Jeg har haft en lille gul accessoires på mit venstre håndled de sidste mange måneders løbeture. Helt tilbage til midt februar har jeg, som en anden pyntesyg tøs med forårsfornemmelser, båret mit lille gule armbånd med lige dele stolthed og taknemmelighed på hver eneste løbetur. Jeg ved godt det lille gule armbånd ikke gøre mig synderligt meget mere lækker, det er heller ikke pointen. Mit lille gule armbånd gør mig tryg på en måde, jeg ellers kun oplever hvis jeg løber i en flok med andre løbere (eller sammen med politimanden fra de nordlige kanter :D).

Mit lille gule armbånd er en såkaldt Run Angel. Det er en slags overfaldsalarm, der kan bruges af alle der løber, hiker eller går alene på steder hvor man enten føler sig utryg, eller steder hvor det bare er en super god ide at kunne komme hurtigt i kontakt med omverden, hvis man falder og slår sig. Jeg hørte om armbåndet sidste år, da jeg lyttede til en podcast og faldt øjeblikkeligt for dens geniale funktion. ”Det var dælme smart” tænkte jeg dengang, men fik alligevel ikke rigtigt taget mig sammen til at få den bestilt.

Tiden gik, vintermånederne kom, og en dag på én af mine utallige løbeture alene rundt på stier og veje, blev jeg overhalet af en fyr på en knallert. Da han passerede mig fik jeg øjenkontakt med fyren i knallertens sidespejl, en øjenkontakt der både var for lang, og som øjeblikkeligt satte alarmklokkerne i gang i mit indre. Heldigvis kørte fyren videre, og jeg rystede fornemmelsen af mig og fortsatte fremad. Længere fremme drejede stien ind mellem noget buskstads der udgjorde et skjulested i forhold til omgivelserne. Træerne og buskene dannede en hule over stien, og i det øjeblik jeg løb med stiens kurve frem mod ”hulen” så jeg knallerten holde parkeret på stien, mens fyren sad knælende bag ved og …. Tja, hvad lavede han egentlig? Jeg kunne ikke helt gennemskue det scenarie jeg så foran mig, men jeg kunne mærke min indre intuition gå amok. Som en anden ”Hitchkock-nu-bliver-det-voldsomt-uhyggelig-lyd” skreg min krop, at der var noget ravruskende galt.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, vende om? – fortsætte? Det var en beslutning jeg måtte tage på et splitsekund, og da fyren endnu ikke havde drejet hovedet i min retning, valgte jeg at lappe mit ur (fingere et tempo-pas) og spurte forbi ham helt ude i den modsatte rabat, som om det totalt var meningen. Jeg spurtede som en galning der er sluppet ud fra et sindssygehospital. Jeg spurtede og spurtede, indtil til jeg nåede et hus og instinktivt, uden at sætte farten ned, drejede ind i indkørslen med retning mod hoveddøren. Her stoppede jeg op, og knækkede mig fremover for at få luft og krammet på mig selv igen. Der gik få sekunder, så kom fyren fræsende forbi på stien foran huset. Han kiggede ikke i min retning, så mig ikke, men fortsatte i fuld fart videre frem ad stien.

Mere skete der ikke. Jeg fandt en stærkt trafikeret rute hjem, og undgik alle stier der så ødet ud. Måske var det verdens største overreaktion. Måske var jeg den dag den mest oplagte kandidat til et nyt reality show på tv3+ – ”Hverdagens Bangebukse”. So be it. Jeg var skræmt fra vid og sans, og følte mig voldsomt utryg. Det var dråben… Dagen efter bestilte jeg min helt egen Run Angel.

Run Angel er opfundet, og forhandles af det irske ægtepar David og Ellen Caren. De så et stort behov for et produkt, der kan hjælpe løbere med både at føle sig trygge, og få en ekstra chance for at slippe væk, hvis nu det usandsynlige skulle ske. Helt basalt er Run Angel en overfaldsalarm, der ved aktivering udsender en lyd så voldsom (det har taget mange år at få udviklet det helt rigtige lyd) at en eventuel overfaldsmand vil reagere på lyden, og løberen kan nå at slippe væk. Samtidig er lyden så høj (120 db, det svarer til at stå foran en højttaler til en rockkoncert), at alarmen som en anden sirene påkalder sig opmærksomhed fra alle i en given radius, og undsætning vil være mere sandsynlig. I tilfælde af, at man løber alene i skove, vil alarmen også kunne skræmme eventuelle ulve væk – og bjørne hvis man altså løber i de canadiske skove vel og mærket

Når en alarm aktiveres sendes der samtidig en mail/sms til de 1-3 guardians man selv opretter via Run Angel appén. I mailen står der, at (i mit tilfælde) Heidi behøver hjælp omgående, og der er vedhæftet et kort med placering, altså et kort over hvor jeg præcis befinder mig. Herved ved mine guardians, at de skal smide alt de har i hænderne, og komme mig til undsætning. Det er også muligt at lave en silent alarm, her er der ingen sirene-lyd, men ”kun” en besked til guardians med kort. (Hvis nu jeg vrider om på foden ved løb i skoven og ikke kan komme tilbage – så er det meget lækkert, at hjælp kan tilkaldes uden at alle skovens fugle får en fæl omgang tinnitus)

Det er ubetinget det bedste jeg har investeret i, i min tid som løber. Jeg er selvfølgelig stadig opmærksom og varsom når jeg løber rundt alene, men jeg har fået en ro og en tryghed der har fået min løbeglæde til at eksplodere. Jeg elsker, at jeg med et lille tryk, på samme tid kan både skræmme og hidkalde hjælp. Jeg elsker at jeg med et lille tryk kan bede om hurtig assistance hvis uheldet skulle være ude, og jeg skal hentes hjem f.eks. pga. skade eller utilpashed. Og ja, jeg kunne godt bruge min telefon og ringe, men hold da op hvor er det bare tusind gange lettere, at trykke på en lille knap. Især hvis nu det usandsynlige skulle ske.

Jeg elsker min run angel så meget, at jeg skrev til David og Ellen og spurgte om jeg måtte fortælle deres historie her på bloggen. Jeg syntes alle løbere bør vide, at det mest geniale produkt er derude til den nette sum af 400 kr. (og fri forsendelse). Den er let at bruge, der medfølger en udførlig vejledning, og den er fuldstændig vandtæt (jeg havde den på da jeg løb Coastal Run i vanvittigt vejr), og man behøver altså ikke være en notorisk bangebuks for at erhverve den. Man kan sagtens være en modig superhelt, som blot ønsker sikkerhed i tilfældet af uforudsete skader. David og Ellen kvitterede med en rabatkode som jeg måtte videregive til alle jer fantastisk læsere. Hermed gjort. og så har jeg fået lov til at kalde mig Run Angel ambassadør. En titel jeg bærer med stolthed

Giv mig endelig et praj hvis nogen af jer beslutter jer for at løbe med en Run Angel, jeg vil elske at høre om andres oplevelser med den lille genialitet. Og sig endelig til, hvis der er spørgsmål til produktet. Jeg hjælper hjertens gerne, jeg er fuldstændig vild med det produkt.

Link til Run Angel: https://runangel.com/
Brug koden HEIDI15 for at få 15% rabat og gratis forsendelse

Link til podcast med David og Ellen og deres fantastiske Run Angel: https://lindseyhein.com/20171008-5515/episode-84-david-ellen-caren-2/

The post RUN SAFE, RUN LOUD – Run Angel. Om sikkerhed på løbeturen. first appeared on The greatness of running.

Og da jeg umiddelbart inden jeg skrev indlægget, lige havde uploadet dagens intervaltræning til Garmin Connect og forbløffet – og lettere målløs konstateret, at jeg da godt nok havde løbet ubegribelig stærkt, sagde min hjerne til mig – ”det var jo også hårdt, og det var isende koldt og du havde glemt handsker og hue og måtte arbejde hårdt for at holde varmen, og det sved i halsen efter intervallerne som havde du en sandblæser i stedet for en mund. Nå ja, der stod også et par håndværkere og arbejdede ved siden af banen, og som du før har skrevet om her – så har du jo en tendens til at skulle imponere alle omkring banen når du træner”. Hjernen var færdig og jeg var overbevist.

Så jeg var klar til at lave stamtræssøgning og se om der vitterligt skulle være kenyaner-blod iblandet mit eget, min bedstefar sejlede trods alt på de 7 verdenshave og hvem ved…. – Det er en total underdrivelse at sige at jeg var opløftet, da jeg skrev indlægget om intervaller. Mine tanker lå helt i skyerne, jeg var på vej til eliteniveau, jeg ville lave de vildeste tider fremover, jeg var et uopdaget unikum af en løber, der nu skulle have rampelys, kæmpe sponsorkontrakter og jeg skal komme efter dig.

Det var sådan cirka det niveau jeg var i starten af ugen, og selvfølgelig skrev jeg ”Jeg elsker intervaller” for det gjorde jeg guddødeme mig lige der på det tidspunkt.

Jeg sov godt den nat, det skal siges. Søde drømme om berømmelse og priser i et væk. Til middag dagen efter tikkede der en kommentar ind på min træning fra coach Ragner. Han skrev noget a la “god træning du har lavet, hvis du har løbet 1 km på banen, så ligger dit tempo mellem….”  – og det var så her det sortnede for mine øjne og alle mine drømme faldt til jorden med et brag.

Jeg vidste det godt inderst inde. Der var en lille musestemme der peb ”Det kan sq ikke være rigtigt” Men min hjerne lavede cover-historier som var en agent værdig, og nu med sandheden i øjnene måtte jeg konfrontere min hjerne i bedste forhørsstil, og langsomt men sikkert nåede sandheden frem. Distancen var 100 meter for lang på alle mine intervaller og beregnede derfor den overseje pace. (Hvis nu min hjerne ikke havde haft så travlt med coverup, så kunne jeg nok have lagt to og to sammen – og gennemskuet hvor ”langsomt” jeg egentlig løb 1 km ved at se på tiden i stedet for pace.)

Og med den kovending i mit liv, fra elitepotentiale til helt almindelig standard løber, må jeg erkende at jeg faktisk ikke syntes intervaller er så fede, eller det vil sige, de er fede bagefter – men under udførelse. FØJ.

Nå men tilbage til problemet, for et eller andet sker så der kommer forkerte distancer på mit ur – og efter at have brugt dagen i går til en række intensive tests, er jeg nået frem til konklusionen at Forerunner 235 simpelt hen bliver rundtosset på en atletikbane. Når jeg løber på landevej er der ingen (eller mindre i hvert fald) problemer, men i det øjeblik jeg laver den første runde på det orange underlag, kokser det totalt for uret og alle distancer bliver forøget efter første runde med 8-10% – og 400 bliver til hhv. 430m og 440m.   Jeg lavede testen med to ure F220 og F235 – og kan samtidig konkludere at F220 godt nok er det mest præcise ur jeg længe har stødt på. Samtlige runder lå præcis på 400m.

Så nu har jeg skrevet til Garmin i Danmark og afventer deres respons. Er der nogen af jer læsere der har oplevet samme problem? – Og er der evt. nogen af jer der har en F235 der lige kommer forbi en atletikbane, og lige kan løbe et par runder og se om I har samme problem.

Løbehilsner fra en såret løbet.

The post En rundtosset Garmin 235 first appeared on The greatness of running.

Samtidig er jeg også opdraget som en god vendelbo, jeg smider sjældent noget væk og jeg er yderst konservativ i min tilgang til løbegadgets. Hvis det virker, hvorfor så erstatte det med noget nyt. :D. Og netop derfor har jeg det sidste års tid ikke løbet med musik overhovedet – af den simple grund at jeg har et par ørebøffer fra 2010, med dejlig lang MEGET RØD ledning, (de har dog en lille klips til at hæfte ledningen på tøjet) som jeg på én eller anden syg måde altid ender med, at få viklet rundt om halsen. Ofte med det resultat at jeg pakker skidtet ned igen, før jeg overhovedet har sunget med på første strofe af mine yndlingssang.

Jeg var faktisk nået dertil at det bare var for bøvlet, og jeg begyndte at overbevise mig selv om, at musik nok bare ikke virker for mig – at det er irriterende og ikke hjælper en dyt.

Det var lige indtil jeg her i sommers læste i Runners World at det nu er videnskabeligt bevist, at ved hård træning kan musik hjælpe til at minimere løberens smertefornemmelse – eller sagt på en anden måde, musik kan fungere som god gammeldags painkillers. YES – Det var her jeg gik i gemmekassen med løbegrej og fandt de gamle røde banditter frem igen – og jo, jo det gik da, – sådan nogenlunde. En evig kamp med knuder på ledninger (hvilken fysisk lov siger, at en ledning bare altid slår knuder på sig selv, selv når den ligger stille i en kasse??? – jeg spørger bare…) og en evig ondt i øregangen af at proppe de små dimser langt nok ind i øret, til at kunne høre musikken for blæsten. (Er der i øvrigt nogen af jer, der har oplevet det der pinlige moment hvor man løber forbi en forbigående, der hilsner pænt med et nik med hovedet, og man svarer med et HEJ på niveau med national fællessang ”der er et yndigt land” i parken fordi musikken overdøver ens normale toneleje?)

Så ja, min skepsis til musik er lidt som min skepsis til sælspæk, det er bare ikke noget jeg har vildt gode erfaringer med. Og så var det jo lige, jeg fik tilsendt et par monster smarte trådløse høretelefoner fra det danske mærke Miiego. Hvad gør en klog tosse så. Jeg tog dem med til vestkysten, nærmere bestemt Blokhus, i rusk og regn – og gav det et skud.

Resultatet – ja, som når min kæreste påstår noget, og jeg, bare fordi jeg hader han altid har ret, påstår det modsatte – så må jeg også her krybe til korset og ligge mig fladt ned. Her er vitterligt noget der virker 100 procent for mig. Jeg kunne uden problemer løbe og nyde musikken, mens vinden og regnen slog om ørerne på mig, og jeg behøvede slet ikke proppe dimser i min øregang, der sad blot en lille ledning rundt om nakken og to ørebøffer uden på ørerene. Samtidig behøvede jeg ikke skrue så forfærdeligt højt op, hvilket jeg lige nu er helt høj over. Jeg løb nemlig med ørebøfferne da min nye ferie-løbebuddie kom forbi og talte til mig, og jeg kunne heldigvis både høre og svare hende i helt normal menneske-toneleje. Det blev, som jeg skrev i mit tidligere indlæg til et nyt løbevenskab – og en berigelse af min verden.

En ret genial ting ved høretelefonerne, ud over at de er trådløse, er det faktum at de snakker til dig. Jeps – intet mindre. Der stod jeg og bandende og svovlede over jeg ikke kunne få parret min telefon med de nye ørebøffer (selvfølgelig grundet min manglende tålmodighed; der stod 7 sek – jeg mente 3 var rigeligt), indtil jeg fandt ud af, at damen fortalte kort og præcist hvornår ørebøfferne var i parringsmode (he he) og hvornår de var hhv. on/off. SMART. – Den dame er min bedste ven. I øvrigt kan man dels zappe videre i playlisten, skrue op og ned, og svare på telefonopkald bare ved et klik på ørebøffen, ergo man behøver slet ikke engang fumle med telefonen på løbeturen og investere i særlige touch screen handsker. (Telefonen fik jeg i øvrigt lige plantet trygt og varmt i flipbelt – det gule jeg har på, Flipbelt distribueres af Miiego i DK og kan købes i adskillige butikker og onlineshops. Mere om det i et senere indlæg)

Lige nu har jeg faktisk kun et lille problem med høretelefonerne. De varmer mine ører så dejligt, så jeg har lyst til at have dem på altid, når jeg går ud af døren. Lidt a la de gamle 80-er ørevarmere bare i en yderst trendy udgave.

Min anbefaling herfra er helt klar – går du og mangler en julegave til en musikglad løber eller måske endda en musikglad løber som altid fryser om ørerne, så vil jeg på det varmeste anbefale Miiegos trådløse høretelefoner. De kan købes på Miiegos egen webshop www.miiego.com eller i sportsmaster- og løbebutikker landet over. – Gad vide hvad min kæreste får i julegave i år

”Jeg fik høretelefonerne (AL3 Freedom woman) gratis til test, men ovenstående er fuldt ud min egen mening og er på ingen måde påvirket af firmaet. ”

The post Musik på løbeturen or not? (Sponsoreret annonce) first appeared on The greatness of running.