Her i efterårsferien blev der nærmest ved et tilfælde bygget bro fra Birkerød til Aalborg i den grå og regnfulde nordjyske natur ved Blokhus. Jeg var på en helt almindelig hyggeløbetur fra Rødhus til Blokhus, og bedst som jeg cruisede rundt i plantagen, med musik i ørerene og godt fordybet i mine egen tanker, løb der en pige ud fra en sidevej og ind bag mig. Jeg registrerede det egentlig ikke synderligt, det sker jævnligt at folk krydser min vej, og oftest trækker den ene part hurtigt fra og løber væk. Pigen blev liggende bag mig, og trak ganske stille og rolig op på siden ad mig – og i et splitsekund følte jeg det, som om jeg løb ved siden af mig selv.
Her ved siden af mig, løb en pige i fuldstændig samme pace som mig, og – ja, nærmest samme tråd og statur. Hun kiggede på mig og sagde med et smil ”hvor var det dejligt jeg mødte dig; jeg var lige begyndt at have lidt rigeligt ondt af mig selv”. Og før jeg vidste af det, havde vi i let løb pludret hele vejen ind til Blokhus hvor hendes tur sluttede. Vi skiltes med udveksling af navne; og en løs aftale om at løbe sammen igen, hvis det kunne passe ind i vores respektive ferieprogrammer. Stine, som pigen hed, var på ferie med hendes kæreste og børn – og jeg var som altid smuttet i sommerhuset sammen med kæresten til et par dages afslapning.
Og her må jeg altså bare sige – hurraa for Facebook. En hurtig add på FB og den digitale linje var åben for planlægning og lidt let snagen i hinandens liv. (Indrømmet – det var vist mest mig der snagede; jeg opdagede at Stine også er blogger og skriver for I Form under aliasset Ironmum. Det syntes jeg var vildt spændende :D).
På den nyåbnede digitale linje fik vi arrangeret en løbetur sammen. Jeg havde planlagt lang tur lørdag og ville løbe ind til vores mødested ved Blokhus og samle Stine op, og agere guide på den super fine løbesti der går mellem Blokhus og Saltum – den såkaldte sti 100.
Det var virkelig fantastisk at møde en løber med et så ens mindset som jeg selv og som ovenikøbet er noget nær det sejeste, sødeste menneske jeg længe har mødt. Stine er, ud over at være fra Birkerød :), triatlet og har fuldført en hel del ironmans. Hun har dyrket triatlon i næsten 20 år, og har været med – og kommer helt sikkert til at være igen, på aller højeste niveau – Et agegroup EM på CVét i 2014 siger det hele. Nå ja, oven i det, er hun såmænd også lige småbørnsmor med 3 rollinger i alderen 5, 3 og hold nu fast ½ år. Tænk sig, jeg løb rundt sammen med en af Danmarks bedste triatleter i helt ok pace, og hun var stadig på barsel med nummer 3. Jeg syntes simpelt hen det er så vildt. Jeg husker selv hvor fuldstændig smadret og træt jeg var med to små børn i rap, og jeg havde dengang vist mere image som et latent monster end en frisk sej sportymum. Stine fortalte, at det rigtig meget handler om prioritering, om at træne når mindste-manden sover og om at udnytte de timer man har til træning fuldt ud.
Det var vanvittigt fascinerende at møde et menneske som i den grad brænder for hendes sport, og som stadig kan være mor og – ja, kommende hustru. For med til historien hører at Stines mand lige tog chancen og friede på toppen af Rubjerg Knude Fyr. Jammen altså, så bliver det da ikke mere romantisk. 😀
Stines kommende mand er i øvrigt oprindeligt fra Hjørring og både kendte, og havde trænet under Ragnar som hjalp mig med træningen til Basel marathon. Så der er altså bare hold i talemåden – At uanset hvem man møder, så vil der været en bekendt et sted i rækken af venner indenfor højst 6 rækker. (I USA kalder man det Kevin Bacon effekten :D)
Det var virkelig skønt med så godt selskab på min lange lørdagstur, og tiden fløj afsted trods regnvejr og blæst. Vi fik vendt alt fra træningsmetoder, mål og drømme, familie, løb og blog – og hvor er det fuldstændig utroligt, at Stine var totalt fremmede for bare 4 dage siden, og nu føles det som om jeg har kendt hende i meget længere tid. Da jeg satte Stine af, inden jeg selv fortsatte ud på mine sidste del af langtursruten, aftalte vi at skrives ved næste gang vores veje krydses i den pragtfulde natur i Blokhus. Og jeg kan for min eget vedkommende kun sige, at jeg håber det bliver til mange ferie løbeture fremover. Jeg vil elske at følge Stines vej tilbage til eliteniveau og se hvor langt hun kan nå. Og så ser jeg i den grad frem til flere løbeture med én, der også lige skal runde enden af vejen for at få uret på 15 km. – man kan jo ikke bare stoppe uret på 14.80 km. Det er noget rod. 😀
Du kan læse mere om min seje ferie-løbemakker – Stine Møllebro på hendes facebookside https://www.facebook.com/Ironmumhawaii/
Og ja, så kan jeg kun endnu engang opfordre alle til at smile og hilse på folk I passerer på løbeturen. Hvem ved, måske kan vi bygge endnu flere broer i lille Danmark.