Jeg sad her til morgen og udbredte min frustration til bedre halvdel, min stigende frustration over den østenvind som har hærget det nordjyske de sidste mange dage. Samtlige dage siden jeg gik på ferie i fredags, har jeg taget min bedste løbesko på, sprunget ud ad døren med en struttende optimisme og drømmen om at løbe i både korte rør og T-shirt. Samtlige løbeture viste sig i stedet at serverer en omgang kold klam ”omfavning” af en super irriterende bundfrossen østenvind. Helt ærligt altså… Hvad sker der for det.
Jeg prøvede at forklare bedre halvdel hvordan jeg bare syntes at Østenvinden (i hvert fald når den går i det nordlige hjørne) føltes lidt som en fornærmet ældre russisk kælling. (Beklager mit sprog, men jeg er VIRKELIG irriteret :D). Det ene øjeblik smælder og skælder hun, det andet øjeblik falder hun til ro og virker tilsyneladende medgørlig, så to sekunder efter – forestiller jeg mig – tager hun endnu en sip vodka og udbasunerer atter sin galde for fuld volumen. Det er fuldstændig umuligt at løbe i. Det ene øjeblik må jeg nærmest ligge vandret i luften for at komme frem, mens alle mine frit tilgængelige lemmer fyldes med gåsepatter pga. hende isnende spydigheder. Det næste øjeblik smøger jeg ærmer op til skulderne og kampsveder som en finne i en sauna.
I bund og grund så forstår jeg nok bare ikke Østenvinden. Jeg forstå ikke hvad hun vil (for det kan da kun være en kvinde der er så vægelsindet) Jeg forstå ikke hendes luner og jeg bliver sååå gal i skralden over den evige kamp hun udsætter mig for. En kamp jeg dybest set ikke kan forudse udfaldet af. Se med Vestenvinden derimod er det anderledes. Den ved man hvor man har. Her er der fuld fysik og fair kamp. Med vestenvinden er man aldrig i tvivl. Man får det man ser og mærker, en bombastisk blæsende herre, som aldrig slipper taget. Jeg ved, når jeg begiver mig ud i en kraftig vestenvind, at jeg får kamp til stregen. Jeg ved at jeg skal være på dupperne konstant, men jeg ved også at Vestenvinden samtidig udvikler mig til at blive en stærkere udgave af mig selv. Vestenvinden kan man stole på. Det er all in, eller ingenting.
Bedre halvdel kiggede på mig, og sikkert fordi han kender mig godt og ved mine hjernespind ofte er yderst kryptiske, svarede han kort ”Tror du ikke bare, det er fordi du er vokset op med Vestenvinden i Hirtshals, at du er vant til Vestenvinden”. Og her må man give bedre halvdel big time kredit. Tænk han ikke engang syntes jeg er mærkelig, når jeg over morgenkaffen beretter om mit forhold til – ja, – vind. 😀 😀 😀
Han har ret, den gode mand. Han ramte plet. Jeg elsker Vestenvinden, og selvom jeg ofte bander og svovler når det går vildt til, så elsker jeg kampen. Der findes simpelt hen ikke noget federe end at dyste mod Vestenvinden på stranden, med sandet flyvende ind i alle kropsåbninger som en ekstra finesse. 😀 – Østenvinden til gengæld. Fuldstændig utilregnelig – som en sur gammel russisk kælling.
I eftermiddag smutter vi ud i sommerhuset ved Vestkysten, og kravler i læ resten af påsken. Uhhhh jeg gælder mig til strand-løb i læ af klitterne. Min skade i højre balle er status quo, og al løb foregår i pulszonen ekstrem let. Det er ok, jeg savner selvfølgelig at ræse, men når det nu skal være, så er det da ufatteligt heldigt, at jeg får en genstridig skade, der trods alt lader mig gør det jeg elsker aller mest – at løbe. :D. Og nå ja, så smutter jeg i øvrigt lige en tur ned til Randers på fredag. Her tager jeg med en pokkers tidlig bus vestpå til Tange, for derefter at returnere til Randers i løbesko. 37,5 lækre km i det smukkeste natur til Gudenå Trail Challenge. Nøj for pokker hvor jeg glæder mig. Det er præcis det jeg vil bruge min skadeperiode til, at løbe alle de fede naturløb (uden stigninger) jeg kan komme i nærheden af. Løb hvor pace er total underordnet, men hvor sanserne overbruses af lækre naturoplevelser. Og forhåbentlig holder den sure russiske kælling mund på fredag. 😀
Happy running derude i østenvinden 😀
Kh Heidi