogensinde komme i form igen.
I år havde jeg endda været så letsindig at tilmelde mig Blokhus Marathon, som
altid løber af stablen den første weekend i august. Det var på ingen måde en
velovervejet tilmelding, det var udelukkende en klassisk ”Heidi ser billede af
fin medalje hun gerne vil have og vupti, tilmelding til løb afsendt” 😀