Jeg mødte min nuværende flamme i begyndelse af året. Jeg kunne ikke fordrage ham i starten, syntes han var en stivstikker, en opblæst overeksponeret nar, han var slet ikke noget for mig. Jeg var skuffet, jeg havde egentlig store forventninger til vores første date, men det var en katastrofe. Jeg ville aldrig komme til at holde af ham.
Han var vedholdende, fangende mine øjne gang på gang og vedholdt en kærlig intens kontakt. ”Jeg kan noget” hviskede han, ”giv mig en chance, lad mig overraske dig, lad mig forkæle dig”. Det virkede, jeg blev blød og tog på endnu en date, og endnu en date – og endnu en date. Én dag vi var ude fik jeg en kompliment, vi så godt ud sammen sagde pigen; vi passede godt til hinanden. Jeg blev pludselig lidt stolt.
Og ganske stille og roligt smeltede mig hjerte, jeg ved ikke præcis hvornår du fik åbnet døren op, hvornår gennembruddet kom, men pludselig var det dig jeg valgte og prioriterede fremfor de andre. Du blev min nummer 1, du vandt min kærlighed og ømhed. Jeg begyndte at stole på dig, viste dig mine grimme sider som når jeg bandede og svovlede over at skulle grave dybt, og alligevel var du altid klar, når jeg havde brug for dig.
Det var os to, vi var altid sammen. De kloge siger, at det er sundt at se flere på samme tid. Det fungerer bare ikke for mig. Jeg går all in når jeg giver mit hjerte bort, også selvom jeg i sidste ende altid ender med at blive såret. Sådan går det gang på gang, jeg ved det, jeg har prøvet det mange gange før. Der bliver i øvrigt ikke lettere med tiden, det er bare noget de siger for at trøste dig.
Forelskelsen gik over i dyb kærlighed, jeg vaskede dig nænsomt efter hårde dage når du bar mig gennem mudder og vand og beskyttede mig mod rovdyr som flåter og skovtissemyrer. Din skønhed begyndte at falme, din hud blev blød og mere slap, det til trods elskede jeg dig kun, om muligt endnu mere.
Du har aldrig nedgjort min falske sangstemme – ja du end ikke hævede et øjenbryn, når jeg skrålede løs på min yndlingsmusik på vores lange udflugter sammen. Du lod mig aldrig mærke når du var irriteret på mig, og det kan tælles på én hånd de gange du har såret mig. Du gav mig tryghed og med dig kunne jeg være mig selv.
Jeg holder styr på din alder, på dine meritter – og jeg ved hvor det bærer hen. Vi skal snart skilles igen, du har allerede været hos mig længere end nogen anden. Jeg finder på undskyldninger for at udskyde det uundgåelige. Bare lige én uge mere – og én mere. Jeg kan ikke bære at sige farvel, men ved også af erfaring at jeg er hurtigt videre efter et brud, og jeg ved det vil såre dig endnu mere at blive hængende, og se min kærlighed til en anden vokse sig stort og stærk. Det er uundgåeligt. Livet er barsk.
Kære gamle ven, en uge mere så er det slut, så skilles vi. Jeg har advaret dig et par gange, forberedt dig på det værste. Det gør ondt i mit hjerte, jeg kan se du er slidt – jeg har slidt dig op. Heller ikke du klarede mere end 6 måneder sammen med mig. Dine dage er talte. Din fremtid er forbrændingen. Jeg gyser ved tanken. Måske du kan blive forsølvet som min barnesko jeg fik til min konfirmation i hidgangne dage. Jeg mindes vores minder sammen, du var med mig på podiet i Flensburg, du var med mig tværs over Vendsyssel en midsommernat, og du har været der alle de dage jeg er kommet stresset hjem fra arbejdet og bedt om hjælp. Jeg savner dig allerede som en narkoman der savnet et fiks.
Tiden er kommet til afsked. Mit hjerte bløder og drømme føles bristet. Farvel min elskede tro følgesvend og fortrolige. Farvel min blå super Kayano 23, Farvel smukke smukke løbesko.
(Er det bare mig; eller kender I også de følelser når I skal sige farvel til jeres sure gamle løbesko 😀 )
