Dagen efter mit succesfulde halvmarathon havde jeg endnu engang sat Jimmy, min løbeguide, i stævne og bad ham overraske mig med noget der ville slå benene væk under mig. Jeg havde ikke helt regnet med at han kunne leve op til en sådan udfordring, vi var trods alt i Las Vegas
Jeg kan allerede nu afsløre – jeg blev ikke skuffet, tvært imod.
Meget tidlig morgen satte vi ud mod området red rock Canyon der ligger i en nationalpark i Mojave i udkanten af Vegas. Området er kendt for dets geologisk vidundere af formationer og farver – især de røde sandstensbjerge der har fået rustfarve fra oxidering af bjergenes naturlige jernindhold. (hvis ikke jeg var løber kunne jeg da i den grad været blevet geolog 🙂 ). Man kan faktisk også finde tudse-gamle dinosaurus spor – og gammel indianerskrift i bjergenes skatkammer.
Vi satte ud, som de absolut eneste menneskelige skikkelser i området, på de små trailstier mens solen langsomt steg til vejr og sørgede for et langsomt men ufattelig smukt farveorgie efterhånden som lyset fandt de høje bjerge. Det var vitterligt bjergtagende – og nu forstå jeg for alvor hvad der ligger i det ord. 🙂
Vi løb over en flad slette for at påbegynde en stigning op mod bjergkammen – og ja, jeg indrømmer, jeg tog lidt ekstra mange billeder på vejen op bare for at få pauser i opstigningen, mine ben var ikke helt spizten topklasse efter løbet dagen før, og alle undskyldninger og hundeøjne blev taget i brug for at få lidt medlidenhed. Jeg kom op, med hiv og sving, og stod på bjergkammen med en udsigt der slog benene væk under mig. Og dette var kun starten af turen, det skulle blive meget meget bedre.
Efter en kort pause gik trailstien ned i bunden på den anden side af bjergkammen, et nedløb præcis som jeg forestiller Himalaya må rumme masser af, lille snoet stil mellem små gevækster og en pæn negativ elevation. Mit smil voksede sig større og større, armene kom ud og jeg fløj ned mod bunden til en udtørret flodseng.
Vi fulgte flodsengen i dalen hele vejen rundt om det yderste bjerg, en tur der bød på brede brinker med en bund af småsten og ral, aflejret træ med rødder som var trukket med sidst vandet løb for fulde brusen gennem dalen og bitte små pasninger hvor større klippestykker var faldet ned og skulle bestiges for at komme videre. Det var ren legestue og en fryd uden lige at løbe i så pragtfuld en natur, jeg havde gåsehud af fryd og ønskede kun at flodsengen fortsatte mindst 20 km. videre. Jeg tror seriøst aldrig jeg har løbet et sted så smukt, så fascinerende, så rå og så uberørt – og jeg følte mig virkelig som verdens heldigste løber. Jeg begynder virkelig at forstå bjergløbernes passion og drive.
Jimmy lovede mig at jeg ville glemme alt om mine stakkels trætte ben på turen op til bjergkammen, og han fik fuldstændig ret. Da vi nåede ud af dalen og rundede bjerget for at komme over til hulerne med indianer skrift var alle mine pinsler fuldstændig forsvundet og jeg løb så selv Meb Keflezighi ville nikke anerkendende.
Vi kom tilbage til sletten efter at have passeret klippe-kirkegården, et sted hvor nedfaldne klippestykker ligger smidt hulter til bulter rundt omkring bjerget som bog i skaller omkring et bøgetræ i det sene efterår, og cruisede over mod start og afslutning på turen der overgik min vildeste fantasi – jeg prøvede ellers ihærdigt at lave afstikkere tilbage mod bjergkammen men Jimmy havde en aftale med en anden klient om en guidet tur på The Strip, så der var ingen kære mor. Turen var til ende (som plaster på såret fik jeg lov til at følge med ind og løbe The Strip turen – det var en løbetur af en helt andet kalibre. :))
Jeg er ikke noget stor poetisk forfatter og mine ringe evner til at kreere maleriske beskrivelser rækker ikke langt. Jeg har derfor plastret dette indlæg med billeder og håber det giver blot en lille brøkdel af den skønhed og storslået natur jeg oplevede. Jeg tror aldrig jeg glemmer den tur, og da vi kørte lovede jeg Jimmy at én dag vil jeg komme tilbage og løbe turen igen (og mon ikke det måske kunne falde sammen med et lille bitte marathon i Las Vegas en sen aften. 🙂 – Jeg er i hvert fald gået i opsparingsmode.
