Mine løbehelte part II – Når løb er alt andet end hurtige tider.

Jeg læste en artikel i Runners World den anden dag, en artikel om en pige i England der nærmede sig de 100 marathons og elskede løb overalt på jorden. Vinklen på artiklen var ikke at hun nærmede sig de 100, vinklen var i stedet at hun mere end 20 gange var blevet sidste mand i marathonløb – og op til flere gange var gået hjem uden medalje pga. misset cut-of time (hun har altså løbet for langsomt til at gennemføre løbet inden for accepteret tidsramme).

Til trods for dette, altså det faktum at hun altid lå bagerst i feltet, så elskede hun løb og som hun sagde,”løb er fantastisk fordi det sker på mine præmisser. Jeg er ikke sportslig på nogen måde, har aldrig før dyrket sport. Med løb har jeg fundet noget der giver mig selvtillid, noget der booster min velbefindende og ikke mindst, en sport hvor jeg pludselig har oplevet at kunne rykke mine grænser for hvad jeg troede var muligt.”

Det er for mig spot on. Det er præcis det løb kan, her er plads til alle både dem der vil løbe hurtigt, dem der vil løbe langt og dem der løber langsomt. Og alle får noget ud af sporten ligegyldigt hvilken kategori man lander i.

I det nordjyske har vi to dejlige tøser som hører til den sidste kategori, de løber ikke hurtigt, men de løber, og de hygger, og de snakker, og – de når det ene mål efter det andet. The Fake Twins som vi kalder dem – navnet er opstået efter en kær medløber forsigtigt spurgte om de var tvillinger; (måske fordi man næsten altid ser dem sammen pludrende  i feltet). Det var- og er de ikke, men det blev overhørt af andre og vupti – kælenavnet The fake twins var kommet til verden. 🙂

Jeg løb fredag aften ud og fangende dem på deres marathon fra Hjørring til Nørresundby – eller det vil sige jeg fangede kun den ene twin, da den anden desværre måtte udgå halvvejs. Men det skulle selvfølgelig ikke stoppe den løbende reporter og kækt tændte jeg for lydoptageren og lavede interview med den ene twin aka Maria Hedegaard mens hun kæmpede sig de sidste 12 km. af løbet.

Maria startede med at løbe for 10 år siden da hun løb København marathon, hun har siden da løbet i alt 75 marathons og målet er ubetinget klub 100 næste år. Den anden twin Mai-Britt Lykke har løber 69 marathons og lur mig om hun ikke, som en anden siametisk tvilling, er klar på en omgang klub 100 sammen med Maria næste år. 🙂

De to tøser lærte hinanden at kende gennem løb og har nærmest være uadskillige lige siden, og under løbene vendes gerne både den daglige tommerum, arbejde og hvad der nu ellers lige er på lystavlen. De hygger sig – og nyder hinandens selvskab mens de løber marathon efter marathon. De er ofte bagerst i feltet, men det stopper ikke de to seje tøser, og hvert eneste løb er for Maria en sejr over sig selv, over dovenskaben – jep, en marathonløber kan åbenbart godt kategorisere sig selv som doven 🙂 og over eventuelle medløbere, der helt uvidende kommer til at såre Maria, når de siger de lige løber en ekstra runde (efter de er i mål) samme med the fake twins da de jo alligevel er ude på ruten. (- og ofte løber medløberne hurtigt fra igen; so whats the point.). – En sætning Maria fik nævnt i en sidebemærkning, men som ramte mig lige i solar plexus. Det er vitterligt sådan noget jeg kunne finde på at sige i ren og skær egocentreret fokus, og jeg undskylder hermed for samtlige fremtidige idiotiske udtalelser, når jeg i kådhed tænker jeg lige skal løber 4 km. ekstra udover de 42.

En ting man næsten altid kan regne med, er at humøret blandt de to næsten altid er sprudlende, og det er en udsøgt fornøjelse at se de to kæmpe sig igennem marathon på deres helt egen facon. Stille, rolig og velovervejet. Her er ingen skøre spurter, ingen ”jeg giver den maks gas i dag og ser hvad der sker”. De to twins har deres helt egen køreplan som følges til punkt og prikke.

Jeg kan huske, jeg hørte om et rundeløb i Hjallerup en almindelig hverdagsaften hvor temperaturen faldt og faldt hen ad aftenen. Og en af løbetosserne fortalte, at Maria stadig løb rundt efter han havde spist, skiftet tøj og var på vej hjem – vel og mærket som den eneste på ruten. Det siger det hele, det kan godt være Maria selv syntes hun indimellem er doven, men hold nu op en stædighed der bor i den pige, og hold nu op hvor skal der meget selvdisciplin til at gennemføre under sådanne omstændigheder.

Jeg har den dybeste respekt for de to løbere og jeg elsker at netop de to personificer, at løb i den grad er for alle og under egne præmisser. Vi er vores egne konkurrenter og når alt kommer til alt, så er det glæden ved løb der overstråler alt når man ser de to. De er, om nogen, de mest værdige aftagere af “The greatness of running fiduspokal 2016”. – En pokal jeg frem over hvert år vil tildele en løber, der i mine øjne løfter løb til at være the greatest thing in the world. 🙂 (det var min store overraskelse 🙂 )

Så næste gang I ser de to ”twins” på ruten så op med lappen og giv dem et kæmpe high five