Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr
Oprindeligt havde vi planlagt tre dags løb, fra Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hirtshals Fyr. Men logistikken gik ikke op, og vi udsatte derfor at løbe strækningen Agger Tange (Lodbjerg Fyr) til Hanstholm Fyr til senere på året.
Sommerturen 2021 startede en halvkølig tirsdag morgen med ryggen mod Hanstholm Fyr. Løberygsækkene var fyldt til bristepunktet med vand, energidrik, gels og energibarer, og humøret var højt. Forude ventede en cocktail af uendelig kilometer smuk og barsk Vestjysk natur.
Ideen med turen var primært at løbe så tæt på vandkanten som muligt, velvidende at vi flere steder måtte løbe på stier og veje bag første klitrække pga. ufremkommelig strandunderlag (Jeg har bevis 😀 :D). Vi vidste at vi fra Hanstholm Fyr skulle ned på havnen, og finde Redningsstien der ville føre os ud mod Vigsø. Det var første pejlepunkt på ruten.
Når man løber fra Hansholm Fyr, løber man fra fyret til Kystvejen, og via den ned til havnen hvor man drejer til højre, løber gennem havneområdet og mod Renseanlægget og her finder man starten af Redningsstien for enden af vejen.
Redningsstien er den fineste sti der løber lige bag kysten gennem det smukkeste landskab. Den er markeret med små piktogrammer og går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg. Redningsstien er oprindeligt en vej til redningstjenesten, der via den kunne komme frem og redde forliste søfolk, som strandende på den barske og vindblæste kyst.
Stien endte ved en lille parkeringsplads med toiletter og vand. Og her mødte vi Freddy og hunden Plet. Freddy er en pensioneret fisker der gennem 35 år fiskede i farvandet ud for Hanstholm. Han er samtidig ansat i farvandsvandsvæsenet, og hjælper stadig til, når badegæster og søfolk kommer i nød. Freddy fortalte om dengang han gik i land og besluttede sig for at stoppe som fisker, og pludselig ved et tilfælde endte med at skulle sejle et skib til Ghana i Afrika. Han fortalte om, hvordan det var at komme som hvid mand til et område hvor man bestemt ikke går ud om aftenen efter 22:00, og har lokale til at køre bilen for en sikkerhedsskyld. Om et land hvor tyveri og overfald er hverdagskost, og hvor en fristende mobiltelefon placeret lidt for åbenlys kan være livstruende. Freddy genbesøgte på et senere tidspunkt området i Ghana for at hjælpe med at bygge en ny bro til et dambrug – og vi fik lov til at se billeder af fisk vi aldrig før har set, og af broen der blev bygget.
Vi sagde pænt farvel til Freddy og Plet, og fortsatte ned på stranden videre mod Lild strand, mens vi snakkede om hvordan livet pludselig kan ændre retning hvis blot man har modet, og tør sige ja til ting, der virker en kende skræmmende. De store oplevelser kræver ofte, at man hopper ud af komfortzonen.
Ruten fortsatte mod Lild Strand – først det lækreste sand (omend lidt tungt nogle steder :D) – og så….. det virkelig udfordrende, og svært fremkommelige stykke med alt for mange sten og ømme lægbasser.
Vi ramte Lild Strand, lidt ømme i stængerne af løb på sten – og til vores held var Haw-kiosken åben. Her stod Tove og solgte is, kaffe og alverdens sjove små ting lavet af lokale på egnen. Tove fortalte at hun, sammen med hendes mand var flyttet fra Thisted til Lild Strand i deres sommerhus i plantagen, og at hun nu sammen med 3 andre damer i området, holdt Haw-kiosken kørende. Hun fortalte om at komme til et område, hvor man gavmildt blev hilst velkommen, og optaget i lokalbefolkningen, og om at bo midt i naturen og elske det overalt på jorden. – Nå ja, og så solgte hun de bedste is til to is-hungrende løbere.
Fra Lild strand løb vi videre af Redningsstien (her skal man lige løbe til venstre ad Sandnæshagevej, og forbi det gamle badehotel før man rammer stien igen). Stien er lidt mere vild efter Lild Strand og byder på det lækreste single track, og et vanvittig flot syn af den hvide Kæruld der blomstrer her i slutningen af Juni måned. Med til historien hører i øvrigt, at jeg næsten satte mit liv på spil for billedet herunder. 🙂 – I min iver for at få et nærbillede af det smukke hvide hav af blomstrende Kæruld, trampede jeg kækt gennem bevoksningen. Et rent lykketræf fik mig til at kigge ned idet jeg løftede min højre fod, for at placere mig perfekt i forhold til mit motiv. Der – lige under min fod – lå en halvvoksen (hvis I spørger mig, tænker jeg 4-5 meter lang :P) slange af en hugorm med gabet åben, den lå bare og ventede forventningsfuldt på den godbid der var på vej ned i gabet på den. Jeg sprang væk som en stukket gris. JEG HADER HUGORME 😀 😀 😀
Stien endte ved Bulbjerg, som med sine 47 meter troner kækt og rankt over Vesterhavet. Bulbjerg er en kalkstensklippe, og er Danmarks eneste fuglefjeld. (Så kan I lære det Færøerne og Island; vi har også fuglefjeld i lille DK :D) (Læs evt. mere her: https://www.lildstrand-thy.dk/page/omraadet/bulbjerg-klint )
Vi valgte at kravle op på toppen og nyde udsigten (Det var første gang Vagn var på Bulbjerg), inden vi fandt en lille sti der førte os tilbage til stranden på den anden side af fuglefjeldet. Og sørme om der ikke her, var en perfekt sti der første os videre hele vejen til Thorup Strand lige bag første klitrække.
Normalt når man kommer til Thorup Strand er det første man skal se alle fiskekutterne der ligger på stranden (hvis de da ikke lige er på havet). MEN vi kom fra vores lille sti, der til sidst blev til en grusvej ind til Thorup Strand, og det første vi mødte var… En ny Haw-kiosk der serverede Franske Hottere´ UHUUUEEEE – det var tiltrængt. MAD. Og først herefter var vi klar til at bese Nordeuropas største kystlandingsplads hvor man har drevet fiskeri fra stranden siden vikingetiden. Det er virkelig noget vi kan være stolte af i Danmark, og jeg håber de kære politikere gør alt hvad de kan, for at hjælpe fiskerne i Thorup Strand og bevare det historiske fiskeri langt ind i fremtiden.
Vi havde lidt svært ved at regne ud, hvordan vi skulle løbe videre fra Thorup Strand, og forsøgte os med en grusvej langs med stranden. Den endte blindt, og vi løb måtte derfor løbe ned på stranden og fortsætte nordpå i sandet (Hvilket viste sig at være et rent held, for stranden viste sig fra sin bedste lavvandet side – og lod os løb på vandkantens hårde underlag. Det blev turens længste strandstrækning. En uendelig horisont, havets brusen, vinden i ryggen og solens varme stråler på kroppen. Ren magi.
Vi løb forbi Grønne strand (og fik et lille bitte glimt at den fine lyng-vindmølle fra 1856), og for første gang i mit løberliv også på stranden nedenfor Svinklovene og forbi Svinkløv Badehotel. Normalt når jeg løber ved Slettestrand og Svinkløv løber jeg på vejen/stien der går fra Svinkløv badehotel og runder bunden af Svinklovene langs kreatur-hegnene.
Det er sjovt når man løber så lang en tur. I starten blev der taget billeder nærmest for hver anden kilometer, og efterhånden som kilometerne gik og turen skred frem, blev billederne færre og færre. Jeg har således ikke et eneste billede at Svinkløv badehotel, eller af den fuldstændige fantastisk is (bare navnet siger jo det hele – Magnum dobbelt gold caramel billionaire) vi indtog på cafeen ved Slettestrand.
Stranden ved Slettestrand er ret stenet og vi besluttede os for at skåne benene, og i stedet løbe på redningsvejen bag klitterne forbi Tranum Strand og ud til Ejersted strand. På vores stop i Cafeen ved Slettestrand hjalp verdens sødeste cafe-medejer (eller i hvert fald manden til hende der ejer cafeen) os med at tjekke om strandstykket mellem Ejersted og Rødhus var åben for offentlig passage. Det er nemlig sådan, at forsvaret ejer strandstykket samt hedestykket bag, og det benyttes ret ofte til skydeøvelser hvorved adgang på stranden er forbudt.
Det viste sig at der var lukket for adgang på stranden netop selvsamme dag, (man kan slå det op her: https://forsvaret.dk/da/oevelsesaktiviteter/region-nordjylland/skydeomrade-tranum/ ) og da det forlyder at man får ret store bøder hvis man trodser adgangsforbuddet skulle vi ikke nyde noget. Det var lidt en bet for os, for det betød at vi var nødt til at løbe ind i landet til Tranum Klitplantage, og gennem skoven til Rødhus Klit. En tur med ca. 10 km. ekstra løb i skoene.
Jeg har løbet rigtig meget i området Tranum Klitplantage og ved Rødhus Klit, og lokkede Vagn med ind på en lille lækker sti på vej ned til Rødhus Klit (jeg tror faktisk den er markeret som Nordsørute-sti). Stien går fra Dødemandsbjerget (jeg ved ikke om det blot er en skrøne, at det hedder sådan) som ligger på en sidevej gennem plantagen (tættere på Rødhus end Tranum), og er en lille overset perle. Den ender ved Rødhus Klit Camping hvorfra man kan løbe videre på stier ned til Rødhus Strand.
Og vupti – 74,2 kilometer senere stod vi på Rødhus Strand og havde nået til dagens endestation. Vi havde en aftale med min bedre halvdel om, at han stod klar med burgere og pommes frites i sommerhuset, hvor vi skulle overnatte inden turen gik videre dag 2 mod Hirtshals. NØJ det var et par sultne og trætte løbere der indtog sommerhuset, og gik til køjs nærmest i samme sekund uret ramte 22:00. Det havde været den fedeste løbetur med så uendelig mange naturoplevelser. Jeg sov i det sekund jeg ramte puden, og lod vækkeruret vække mig til dag 2 og næste etape på sommerturen.
jeg kan i den grad anbefale at løbe måske ikke hele turen på een gang, men i hvert fald strækninger af ruten. Vestkysten er noget af det smukkeste vi har i Danmark. (hvis du spørger mig :D), og der er masser af forslag til ruter og seværdigheder på nettet.
Eksempelvis:
https://vandreruter.dk/vesterhavsstien/
https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/inspiration/vandreruter-og-kort
Troels Kløvedal sagde engang “Hvad nu hvis jorden er paradis og vi bare ikke har opdaget det?” – På turen Hansholm til Rødhus vil jeg give ham ret. Det er ubetinget et rent naturparadis vi har løbet igennem. 🙂