
I sidste uge landende vores bøger i Aalborg foran min hoveddør, og inden Stine tog til Silkeborg for at banke alle mændene i rundeløb, nåede hun at få skrevet hilsner i en hel del bøger. De bøger har jeg efterfølgende løbet rundt med de sidste tre dage. Det har hele tiden været vores ide, at lave løbende levering, som i levering i løbesko med alle de bøger vi overhovedet kan. Og i silende regnvejr har jeg løbet rundt til husstande, banket på vinduer og døre for at få opmærksomhed, og overleveret vores lille kid af et projekt til skønne søde mennesker. Sjældent har det givet så meget mening at løbe en masse kilometer, og sjældent har jeg nydt hver eneste kilometer som jeg gør, når jeg løber rundt og leverer vores bøger.