Generelt er der ikke meget jeg direkte hader, og da slet ikke når jeg har mine løbesko på og bevæger mig rundt i den danske natur. Jeg er egentlig ret fornøjet og griner lettere overbærende når andre løbere brokker sig over hvad nu det er, de lige finder irriterende.

MEN – der er en undtagelse. Én ting kan få mit adrenalin til at eksplodere, få mine små hår til at rejse sig og ikke mindst, sende mig ud på store omveje blot for at undgå en direkte konfrontation med én af mine helt store fobier.

SKRUBTUSSER.

Store slimede bæster der sidder midt på stien hvor jeg løber, og nærmest kun venter på at jeg, en stakkels forsvarsløs løber kommer tæt nok på til, at bæstet med sine fede frølår kan lave et overraskelsesangreb og lande i nakken på mig. Det billede er ubetinget min største skræk i livet – at have en skubtusse siddende i nakken på mig…. (Min fingre bliver helt fugtige og hele kroppen er i alarm, blot ved tanken om en så frygtelig hændelse)

Jeg ved, at jeg som barn rendte rundt på mine afdøde bedsteforældres gård i Tversted, og fangende masser af tudser med mine bare hænder. At jeg ikke altid har haft en fobi for tudser. Men nøjagtigt hvornår og hvad der fik en fobi for de ækle bæster til at vokse frem, har jeg ingen anelse om.

Jeg ved bare, at da jeg boede sammen med min eksmand i et hus med kælder, oplevede jeg en dag hvor jeg skulle ned og vaske tøj, at der midt på gulvet sad det største monster af en stubtusse lige foran mig. Der sad, mine damer og herrer, den største slambert af en fed slimet tudse og stirrede mig direkte i øjnene. Ja man kan vel nærmest kalde ham kongen over alle skrubtudser (og nu korrigerer jeg lige mig selv, for er det egentlig ikke hunnerne der er de største og mest ækle af tudserne?). Der, lige hvor jeg skulle til at sætte min lille fine prinsessefod ned, sad der et bæst af dimensioner og gloede på mig. Jeg skreg, vendte om og lavede et flugtforsøg som selv Indiana Jones ville nikke anerkendende til.  Jeg slap væk med livet i behold, mens oplevelsen sendte chokbølger igennem mit system, og en fobi på størrelse med Storebæltsbroen voksede frem.

Nogle år senere satte jeg mig ind i min på det tidspunkt elskede Toyota Carina (i guder en fantastisk bil det dog var 😊), jeg havde mine to småkravl af et par unger spændt fast på bagsædet i hver deres autostol, og puttede nøglen i tændingen mens jeg lod venstre fod hvile på koblingen. Idet jeg skulle til at starte bilen kiggede jeg ned på mine fødder – og der, strategisk placeret på bilmåtten direkte under mine knæ, sad en kæmpe tudse og gloede op på mig. Det var så frygteligt et moment, og hvordan jeg skrigende fik kantet mig ud af bilen uden at røre ved tudsen, aner jeg ikke (jeg tror faktisk at den på grund af mine febrilske bevægelser, og ikke mindst mine høje skingre skrig, hoppede ind under sædet). Jeg var rædselsslagen Og selvom jeg blev reddet af en prins i skinnede rustning, var oplevelsen nok det der fik bægeret til at flyde over. NB – til historien hører at begge mine unger overlevede uden mén.

De to episoder har sat sig som dybe spor i mig, og hver gang jeg støder ind i noget der bare en kende minder om ækle bæster fra helvede, finder jeg en anden vej. Den udfordring er ubetinget størst her i foråret, hvor bæsterne er i fuld gang med at sikre sig næste kuld af forfærdelige skabninger, og ligesom jeg elsker de åbenbart også at sidde i solen og mærke varmen. Det er jo fuldstændig med livet som indsats at løbe på mine yndlingsstier i det tidligere forår. De bæster er OVERALT i engområderne hvor der blot er en lille snert af noget man kunne kalde for et vandhul.

Sex mellem to bæster fra helvede skulle forbydes hvis du spørger mig. !!!! – Billedet er fra en løbetur i marts måned.

Så jeg er udfordret, det indrømmer jeg uden den mindste skam. Så sent som i dag sad et monster på min fine favoritbro og spærrede vejen, så jeg ikke kunne skyde genvej ind i skoven. BÆST. Den sad bare der som en anden gatekeeper og ventede på, at jeg kom tæt nok på til et potentiel overgreb. (se billede herude, det er jo tydeligt for enhver, at bæstet sidder med det ene ben klar til at spænde ben for mig, hvis jeg forsøger at løbe forbi)

Gatekeeperen holder vagt. Og lad dig ikke narre, nok sidder bæstet med ryggen til.. meeen bæstet er udmærket klar over, at en forsvarsløs løber nærmer sig.
Og zoomer man ind er det jo helt tydeligt at venstre bagpote er så klar til at spænde ben for næste offer. (jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for kamera med godt zoom – der er ikke en Kina-mandschance for, at jeg nogensinde vil bevæge mig så tæt på de ulækre monstre.

Puuuhhhh, jeg glæder mig til sommeren sætter ind, og alle bæster fra helvede forsvinder ned i det kølende vandhul og lader os uskyldige løbere være i fred.

Mon nogen af jer løbere derude har lignende fobier? 😀

Share: