Nogen gange har dumhed ingen øvre grænse, i hvert fald ikke når det gælder mig. Og jeg tror bestemt jeg har overgået mig selv big time denne gang.
Jeg har skiftet arbejde og er sprunget ud som IT konsulent i det private. Det er hårdt, og en stor omvæltning – og måske er det derfor jeg er lidt, eller ja, super uendeligt meget distræt når jeg kommer hjem i privaten. Eller måske er det bare mig i en nøddeskal. 😀
Det hele startede da jeg i går parkerede mine høje sandaler på hjemmematriklen, skiftede til løbesko og drog ud på dagens løbetur. Manden og jeg har en ting med at smide vores nøglebundt ned i toppen af papir/pap-genbrugscontaineren, der i vores husstand stort set altid er fuld. Og da jeg var eneste person til stede på matriklen, røg nøglebundtet med største selvfølgelighed ned i banditten – og jeg dappede glad og fro ud på eventyr med podcast i ørerne og et stor smil på læberne.
Så skøn en løbetur – 5 kvarters fuldkommen nydelse, hvis man altså lige ser bort fra vinden, der som en anden stalker var efter mig konstant. 😀
Vel hjemvendt kunne jeg konstatere at min kære sammenlever var ankommet. Jeg trådte glad indenfor og gik omgående i gang med fortælling om dagens skærmydsler og ikke mindst mine frustrationer over det konstante blæsevejr her i det nordjyske. Vi spiste, dagen gik på hæld, jeg gik i seng og stod i morges veludhvilet op klar til dagens dont. Jeg klappede manden på skulderen og roste ham til skyerne over hans klarsyn – han havde husket at stille genbrugs-banditten ud til vejen til tømning, Ingen alarmklokker ringede, alt var fryd og gammen præcis indtil det øjeblik hvor jeg, en smule forsinket, drønede rundt i huset for at finde mit nøglebundt.
Og ja, kære læser – nu har du måske allerede gættet sammenhængen. Mine nøgler var i det øjeblik på vej til genbrug sammen med indholdet af alle mine kære naboers genbrugs-banditter. Og de er nok, i netop dette sekund, på vej til at blive omsmeltet til en genbrugs-cykel – eller har måske endda sneget sig ind sammen med papir og pap – og ender i køledisken som genbrugskarton af mærket “letmælk”.
NOOOOO – Der røg mine bilnøgler (til begge biler), min husnøgle og min cykelnøgle. Og selvom min snarrådige kæreste fluks skrev til Aalborg renovation, så er mine forhåbninger om et snarligt gensyn så godt som 0%.
Så hvis du kære læser støder på et eller andet recyclings-produkt med et aftryk af en bilnøgle af mærket Ford børnecontainer; ja, så send venligst en kærlig tanke til torsken i Aalborg. 😀 Fra nu af tager jeg altid min nøgle med på løbetur. 😀