Følelsen af fortabthed

— Jeg skrev dette indlæg i går, uden at ville poste det her på domænet. Faktisk havde jeg tænkt at jeg blot ville gemme mig på matriklen, og ikke dele mine frustrationer om mine begrænsninger som løber. MEN, jeg er nået til den konklusion, at den udfordring med pludselig at stå og være tvunget til at revidere sig selv som løber og menneske, måske er noget andre også vil opleve efter mange års slid – og overbelastning af kroppen. Og måske er der nogen derude, der vil opleve en lille snert af lettelse, ved at læse om det jeg går igennem. Så here goes. Det næste stykke tid vil jeg dele mine oplevelser og tanker, i jagten på at lande på i løbeskoene i en ny udgave af mig selv.

Puha, det er svært at nedfælde mine tanker lige nu. Jeg skal hele tiden passe på og navigere forsigtigt mellem de ord der baner sig vejen frem i min opmærksomhed. Hvis ordet er forkert bruger min opmærksomhed det lynhurtigt til at danne en sætning der får min øjne til at flyde over. Jeg er på én eller anden måde tilbage til nul, tilbage i den fortvivlelse der har hjemsøgt mig i perioder de sidste par år.

Hvis du har været en tilbagevendende gæst her på siden, vil du sikkert kunne nikke genkendende til min skadeshistorie. Jeg har igennem de sidste par år døjet med smerter der hvor baglårets store sener hæfter til ballen. Jeg har haft gode perioder hvor jeg har løbet nogle helt hæderlige tider, og præsteret ret godt, jeg har bestemt også haft virkelig dårlige perioder hvor jeg næsten ikke kan sidde på en stol eller køre bil, uden at min baglår og sædemuskel krøller sammen, og tvinger mig til at stå- og gå langsomt rundt i smerte.

Jeg har prøvet RIGTIG mange ting. Fys-guidet træning, styring af træningsmængder med coach, pauser, ingen tempoløb i et halvt år, ingen trailløb i et halvt år. Alt sammen uden det mindste tegn på bedring. Jeg har aldrig nogensinde kunne knække koden, hverken alene eller med hjælp fra andre. Hver evig eneste gang er jeg røget tilbage til middelløsningen – langsom løb, ingen interval og tempo og ingen løb på bakker og stigninger.

Her i starten af september besluttede jeg mig for at give det en sidste chance. Jeg ramte en dårlig periode igen igen og tog til fys for gud ved hvilken gang, denne gang med det ene formål at blive henvist til en MR-scanning for at få endelig syn for sagen. Fyssen var enig i min vurdering, jeg har prøvet næsten alt og der skulle billede på. Men han mente at vi skulle starte med ultralyd og se hvad den ville afsløre.

Jeg fik ultralyd i dag. Og det jeg kunne tage med hjem, var – kogt ned i en snasket sammenkogt gryde, – en besked om, at der ikke er overrivninger eller forkalkninger i senerne. – Det var den gode besked – og så kom opfølgningen – du må nok bare indse at dit bindevæv er middelalderligt og ikke længere så elastisk, og du må nok indse at det er tingenes tilstand og at du nok aldrig kommer til at løbe ”hurtigt” igen. Du kan godt tage et halvt år ud, og træne området mens du cykler i stedet for at løbe. Så vil du måske se fremgang – men chancen for tilbagefald vil være monster stor, og du kan ligeså godt indse nu, at du nok aldrig mere bliver så stærk i området, at du kan løbe som du gjorde engang.

Min frustration eksploderede i det sekund jeg trådte ud af døren. Den var så overvældende at jeg ikke kunne finde tilbage til venteværelset selv om jeg kun kunne gå den ene – eller den anden vej. Og så græd jeg ellers uhæmmet hele vejen hjem i bilen. MIDDELALDERLIGT…. HVAD POKKER BILDER HAN SIG IND.. 😛

Min frustration bunder i, at jeg føler mig sparket tilbage til nul, med den tarveligste skosnude af dem alle – aldersbetinget overbelastning. Shit hvor er det bare nemt at slynge sådan én ud, uden på nogen måde at åbne en flanke for andre muligheder. ”Du kan jo forsøge at strække lidt og se om du kan få lidt smidighed tilbage” – som om altså – som om jeg ikke har forsøgt mig med let udstræk. Men det er sq ikke let når man fra barnsben har fodboldmuskler så korte, at benene kun lige præcis kan strækkes nok ud til at gå. 😊

Jeg fik intet med derfra – ud over endnu en stor regning for en behandling der på ingen måde hjalp mig, men, som alle de andre gange, efterlod mig fortabt og frustreret. Var jeg dog bare eliteløber med en håndfuld mennesker omkring mig, til at hjælpe med at finde vej ud af junglen. Det er jeg ikke. Jeg er bare en helt almindelig motionist der må indse, at min krop åbenbart ikke kan holde til det jeg udsætter den for hverken som løber, eller som Digitaliseirngskoordinator i en god gammel dansk kommune (det er det stillesiddende arbejde jeg henviser til her 😀 ).

Min identitet som løber har altid være ”hende der løber forholdsvis hurtigt” – på ingen måde super-hurtig-løber, men lidt hurtigere end den gængse motionist. Jeg har altid elsket helt ind i knoglerne, når jeg løb forbi folk, og kunne høre et ”hun havde godt nok fart på”. Det fik mig til at føle mig så stolt og dygtig, at jeg næsten kunne flyve. Og jeg har altid elsket følelsen af, at være derude hvor man kæmper med sig selv i hjernen for at holde pace de sidste 8 km. af et marathon. Det er det fedeste jeg ved. 

Sidste gang jeg løb marathon i Blokhus og løb i hæderlig tid, kom bemærkningen ”nååå – du har det stadig i dig”, og jeg vidste i det sekund, at jeg aldrig vil kunne stille mig tilfreds med ikke at kunne give alt jeg har, eller i hvert fald føle at jeg pressede mig selv til det, jeg havde i mig den dag. Jeg kan ikke være den der løber et marathon bare for at få et tal på bogen. Jeg kan ikke stille op, blot for at gennemføre. Det giver mig desværre ikke den tilfredsstillelse som jeg higer efter, hver eneste gang jeg tager et startnummer på. 

Så hvad er der så tilbage, når jeg åbenbart må indse, at jeg har slidt mig selv i stykker så jeg ikke kan være den løber jeg engang var. Når 2½ års håb for at en quickfix slukkes. Helt ærligt, jeg ved det ikke lige nu. Jeg skal lige bruge et par dage på selvmedlidenhed og frustration. Jeg skal lige vænne mig til at min løber-identitet skal ændres, hvis jeg stadig vil lufte mine løbesko. Jeg skal finde en anden måde at være løber på, end den jeg kender og elsker så uendelig højt. Jeg skal genopfinde mig selv som løber.

Kan man mon det????