Jeg havde muligheden for at udfritte en helt særlig mand på vejen tilbage til udgangspunktet efter min tur tværs over Vendsyssel i lørdags. En mand der i den grad spreder glæde blandt os løbere med alle de skøre fantastiske løb han afholder. Rico Ejersted som i dag er fuldtids ansat som Event og marketingchef for Coast2coast løbet og som, efter min mening, har et af de fedeste jobs man kan tænke sig – et job hvor han laver præcist det han elsker, arrangerer løb i det nordjyske med kransekagefiguren C2C som arrangeres sammen med partnerne Kent og Christian. 🙂
Rico er en vaskeægte ildsjæl der i den grad brænder for det han laver, og når man spørger ind til drivkræften bag svarer han prompte ”jammen der er da jer – alle I dejlige glade løbere der giver feedback og som kommer til løbene med højt humør og glæde. Jeg elsker det løbenetværk og alle de gode løbevenner jeg har”. Og herfra kommer fortællingerne i en lind strøm, fortællinger om alle de skøre ting Rico har været med til at arrangere. ”Kan du huske da vi løb sammen med gutten der løb grenen-grænsen-grenen” spørger han med et glimt i øjet, ”eller da vi løb løbebånds Marathon til messen i FFK hallen” – ”nå ja, så skulle du se reaktionerne da jeg sagde jeg ville lave 7 halvmarathons på 7 dage og det blev da alligevel et succesfuldt arrangement med nu 5 år på bagen”. Det er svært at få et ord indført, manden koger af ideer og muligheder – og der er ingen tvivl, Rico ved hvad han laver og der er 100% “styr på tingene” garanti.
Mange af de løb Rico afholder tjener til et godt formål, hvad enten det er indsamling til den lokale rideklub, indsamling til kræftramte børn eller løb til at booste og brande lokalsamfundet i det nordøstlige hjørne af Nordjylland. På programmet har han endvidere klassikerne Ricos jagtstart, nytårsløbet og de famøse 7 halve på 7 dage. Tidligere var Strandby sommerkarusel også en del af repertoiret, men den er nu røget af programmet og blevet til Norskov Marathon i stedet. “Nogen gange er man nød til at nytænke koncepterne, ellers dør det ud” siger Rico. Og det er Rico 100 meter mester i, så meget at han tilkaldes som konsulent når andre har brug for ideudvikling inden for løbsafholdelse.
Rico har godt og vel 65 afholdte løb i bagagen og 25 på tegnebrættet – hvilket blot understeger den energi der sprudler fra manden. Coast2Coast er vokset fra 400 deltager det første år til her 5 år efter, til at have over 3500 deltagere. Det et unægtelig et kæmpe arbejde de tre drenge ligger for dagen når C2C skal eksekveres, et arbejde der tærer på kræfterne i ugerne op til sommerudgaven. Rico beskrev det helt præcist da han kom i mål i lørdags og udbrød ”Jeg løb lige 2 timer hurtigere her i vinterudgaven end da jeg løb sommerudgaven i år, men det var jo så også efter en uge med næsten ingen søvn og fuld gang i kedlerne. I sommers var jeg så træt da jeg nåede til Sindal, at jeg gik resten af vejen. Det behøvede jeg slet ikke denne gang. ”
Jeg spurgte Rico om hvad arbejdet som Event og marketingchef for C2C ellers bestod i, og han forklarede at vinteren går med at snakke… – At snakke med sponsorer, at brande løbet og gyde marken for nye muligheder og sikre at C2C år for år står knivskarpt klar – og gerne med nye tiltag til den horde af løbere og cyklister der tager turen i den lune juninat. At det er den helt rigtige mand til den opgave er jeg slet ikke to sekunder i tvivl om. Manden kan snakke ørerne af selv den mest tunghøre krikke i flokken. 😀
Jeg har uendelig meget respekt for den professionelle tilgang der ligger bag Ricos arrangementer, og jeg er selv med sikkerhed at finde på startlisterne til en hel del af de løb Rico afholder næste år. (En lille teaser – noget med at løbe mellem de små landsbyer i nordøst over 8 etaper i løbet af 2017 – med et trofæ til dem der gennemfører alle 8. Se det er noget der får mig på mærkerne.)
Skulle du være interesseret så kan du se Ricos løb her: http://www.bricksite.com/eiersted
Det nye løb “Distriktsdrømme” kan ses her: https://www.facebook.com/distriktsdromme/?pnref=story
Og hvor er det dog bare uforskammet herligt, at der er folk som Rico, der gider gøre livet lidt sjovere for alle os motionister. 😀