Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden som en lille bagatel.

Ovenstående var min verden indtil der kom en lørdag, en lørdag som indledte starten af en ny måned –  august måned. Siden mit fantastiske løbeeventyr på Antarktisk har jeg haft umådeligt svært ved at finde gejsten til at løbe marathon. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske lidt for at holde det jeg oplevede på turen i starten af året, inden Covid-19 overtog verdenen, helligt. Jeg tænkte det ligefrem som et flot punktum for en forholdsvis lang Marathon karriere, og at 130 marathons på bogen måtte være et solidt slutnummer.

Tanken om at stoppe med at løbe marathon betød ikke, at jeg overvejede at stoppe med at løbe. På ingen måde. Jeg løb- og løber næsten lige så ofte og næsten lige så mange kilometer som vanligt, blot uden den store intensitet og uden de helt lange weekendture. Jeg elsker at løbe, og tænker det som noget jeg vil blive ved til jeg en dag stiller løbeskoene mæt af dage. Min store udfordring var bare at få defineret en ny udgave af løber-Heidi. En Heidi der løber noget andet end marathon.

Jeg legede med tanken det meste at Covid-19 nedlukningen, og endte med at kapitulere tilbage i midten af juni. Jeg havde været ude i små 3 uger med inflammation i skinnebenet, og besluttede mig for at løbe et marathon hvor jeg lod tid være tid, og i stedet koblede mig på de sødeste dejligste løbe-kvinder, som heldigvis godt gad have en pludregås som mig med på træk. Det var super hyggeligt, og et verdensklasse løb af dimensioner, men jeg skal også være ærlig og indrømme, at det bare ikke gav mig det kick jeg plejer at få, når jeg padler rundt på de 42,2 km. Det var lidt for nemt, og føltes ikke rigtig som om jeg havde fortjent at få et marathon på bogen. Efter den oplevelse var jeg om noget, endnu mere desorienteret.

Vendepunktet kom i starten af juli hvor jeg løb sommer-challenge sammen med verdens bedste løbemakker Vagn. 53 km fra fyr til fyr – fra Hirtshals til Skagen med fudserne i vandkanten hele vejen. I guder det var en fed tur. 53 km. føltes på ingen måde som en vanskelig opgave, og jeg elskede hver en kilometer som var jeg helt spritny i gamet. Efter den tur besluttede jeg mig for at forsøge mig med endnu et marathon, et marathon hvor jeg ville løbe som i ”gamle” dage, presse mig selv og se hvor jeg egentlig var mentalt.

Løbet blev afholdt præcis den dag hvor sommeren tittede frem igen, efter ugers forklædning som efterår. løbet var arrangeret af den garvede løbsarrangør Jesper Eegholm, og blev afholdt på selvsamme rute som løbes hvert år til det legendariske Blokhus marathon. Som medarrangør havde Jesper slået pjalterne sammen med en lille lokal virksomhed. To familier som på bedste entreprenante vis har udnyttet de styrker de hver især har, og sammen udvikler en ny social sportsplatform til deling af konkurrenceresultater, mål, resultat-CV m.m. Produktet hedder vVITAS og forventes på markedet som app i løbet af en måneds tid. 😊 – Jeg elsker simpelthen at se passionerede mennesker og det drive der driver folk, når man finder noget man virkelig gerne vil have noget til at lykkedes. Det er så motiverende, og jeg glæder mig vildt meget til at se det produkt der springer ud af deres gode ideer.

I dagens anledning havde alle vi godt 30 løbere fået en rød singlet med i startnummeret. Singletten stod Lund Motion for, og herudover havde den gode hr. Eegholm sørget for kasser til hver eneste løber, kasser som vi i bedste corona-style fik fyldt med vores helt egne lækkerier, vand, cola og kakaomælk. (sørme om der ikke var en hel liter kakaomælk til hver en løber – det var dælme god stil :D)

Hver deltager fik en kasse og kunne så gå fordi det store bord og få fyldt lækkerier i kassen. Vores egen kasse var vores depot under løbet. Dælme fin corona-style 😀

Vi var så klar til at løbe ud i sommervarmen fra starten på stranden, mens biler med glade sommergæster kæmpede om de bedste strand-pladser omkring os. Ruten var 10,5x pr. omgang og skulle dermed forceres 4 gange inden medaljen kunne hænges om halsen. Jeg koblede mig på 4 seje løbere der lagde ud med et pace hvor jeg tænkte, jeg kunne være med. Snakken gik, og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg absolut ikke er den eneste løber der for en stund mistede lysten til at løbe marathon. Det er vist mere udbredt end jeg gik og forestillede mig, og noget vi marathon-løbe-tosser alle må stå ansigt til ansigt med i løbet af et langt løberliv. Det gav mig på en eller anden måde en indre glæde, at høre andre havde det på samme måde, at jeg ikke sad i en singlesculler på et stort ocean, men i stedet i samme både som andre seje løbere.

Inden jeg gik ind til opgaven, vidste jeg godt, at mit niveau ikke helt er der hvor jeg gerne vil være. Jeg vidste godt at jeg ikke er helt så skarp som tidligere tiders storhed, og at jeg for alt i verden skulle sørge for at få et godt løb og en god oplevelse. Det betød at jeg hægtede mig på de 3 andre løbere, men også kendte min besøgstid da de skruede tempoet op på strandstykket på 2. omgang. I stedet fandt jeg mit eget cruise-tempo og forsøgte gævt at holde hovedet og varmen i skakt.

Det gik forbavsende godt. Jeg holdt ud i varmen og løb rundt i 3:38 – Ikke noget prangende for mig, men bestemt en tid jeg følte stod på mål med den træningsindsats jeg har lagt for døren hen over sommeren. Og bedst af alt, da jeg løb i mål med sommervarmen som en dyne omkring kroppen, var jeg så tilfreds med mig selv, som jeg sjældent har været. Jeg havde kæmpet mental med at holde mig i gang på sidste omgang, med ikke at bukke under for varmen, og holde på så meget jeg nu havde i de stive stænger. Jeg havde vundet den mentale kamp, og kunne med endorfiner boblende rundt i kroppen, spurte ned til afkøling i verdens lækreste badekar hvis du spørger mig – Vesterhavet.

Jeg var bare så glad i hele kroppen, da jeg sammen med bedre halvdel cyklede hjem. Tænk at jeg havde troet jeg var færdig med de 42,2. Tænk jeg overhovedet havde tænkt tanken om at stoppe med at løbe marathon. Altså hvor kan en kuldret sommerhjerne dog beslutte sig for mange skøre ting. 😀 😛

Løb kan altså bare noget helt særlig. Det der, der sker mentalt, når man når ud over sin komfortzone, er bare så vanvittigt spændende og fascinerende. Og hold op hvor er løb dog det mest fantastiske man kan bruge sin tid på. 😀

Så glad bliver man, når man løber marathon 😀 😛
Share: