Et eventyr på 6. etage

Jeg sidder på Sygehuset i Aalborg, nærmere bestemt Sygehus Syd. Min søn er lige kommet op på stuen. Lægerne har forsøgt at fikse hans uregerlig hjerte som i særlige situationer modtager forkerte impulser og responderer ved at gå i hypermode. Det er ikke farligt, men drøngenerende for en knægt med sport i blodet. Han skal nu have elektroder på brystet så de kan overvåge det hjerteflimmer der er opstået, fordi de denne gang satte hans hjerte i stå i nogle sekunder inden de atter genstartede, og hans far og jeg bliver sendt udenfor rummet for at give plads til arbejdet. Jeg går mod de store vinduer forenden af den lange gang.  

“Har du hørt at der skal være bryllup i dag”, siger manden der sidder i én af de fire stole som fuldender det brune firkantede bord foran de store vinduer. “De skal giftes lige der nede på atletikbanen”. Manden peger på den røde løbebane der ligger 6 etager nede flankeret så fint af Mølleskoven. I samme sekund dukker gommen op, en ultraløber der præcis som min søn skiller sig ud fra resten af klientellet på 6. etage hvor gennemsnitsalderen ligger et sted over de 65 år.

Vi falder hurtigt i snak. En løber er sjældent en fremmed i ret lang tid. Ultraløberen hedder Jan Pedersen, han er fra Nykøbing Mors, og skulle egentlig løbe 60 km. til Julsø Ultra lørdag. Træningen er gået supergodt, Julsø er træningsløbet der skal fungere som forberedelse til årets store udfordring – Swiss Alpine i sommerferien. I mandags tog Jan løbeskoene på for at løbe en langsom stille tur, en restitutionstur, inden det for alvor skulle gå løs i weekenden. Jan vidste ikke på det tidspunkt, at han indenfor kort tid ville rykke ind her på 6. etage, ude af stand til at løbe et eneste skridt, og heldig over at være i live.

Under løbeturen røg pulsen pludselig op i rødt felt. Det gav ingen mening. Han løb helt langsomt og kroppen burde ikke reagere med så høj puls. Han fortsatte og løb hjem, gik i bad og slog det hen. Garmin sad på armen og afslørede at selvom mandag blev til tirsdag, var der ikke ro i hjertet. Tallene på Garmin var mærkelige. Noget var mærkeligt i kroppen. Jan tog til læge, og til alt held var en ung lægestuderende kvik, og bad ham tage på hospitalet. Jan kom ikke hjem igen. Undersøgelser afslørede at den ene hjerteklap ikke lukkede tæt.  Det var alvorligt. Noget man kan dø af, hvis det ikke var blevet opdaget. Hvis lægen havde sendt Jan hjem, og han, som enhver garvet løber op til en konkurrence kan finde på, havde taget Panodiler og fortsat træningen, havde han i værste fald ikke været i live i dag.

Jan fortæller nøgternt om hændelsen. Utætheden skyldtes nok at han har fået en fibersprængning i de muskler som styrer hjerteklappen. En klassisk fiber som normalt plejer at vise sig i benmusklerne. Han var bare uheldig at den ramte kritiske muskler ved hjertet. På mandag vil de prøve at få musklerne syet sammen, hvis det ikke virker, skal han have en ny hjerteklap. Den ene dag ultraløber, den næste dag hjertepatient. Livet er pludseligt skrøbeligt. “Jeg er i en situation hvor jeg må indse at jeg kan dø”. Det er hårde ord der gør ondt, men på 6. etage er udtalelsen som sådan ikke speciel. Flere af patienterne på 6. etage har balanceret – eller balancerer på kanten af livet, og sætter deres lid til de fantastiske dygtige læger som slet ikke få al den ros de burde få.

Jan og hans kæreste har planlagt bryllup til august, men dødens materialisering i periferien af livet har fået dem til at tage en hastig beslutning. Den rigtige beslutning. “Vi skal giftes på atletikbanen kl. 12:30, vores præst fra Nykøbing Mors kommer her til sygehuset, hun skulle vie os i august, men ville gerne tage turen til Aalborg og gøre det i dag i stedet.” Jan griner da jeg spørger om han skal giftes i løbesko. “Der er nok lige at presse citronen for meget. Min kommende kone mener det er rigeligt, at det skal være på atletikbanen”

Jeg må ind til min søn og forlader Jan og de andre der har samlet sig rundt om det brune bord. Min søn er træt og blunder stille med musik i ørerne. Jeg nusser ham på benet mens jeg prøver at få styr på de følelser der stormer rundt i mit indre. En præst går pludselig forbi ude på gangen. Jeg smiler, midt i kaos er der noget smukt under opsejling. Jeg rejser mig og kigger ud på gangen. Brudeparret står sammen med præsten og tager de indledende snakke. En sygeplejerske skal være vidne, hun er inde og hente en jakke. Svigermor forsøger at holde parrets 2-årige beskæftiget.

De går afsted ned mod atletikbanen, og jeg beregner i mit hoved hvor lang tid der vil gå, før et bryllup vil udspille sig på græsset i midterfeltet af banen. Jeg går tilbage til stue 230 og venter.

Da jeg ikke længere kan styre min nysgerrighed, går jeg atter ud til vinduet, hvor sygeplejersker og personale er i gang med at pynte op i det tilstødende opholdsrum. Et rødt hjerte er klistret på døren. Sandra og Jan 26/4/2024 står der, og i opholdsrummet bliver flag, plastikglas og guldpapir pakket ud. Energien er høj, humøret er spændt og midt i deres arbejde træder brudeparret ud i midtercirklen og ceremonien starter. “De er klar” siger jeg ind i rummet. Alle samles foran de store vinduer. “Jeg får tårer i øjnene” siger en ung sygeplejerske. Jeg har det selv på samme måde. Det er så fint det der sker. Vi er tilskuer til kærligheden uden at det på nogen måde virker anmassende. Og der står vi. En blandet flok af kollegaer, pårørende og fremmede, og føler et strejf af eventyr på 6. etage hvor dysterheden normalt smyger sig rundt på de grålige gange.

Jeg tager billeder helt spontant. Det virker som det rigtige at gøre. Sygeplejerne går ned for at finde flag. De vil danne en espalier til brudeparret. “Jeg blev så glad da I gjorde det til mit bryllup” siger initiativtageren. Brudeparret kysser hinanden og forsegler deres pagt mens en tilfældig løber passerer bag dem på det røde underlag. Det er så smukt og fint. Og stilheden sitrer rørende mellem os der er vidner fra 6. etage. Bobler uden alkohol og små kager stilles frem i venteværelset.

Jeg går rørt tilbage til rum 230. Min kærlighed er lige nu rettet mod det menneske, jeg synes alt for hurtigt er blevet voksen. Min søn på 19 år. Jeg tænker at kærlighed virkelig er en universal rå kraft, en kraft som lige nu fordriver frustration, angst og afmagt fra 6. etage og planter frø af håb. Kærlighed kan vitterlig besejre alt, tænker jeg. Brudeparret kommer tilbage og tilbringer tid sammen med familien. Min søns hjerte beslutter sig for at finde tilbage i normal rytme, nærmest som om det har mærket kærligheden. Han bliver erklæret klar til at tage hjem, og mens personalet fjerner slager og nåle fra min søns krop, forvises hans far og jeg atter til gangarealet.

Her møder jeg Jan, nu en gift mand. Han ser glad ud mens han hælder bobler op i glas til os. Jeg ønsker ham et stort tillykke og sender mine billeder til hans telefon, mens jeg påpeger at han må tage revanche med Julsø næste år. Vi taler lidt om løb og så ud af det blå, giver vi hinanden håndslag på, at vi om et år mødes igen i Ry ved startstregen til Julsø 60 km. Dagens anden pagt er indgået, denne gang en løbepagt. Vi smiler begge. Det er en god pagt, og jeg ved at jeg vil gøre alt jeg kan for at stå klar om et år.

Jeg tager fra sygehuset sammen med min søn, og føler mig på en sær måde som en særlig udvalgt. Jeg fik lov til at være vidne til noget af det smukkeste som to mennesker der elsker hinanden kan give hinanden. Et ord der for en kort stund samlede en etage på sygehuset, og spredte et håb gennem hele etagen. Et stor rungende JA til kærligheden og til livet.

Tak Jan og Sandra fordi vi måtte bevidne jeres store dag. Stort tillykke med jeres kærlighed, og alt muligt held og lykke til dig Jan, når du mandag morgen forhåbentlig får fikset dit løberhjerte. Jeg vil sende al løbekarma din vej – og så glæder jeg mig til vi ses igen i Ry i løbesko om et år. 😃🤩