Magi i Aalborg (Aalborg Halvmarathon)

Call it magic, Call it true… Sådan synger Coldplay forsangeren Chris Martin – han synger godt nok om sin ex. kæreste, men i dag kunne det – hvis han havde været i Aalborg været sunget til Aalborg Halvmarathon.

Der var dømt endnu en omgang løbefest i Ålleren – endda i det fineste solskinsvejr som om guderne havde forbarmet sig over de godt 6000 løbere og besluttet, at i dag skulle alle skinner være lagt ud til endestation fantastisk løbefest. Søster skrev i morges, ”jeg er klar, men spændt og glæææææder mig; men jeg skal tisse af nervøsitet hele tiden” – og til det kunne jeg kun med smil om munden svare, at det skam også gælder for os gamle rotter i faget; vi tisser også min. 7 gange inden løbet starter. – Tror det er en kvindeting. 😀

Jeg selv stod klar med min grønne ballon og min to fellow ballon-holdere sharp i startboksen 20 min inden start. Det er et tidspunkt jeg elsker overalt, tidspunktet hvor nervøsitet, spænding og glæde samles i en stor klump af forventningsfulde mennesker. Alle kun venter på det lille skud der sætter gang i menneskemængden og skaber bevægelsen fremad mod eventyret og det ukendt forude. Jeg bliver især lidt rørt i præcis de sekunder inden afgang, lige der hvor snak og grin forstummer, og nedtællingen starter. Det er magisk.

Aalborg var i dag klædt i de smukkeste farver, grønne ny-udsprungne træer, smuk blå fjord og masser af flag på ruten. Ja selv Aalborg tårnet havde iklædt sig dannebrog til lejligheden. Og i det smukke vejr havde masser af mennesker valgt at bakke alle de modige løbere op, med klap og jubel undervejs som vi kom frem.

I år havde jeg udsøgt selskab af de løbere der have 1.50 som sluttid, og sikke da en flok dejlige mennesker. Jammen altså. Jeg føler mig så beriget fordi jeg måtte løbe omkring jer og sludre, fordi I ikke blev sure over at få min ballon i hovedet (til alle jer jeg lovede -5 sek. På sluttiden pga. ballonslag – sorry; arrangørerne var ikke helt med på den ide.) og fordi I bare var sådan en flok overseje løbere. Igen i år fik jeg masser af dejlige historier hvor især én skiller sig ud. Historien om de to tidligere seminarie gutter – der mødtes på den anden side af tunellen og faldt i snak om gamle dage. De besluttede sig for at løbe og hygge sammen resten af turen og genfriske forgangne tider. Jeg mødte dem omkring de 12 km. og efter kort præsentation gik jeg dem lidt på klingen for at høre, om der mon skulle være lidt skumle druk fortællinger de kunne lufte for gruppen. De to søde mennesker kunne ikke lige komme i tanke om noget, og langsomt drev jeg væk og videre ud for at slå andre uskyldige løbere i hovedet med min skønne grønne ballon.

Til min store overraskelse kom de to gutter tilbage efter ca. 18 km. og nu var der en historie de gerne ville dele. Skøøønt 😀 Jeg må hellere lade det blive mellem de to søde mennesker og mig, men hæ hæ – helt appelsinfri havde festerne på seminariet vist ikke været.

Og så var der de skønne skønne piger der kæmpede en kamp for at holde sig omkring ballonen, og alligevel havde mod på lidt snak og grin. Der var den søde fyr, der fulgte ballonen helt til de sidste 500 meter – jeg havde lokket med at han måtte løbe i mål med min ballon hvis han blev hængende hele vejen, men det havde han slet ikke tid til, da målet nærmede sig og han fik vinger. Med tons af overskud løb han foran os alle og kom i mål i fineste stil.

Det er det jeg elsker aller mest ved tjansen som fartholder; de mange historier, fortællinger og beretninger om alt mellem himmel og jord. Én havde brug for råd omkring krampe, én havde ikke løbet før for knap 5 uger siden og havde spontant meldt sig til i tirsdags, og flere gav en hurtig status på hvordan de havde det, da de passerede det grønne monster på vejen. Jeg elsker samhørigheden i feltet, jeg elsker at der er plads til at grine og lave dårlige jokes – og lige så meget plads til at opmuntre og hjælpe hinanden.

Og så var der jo min søster. Min smukke skønne søster der debuterede på halvmarathon distancen i dag. Hun klarede det så fantastisk flot og kom i mål i en super fin tid som storesøsteren var yderst tilfreds med. Så tilfreds at konfettikanonen fik love til at springe og et kæmpe kram af dimensioner var på sin plads. Søsters første bemærkning var ”pyyyhhh det var hårdt”. Og det er det, det er hårdt at løbe 21,1 km. på grænsen af det man tror man kan, det er hårdt at have så meget nervøsitet og spænding i kroppen at vejrtrækningen bliver helt stakato-agtig. Men at se den stolthed der langsom voksede sig frem i søsters holdning, og høre sætningen der nærmest blev udspyet som drageild ”Det vil jeg gerne prøve igen” – overbeviste mig om at løbebacillen for alvor har slået rod i søsters krop. Jeg er så vanvittig stolt af min søster, og mon ikke vi står klar som igen ved startlinjen til næste år.

Aalborg halvmarathon var i år klædt i en betydelig bedre udgave end sidste år. Depoterne spillede maks, alle vejviserne smilede og heppede stort da vi kom forbi, og medaljen var en femstjernet version i forhold til den fra sidste år – og jublen – jublen og den spontane klappe-symfoni der udspillede sig i tunnelen var så hjerteskærende gåsehudsfremkaldende, at jeg næste ikke kunne være i mig selv. Call it magic !!. Og hey – hvor mange andre løb har folk i fantastiske kostumer næsten 3 meter høje stående inden opløbet og uddele high five til løberne. Aalborg Karneval you rock 🙂

Tillykke til alle jer der gennemførte i dag – I er verdens sejeste løbere. Og tillykke til arrangørerne med et fantastisk arrangement; AMOK, Aalborg atletikklub, Aalborg Øst Roadrunners og DGI.

Det er sådanne dage hvor al vintertræningen giver mening, og det er præcis de her magiske dage man som løber samler på 😀