Det var i aller sidste øjeblik jeg kl. fem minutter i lukketid, i torsdags trykkede på tilmeld knappen og officielt tilmeldte mig Vilsted sø halvmarathon. Halvmarathon er normalt ikke mit gebet, og jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg tilmeldte mig udelukkende fordi medaljen var- og er uber cool. En stor medalje med et unikt tryk tegnet af kunstneren Kirsten Lomborg. Og så trængte jeg virkelig bare til at løbe et naturskønt løb, og få lidt ekstra kræs for sanserne.

Vilsted sø har start- og målområde ved Ranum Efterskole, og halvmarathon ruten drøner hele vejen rundt om den restaureret sø, en sø gendannet tilbage i 2006 da jeg var en grøn miljøfidus og ikke en hardcore robot-software-designer 😀 (hostesmiley, blinkesmiley, smiley-der-tager-sig-til-hovedet.. 😀 😀 😀 )

Området ligger en spytklat fra Limfjordens vande og var i lørdags ramt af både silende regnvejr og ”lidt” blæsevejr. Men hvad gør det, når rammerne er fuldstændig perfekte. Nummerudleveringen foregik i en dejlig lun hal, og med adgang til både omklædningsrum, masser af toiletter og sørme også en slikbod, betød det intet at vejret artede sig som en gammel sur mokke. Vi løbere kunne stå i dejlig læ helt ind til 10 min. før start.

Sååå fin en medalje. Selv min datter på 11 år syntes den er sej 😀

Løbet har både halvmarathon, 13,1 km. og 5,7 km. løb + en lækker gåtur for dem der har glemt deres løbesko :D. Og her vil jeg skynde mig at tilføje en lille notabene – Alle…. Altså Alle – som i alle der deltog på dagen, fik medalje. Herligt syntes jeg, at også de kortere distancer + gåfolket bliver belønnet for deres indsat. Smukt, intet mindre.

Ved tilmeldingen havde jeg luret at seje Tina Thunbo stod på startlisten. Tina er en vildt dygtig løber der har adskillige sejre med i bagagen, og jeg ankom til løbet med en fornemmelse af, at Tina nok var for stor en nød at knække for en rehab-løber som mig. Jeg snakkede mig varm i startområdet og velopvarmet (i hvert fald i mundtøjet) løb jeg afsted, med Tina som en raket foran.

Se nu er der noget jeg vist ikke har fortalt. I hvert fald ikke sådan ud i det åbne world wide web. Jeg besidder kære læser, af et konkurrencegen der indimellem popper op og går grassat. I vores familie kalder vi det Johansen-genet. Det er det gen, der vitterlig ikke kan tåle at tabe og derfor ofte hæmmer de stakkels individer, der besidder genet, gevaldigt i deres udfoldelser. Hellere lade være med at deltage end risikere at tabe. (Ja, det er sq en kende barnligt I know :)). Men indimellem er det også det gen, der på gode dage giver ekstra power og metal overskud. Og da jeg efter ca. 3 km. pludselig nåede op bag Tina, poppede genet til den gode side og lod mig sejle forbi med overskud og styrke.

Ruten rundt var en blanding af lækre præparerede grusstier og græsveje. Det var vildt lækkert at løbe på og drejede man hovedet til den ene eller anden side havde man fuld udsigt til søens beroligende vand det meste af tiden. Hver 5. km. stod der et flag placeret som markør og masser af små grønne flag (for halvmarathon) markerede perfekt, hvornår vi skulle dreje eller fortsætte ligeud. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om rutens gang. Det var så perfekt markeret.

Tilbage til min lille dyst mod seje Tina, der ikke bare sådan uden videre lod sig kue af en jubelglad løber fra Aalborg. Ved 10 km. løb vi ud på en tange, hvor man ved vendestedet fik et gult armbånd præcis som triatleterne – det var fedt syntes jeg, for en kort stund blev jeg lige Camilla Petersen, der dystede mod verdens bedste triatleter; i hvert fald lige indtil jeg stak snotter op i modvinden tilbage mod starten af tangen. :D. På vejen tilbage kom Tina drønende den modsatte vej, og hold nu ferie hun så ”fierce” ud. Så stærk og stålsat et blik. Jeg blev lettere rystet og tænkte ”Nu varer det ikke længe inden hun snupper min føring og lader mig sejle agterud i hendes hækbølge” (et lille maritimt tema jeg har gang i her.. :D). Og jeg skal da også være ærlig og indrømme, at da der kort tid efter blev dappet bag min ryg, var jeg overbevist om at min tid i front var prisgivet.

Det var ikke Tina, men i stedet den første mand på 13,1 km. der overhalede mig – og lettet blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte hænge i, og arbejde for sagen. Måske kunne netop denne lørdag blive min gyldne dag ved søen. Regnen stoppede, og da vi rundede søens syd-vestlige hjørne og løb tilbage mod mål, var vinden blevet til et kærligt skub i ryggen. Det var vildt fedt, og jeg var super godt løbende og havde en fest på ruten. Jeg kan virkelig godt lide at løbe løb hvor naturen gavmildt deler ud af godterne, og hvor træthed overdøves af kobrøl, fuglefløjt og hestevrinsk. Højdepunktet for mig var helt klar, da en horde af køer besluttede sig for at give mig fuld opbakning ved at drøne kluntet afsted ved min side. Det var på vej tilbage på tangen, og nøj hvor var det svært ikke at skraldgrine trods modvind og med konkurrenter i hælene.

Tid til selfie efter løbet. Tina T. og Undertegnet 😀

De sidste kilometer blev markeret af et flag med ordlyden 2 km. tilbage. Genialt – simpelt hen. Det blev også markering for mig om, at nu måtte jeg simpelt hen give det sidste. Jeg ville hade at blive overhalet indenfor de sidste par km. Jeg ramte ind i løbere fra den korte distance, og fornemmede mål længere fremme. Og sørme om ikke der var en lille sprint gemt i min storetå, så jeg storsmilende kunne løbe i mål i et helt hæderligt tempo. Jeg løb i tiden 1:33 – Tina kom kort tid efter i 1:35, og jeg kunne sige tak for kampen, og hilse ordentlig på en løber jeg har kæmpe stor respekt for.

Efter løbet og præmieoverrækkelse var der mad til alle, noget der efter sigende skulle være helt i topklasse. Jeg kunne desværre ikke blive, da den stod på børnefødselsdag til den store guldmedalje. Men trods det, vil jeg uden tøven give Vilsted sø løbet de største anbefalinger. Sikke dog en lille perle af et løb de har fået stablet på benene derude vestpå.

Og mig – ja, jeg løb 21,1 km. i årets bedste tid uden de mindste tegn på smerter. Jeg er i den grad ved at være ovenpå igen – og tænk hvis det virkelig bare var nye sko der var kuren. Det er så vanvittigt vildt at tænke på. 😀

Løbs-formanden Rasmus Pedersen og undertegnet stiller op til foto. Rasmus blev selv nr. 3 på halvmarathon 🙂

Share: