Et mulehår fra aflysning

Det bliver på et hængende hår, som en kronraget mand sagde…..

Bemærkning herover kom fra én af de andre danskere der skal med på eventyr i Pakistan. Og den sad præcis i bulls eye. De sidste to uger har været noget nær det mest kaotiske i mit løberliv, og godt nok er jeg en spontan type, der er yderst omstillingsparat hvis jeg selv skal sige det. Meeeen der er altså grænser.

Det hele startede, som du ved kære læser, med mit indlæg for små 3 uger siden. Et indlæg hvor jeg fortalte om det her eventyr der ud af det blå poppede op i mit liv. Et løbeeventyr i Pakistan der indebærer et vanvittigt rekordforsøg med et marathonløb på verdens højeste asfaltvej i 4700 m højde. Jeg elsker generelt eventyr, og da nøglen til eventyrdøren ligger på den Pakistanske ambassade i København sendte jeg kækt mit bedste bud på et 9 siders dokument der skulle forsone nøgle-vagten med en kraftig formodning om at min charme nok skulle få den gode nøglevagt til at udlevere en kopi af nøglen i form af et visa.

Ambassaden modtog min anmodning tirsdag den 27/8 kl. 11:35. Jeg havde søgt om – og betalt for 72 timers haste-behandling, og satte mit stopur til fredag. Fredag den 30/8 var mit første drøn optimistiske bud på, at min vedlagte hvide retur-konvolut plastret til med porto og haste-tags, ville lande i min postkasse.

Fredag gik uden at der var skyggen af en hvid konvolut i postkassen. Jeg var ok, det var forventet og jeg gik ind i uge 2 med højt løftet pande og en stærk tiltro til det pakistanske administrationssystem.  Efterhånden som uge 2 skred frem, og absolut intet dukkede op i min postkasse begyndte jeg at blive en lille smule nervøs. I vores gruppe for løbet kunne jeg se alle de øvrige deltagere modtog deres visa, og meldte sig klar. Jeg var eneste tilbage uden visa da vi nåede til torsdag, og lettere desperat forsøgte jeg at ringe til ambassaden dog uden at komme igennem. Fredag gentog sig på præcis samme måde. Jeg ringede op til ambassaden, lyttede til startintro, trykkede mig ind i kø til visa spørgsmål, hørte lidt loungemusik og blev stillet tilbage til start til en ny omgang startintro. I desperation sendte jeg en mail og anmodede ydmygt om status på min visa-ansøgning. Ingen respons.

Jeg begyndte at blive desperat. Weekenden gik og ingenting skete. Jeg begyndte så småt at indstille mig på, at det nok ikke blev til et eventyr for mig denne gang, og mærkede en skuffelse af dimensioner snige sig ind i mit univers. Det kom endda så vidt, at jeg måtte fælde en lille tåre. I vores gruppe blev der delt alverdens spørgsmål og svar om det kommende eventyr, og jeg følte mig som en outsider der ikke var budt velkommen ind i forsamlingen endnu. Nøj det var trist. Jeg skrev en mail til arrangøren, og han lovede at se om han kunne trække i nogle tråde.

Mandag morgen var jeg afklaret. Hvis der ikke skete noget senest tirsdag eller onsdag ville jeg opgive og kalde den sendt til hjørnet. Jeg tog min lykke-bh  ( JA- sådan én har jeg altså :D) tirsdag, sammen med min lykke strømper (ok, nu begynder at lyde en kende neurotisk, men jeg var desperat) og håbede det bedste. Stadig ingenting. Onsdag fik lykke bh endnu en tur og endnu engang måtte jeg slukøret konstatere, at lykkens pamfilius havde travlt et andet sted. Eller at den Pakistanske ambassade simpelt hen vurderede, at jeg ikke var egnet til at rejse ind i landet. Nu så det virkelig sort ud. Jeg gav op, tog mit løbetøj på og løb ud på dagens træning slukøret og fortabt. Alle mine tanker var fokuseret på, at finde gode ting ved at jeg alligevel ikke kom afsted, eksempelvis ville jeg ikke få højdesyge, og jeg ville ikke skulle forholde mig til sikkerheden ved at rejse til Islamabad. Det var ok overbeviste jeg mig selv om.

Jeg var næsten færdig med træningen, da der pludselig poppede en besked op på min telefon. Beskeden var fra arrangøren der skrev, at han nu havde en attache i London i gang med at kontakte ambassaden i København, og samtidig var der Generaler fra det Pakistanske luftvåben der ville lægge pres på. Og de ville ikke helme før de fik succes. Det skulle nok lykkedes, skrev arrangøren, de skulle nok få mig afsted. Jeg tabte både næse og mund. Det her var jo ren James Bond. Her var højeste diplomati sat i spil for at sikre, at lille Heidi fra Danmark kunne rejse ind i det forjættede land Pakistan.

Håbet vendte tilbage og jeg begyndte endnu engang at drømme om eventyr. Torsdag morgen tog jeg atter min lykke bh på, og kl. 9 Sharp ringede jeg til ambassaden, tog chancen og trykkede på knappen for personlig diplomatisk betjening. En kvinde tog telefonen og jeg undskyldte mange gange at jeg bare ringede om et visa, og før hun kunne nå at bede mig om at ringe op igen og trykke mig ind i visa køen, væltede ordene URGENT, I’M DESPERAT, PLEASE HELP ud af munden på mig.

Damen besluttede sig heldigvis for at hjælpe mig, og stillede mig igennem til en mand. Endnu engang forklarede jeg min nød, og hvorfor jeg havde brug for hjælp nu og her. Manden svarede noget a la ”yes – yes, I will look into it and process it within a couple of weeks”.

“Noooo”, svarede jeg. “I am suppose to fly out on Tuesday. I cannot wait anymore. Please”. Manden spurgte mig om mit navn, og holdt en kort kunstpause da jeg fortalte ham det. ”Åhhh, your’re going to run a marathon rigtht?. You are working as an IT consultant right?” Jeg svarede ja til begge spørgsmål. ”We are wondering why an IT consultat travels as much as you do” sagde manden, og fortalte, at de på ambassaden syntes det var mærkelig, at en IT konsulent rejste så meget, for IT konsulenter sad jo normalt foran en pc hele dagen. (I visa ansøgningen skulle man liste alle de lande man havde besøgt de sidste 3 år) Jeg gik i gang med en fortælling om mit liv som hhv. IT konsulent, og passioneret marathonløber, og fortalte at det i Danmark var normalt at rejse for at løbe marathonløb i udlandet.

”Ok” sagde manden, igen en kunstpause, hvorefter han tilføjede at han egentlig mente mit visa var sendt afsted dagen før. Jeg tog det som en blåstempling, takkede mange gange for hans venlighed og smed lettet røret på. Det måtte være en god ting. Visa måtte være lige på trapperne. Og med kun 5 til afrejse, bookede jeg flybilletter Aalborg – Islamabad tur/retur og skrev til arrangøren, at jeg troede alt var godt. Der lå bare ingen hvid konvolut til mig da jeg kom hjem. Jeg sov ikke sønderligt godt natten til fredag.

Visaét stod foran vores hoveddør i går fredag, da jeg kom hjem fra arbejdet. Den lille hvide konvolut med mit pas dekoreret med det fineste visa. Nøglen var i mine hænder, nøglen til eventyret, og lettelsen var enormt. På tirsdag kl. meget tidlig rejser jeg fra Aalborg, og jeg glæder mig vildt meget. Jeg glæder mig til at møde de andre 39 internationale løbere som jeg skal dele oplevelsen med. Jeg glæder mig til at se et land, jeg aldrig nogensinde troede jeg skulle opleve. Jeg glæder mig til at udfordre mig selv i 4700 meters højde, og vil gøre hvad der end kræves for at gennemføre marathonløbet. Om jeg så skal gå det meste af vejen, fordi der ikke er ilt nok. Bare jeg gennemfører. Det her er min største chance for at være med i et vaske ægte rekordforsøg.😊