Hvor latterligt det end lyder, så er én af de væsentligste grunde til jeg løber konkurrencer medaljerne. Jeg elsker medaljer lige så højt som min søsters mindste-mand elsker hans sut. De er mine vidnesbyrd på drabelige kampe jeg har udkæmpet mod mig selv. De er vidnesbyrd på både op- og nedture der følger med titlen løber. Og det absolut fedeste ved medaljerne er det faktum, at selv om jeg kiksede til et løb og ikke indfriede det mål jeg kom efter, så er medaljen stadig en pris jeg fik for mit mod til at stille op – og gennemføre løbet. Nøj hvor jeg dog elsker de krapyler.

2017 har været et lidt mærkeligt løbeår for mit vedkommende. Jeg har løbet 4376 km i alt, så der er kommet masser af kilometer på bogen. Jeg trænede efter Ragnars træningsprogram hele foråret, men fandt aldrig helt flowet. Det var dog stadig god træning og det hele kulminerede med en sejr til Flensburg marathon – og hvis du sidder og tænker hvad skal jeg dog løbe i 2018, så vil jeg kippe med flaget og skråle Flensburg Flensbrug Flensburg. Det er altså et fint løb med en let udfordrende rute – læs evt. mere her

Henover sommeren skiftede jeg job og hus, og min fantastiske sommer gik med løbeeventyr sammen med verdens bedste løbemakker; min løberygsæk. Er du vimmer jeg har fede minder på den konto – også selvom det ikke just kastede medaljer af til samlingen. Det er absolut noget jeg vil gentage i sommeren 2018.

Efteråret fløj afsted i svimlende fart, jeg havde ingen mål med min træning og løb efter forgodtbefindende. Det var ok, men også noget der drænede min krop. Jeg løb for mange kilometer uden kvalitet, til gengæld fik jeg masser af mental medicin til en drænet stresset hjerne.

Jeg løb Jessheim i november og vandt – ubegribeligt i forhold til den træning jeg havde lagt for dagen, og det blev ligesom startskuddet med nyt blod på tanden. Ny træner og nyt træningsprogram. Og her sidder jeg så på bagsiden af julen, 4 uger inde i træningen og knuselsker livet som løber. Jeg elsker mit nye træningsprogram der bygger mig op stille og roligt, mens kroppen får lov til både at blive udfordret, men også at restituere.

2018 har jeg døbt Medaljernes år. Det skal været året hvor jeg vil udfordre mig selv på tid og distance, og høste masser af fede medaljer. Jeg skal i april løbe Brighton Marathon i det sydlige England og se om min marathontid kan forbedres. Og i efteråret har vi – bedre halvdel og jeg, planer om at løbe en tur i det nordvestlige USA til Cape Cod Marathon og måske også NYC Marathon – UHHHUUUEEEE.. Til sommer vil jeg vildt gerne til England og løbe ”Race to the Kings”, et løb på 84 km gennem det sydlige England.

Efterårets drømmemedalje
Medaljen jeg lige kunne nappe ugen før NYC. 😀

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg leger endvidere med en ide om en løbetur rundt langs de nordjyske kyster som en ode til mit elskede Nordjylland. I sommeren 2017 løb jeg fra Rødhus til Lønstrup ad stranden og jeg elskede det (læs her om min pragtfulde tur). Og hvorfor ikke fortsætte hvor jeg slap, og løbe videre fra Lønstrup og rundt om Skagen over til østkysten. 😀 – Ja, ja, det er bare en gal kvindes ideer, men hvem ved. Måske – Måske.. I hvert fald er noget af det, jeg finder størst glæde i som løber, at tage min lille grønne makker på ryggen og bare løbe afsted ud i naturen.

Denne medalje er min hvis jeg klarer de ca. 3248 km. i 2018 😀

Hvad med jer kære læsere, hvad har I på programmet i 2018? – Nogen der skal ud og jagte fede medaljer? (Smid gerne et billede til inspiration :)). Jeg har i øvrigt en lille sjov ting jeg har meldt mig til. Jeg har oprettet mig til en challenge om at løbe 2018 miles i 2018. 2018 miles svarer ca. til 3248 km, og hvis det lykkedes modtager jeg denne medalje. 😀 Mega sjov motivation til at komme ud i skoene. (hvis du har lyst til at være med på samme galej, har jeg en rabatkode jeg gerne deler. Bare skriv i kommentarfeltet)

Rigtig godt nytår – Heidi 😀

2 Replies to “Kærligheden til medaljer og året der gik.”

  1. Jeg glæder mig til at følge dig i 2018, det lyder som et rigtig spændende år for dig. Jeg selv elsker også medaljer, men har ikke så mange, da min tid til at deltage i løb er ret begrænset. Begge mine børn dyrker en del sport, den ene på landsholdsplan hvilket kræver vildt meget tid ved siden af vi begge er selvstændige. Jeg har i 2017 løbet mig til den medalje jeg har drømt om i et år, nemlig Trailmanns Ultraløb 25 km i Hedeland. Jeg løb 12 km derude i 2016, og lovede mig selv at jeg ville vende retur i 2017 og snuppe 25 km, og allerede på startlinjen var planen lagt = 50 km i 2018. Desværre har Team Trailmann valgt at lukke ned for deres fantastiske ultraløb, men de har så arrangeret et trailløb hvor de samler ind til kræftsyge børn, det har jeg selvfølgelig valgt at støtte og stiller derfor op i marts på 21,1 km distancen på det berygtede “hvide spor” i Hvalsø. Og den medalje glæder jeg mig så utrolig meget til at få om halsen. Træningen er i gang og ovenpå en knæskade samt 2x sygdom er der nok at tage fat på, puha det er lidt hårdt. Jeg har “på mine gamle dage” valgt at satse på trailløb, da jeg ellers vil gå helt død i at jagte tider jeg kunne en gang. Håber at jeg får mod og tid til lidt flere medaljer i 2018.

    1. Du er altså sej Lene, at du alligevel for løbet trods stramt program i hverdagen. Og så fedt du har kastet dig over trailløb. Godt gået. Jeg lytter til en podcast hvor ham, der laver den ofte siger at trail er den delikatesse man får, når man ikke længere gider jagte tider. 🙂 – Ville ønske jeg kunne komme og løb med i marts – meeen det tror jeg min træner vil sige nej tak til. 🙂 – Måske næste år. Hold ud og hæng i, du er i gang igen; det er det vigtigste. (jeg sender dig hermed en virtuel thegreatnessofrunning-medalje fordi du er så sej :)) /Heidi 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.