Da jeg tilmeldte mig coastal run 2019 havde jeg i tankerne et billede af en flok løbere på stranden i skumringen, det rolige hav til den ene side og klitternes beskyttende læ til den anden side. Jeg forestillede mig hvordan vi løb og hyggede os, delte røverhistorier fra vores liv som løber, og til tider hvinende løb gennem det kolde vand der nåede os til anklerne. Det var sådan det skulle være, en dejlig forårs lørdag i marts måned.
Virkeligheden blev en helt anden. Og to timer før afgang sad jeg og kiggede ud på den kuling der byggede sig op fra vest, og begyndte at frygte for sikkerheden i det jeg snart skulle kaste mig ud i. Mit eneste håb var, at vinden ville dreje mere i nord, og at flere af de løbere der skulle med på turen, var livreddere i fritiden. 😀
Startområdet var etableret ved molen i Løkken, her havde de kære arrangører formået at stille et stort telt op, så vi alle kunne kravle i ly for vinden. Det var genialt. Startnumre kom på tøjet, og Kent Jørgensen bød os velkommen, og briefede os kort om de strabadser vi stod til at skulle forcere. Stranden nedenfor Rubjerg Knude fyr var ufarbar, vi skulle i stedet op i sandkassen, rundt om fyret fra landsiden og via det lækre trailspor, ned til Lønstrup by. Det var plan B, rutinerede løbsarrangører har altid en plan A og en plan B. 😀 Med i briefingen var også en advarsel om, at passe rigtig godt på, det sted på ruten, hvor havet for nyligt havde taget en ordentlig luns af skrænten. Her var underlaget rent blåler, glat som islag på en landevej en tidlig vinter morgen. Vi blev anbefalet at løbe i hold, og holde os fra sololøb af sikkerhedsmæssige årsager.
Det var tid til afgang mod start, og vi blev gennet ud til de ventende Land Rovere der stod klar udenfor teltet. Transporten til start i Nr. Lyngby i de gamle Land Rovere var en del a pakken, og selvom jeg ikke har nogen sønderlig passion for gamle biler, så var det faktum, at vi blev stuvet 8 løbere sammen i noget drengene straks relaterede til deres militærtid for hid gangen dage, med til at skabe en særligt unik samhørrigs-stemning mellem vores lille gruppe af løbere.
”Weeeeesterhaw – kom nu og blæs mig i gang” skrålede Nephew ud af højttalerne ved den interimistiske startlinje på stranden ved Nr. Lyngby. Vi blev læsset af og rammerne var sat. To stk. ild-stubbe markerede startlinjen og retning blev udstukket. Løb til Lønstrup, tank op i depotet og løb retur til Løkken. Foran os ventede en strandlinje, der nærmeste ikke var synlig. Der var vand, og så var der klitter. Vi ville med garanti få våde fødder. Spørgsmålet var ikke så meget hvornår det ville ske, mere hvor dybt vi skulle i baljen undervejs.
I samlet flok, med vinden let puffende i ryggen, forcerede vi første ”forhindring”. Nedkørslen ved Nr. Lyngby hvor vejen normalt svinger til venstre ned på stranden, men i går svingede ned i en lille frisk udendørs pool. Allerede her slikkede Vesterhavet kærligt mine små lårbasser. Det føltes ikke koldt, måske fordi mit hoved havde indstillet sig på en vandtur, og tog det som en frisk udfordring. Vi plaskede ivrige som små vandhunde ned ad ”stranden” gennem skummasser og vandskulpe.
Vi nåede frem til det nylige skred ved skrænten, og stod overfor et valg. Vandgang eller forsøge at kravle over skredet. Jeg valgte vandgangen, og med vand til livet (tænk, det er første gang nogensinde mit startnummer, der altid sidder højt på højre lårbasse, havde brug for en redningskrans. Det var helt under vand :P), råbte jeg til løberen foran mig, om han ville vente på mig, så jeg havde en ”livredder” i tilfælde af styrt. Det gad han heldigvis godt. 😀 – I mens inde på land opdagede løberne, der havde forsøgt at forcere den sammenstyrtede masse via landjorden, at der flere steder gemte sig en lækker ”kviksandsagtigt” blåler. En løber var så uheldig at miste begge sko til det forslugne ler, og han måtte derfor i strømpefødder, trække skoene op og vade tilbage på sikker grund.
Manden med skoene 😀 
Op til sandkassen
Kort efter nåede vi stedet, hvor det var tid til at dreje skarpt til højre, kravle op ad den stejle klit og starte turen hen over sandmilen, med fyret stående som pejlemærke i den sandstorm der mødte os på toppen. Jeg kan nu med sikkerhed og belært af erfaring, anbefale alle der løber i en forvokset sandkasse i vind af stormstyrke, at tage lange bukser på. AV for den lede sådan en omgang sandstorm gør ondt på de bare hudstykker.
Efter sandkassen, ventede et af mine absolutte yndlings trail-stykker i det nordjyske. Jeg knuselsker turen fra fyret til Lønstrup, en tur der byder på bissede havtorn (som glædeligt ridser deres signatur i bar lægbasse-hud), smalle kuperede stier, og løb på toppen af de skrænter, der år for år må opgive deres kamp mod det frådende Vesterhav. Det er så fed en tur, at jeg gladeligt kører fra Aalborg til Lønstrup udelukkende for at få en stykke med højbelagt trail-lækkerier i tide og utide.
I Lønstrup ramte vi Peters depot, hvor Peter Larsen, Nordjyllands absolut sødeste Peter stod klar med opmuntring, væske og masser af snoller. Jeg brokkede mig lidt over den hårde vind på toppen, og over mine blodige læg, som havtornene åbenbart syntes var ualmindelige lækre. Peter kiggede på mig med et smil i øjnene, og udbrød kort ”Jammen, du elsker det jo Heidi” – og se der havde manden jo fuldstændig ret. Jeg elsker at løbe i naturen, jeg elsker Vesterhavet, jeg elsker udfordringer der skubber mig ud af min comfortzone. Og efter en hurtig sip vand, var jeg såå klar til at gentage hele den tur jeg lige havde løbet + lidt ekstra krydderi for at nå helt til Løkken. Med masser af ny energi vendte jeg snuden op i vinden, hilse vejrgudernes udfordring velkommen, og plastrede et kæmpe smil på mit fjæs.
Turen tilbage over sandmilen var om noget endnu barskere og vildere. Sandet væltede ind over os løbere og krøb ind i samtlige sprækker. Min løbejakke virkede som en teltdug, og slog sig i vinden som et telt i stormvejr. Det var præcis den samme lyd. Og da vi til sidst stak fjæset direkte op i vinden for at vælte ned ad den stejle klit, ned mod stranden, måtte jeg gemme mit ansigt i albuerummet beskyttet af løbejakken, og håbe jeg satte fødderne nogenlunde korrekt på vejen ned. Det gik heldigvis godt, jeg kom sikkert ned og følte mig på en sær måde uovervindelig.
Ruten til Løkken var heldigvis ikke helt så slem som frygtet. Vinden kom for det meste fra siden, med det frådende hav, og efter vi passerede startstedet ved Nr. Lyngby var der flere strækninger med sandstrand vi kunne løbe på. Der var stadig vandpassager, men ikke helt så mange, og slet ikke så udfordrende som første del af løbet. Jeg havde fornøjelsen af at løbe, først lidt bagved, siden ved siden af en løber fra Djursland. Han konstaterede tørt, da jeg løb op på siden af ham, at han ikke helt havde vidst hvad han var gået indtil, og nu var energien ved at være brugt. Vi fulgtes ad ind mod Løkken, forbi bunkers-kirkegården hvor små bål viste os vejen frem, ind til broen der krydser den brusende å, som i går ikke var mulig at krydse på anden måde, og det sidste stykke tilbage til teltet, hvor der ventede os kaffe, cacao, kage, pølser og brød – og ikke mindst en bæredygtig medalje, og en stemning præget af stolthed over, vi havde vundet kampen mod vejrguderne og den barske ubarmhjertige natur ved Vestkysten.
Jeg har sjældent været så træt efter knap 22 km. Til gengæld har min hud i ansigtet sjældent følt så blød og lækker, som den gør i dag, efter den omgang super peeling jeg fik i sandkassen på toppen. 😀 Efter sådan en lørdag er jeg ikke to sekunder i tvivl om at jeg lever.
Coastal Run blev arrangeret af Coast2coast-folkene sammen med Vestevent.dk – og de har allerede nu meldt ud, at de afholder løbet igen til næste år. Om jeg er klar næste år…. Det kan jeg uden et sekunds betænkningstid skrive under på. Jeg er solgt.
