For 5 år siden tænkte en damefrisør fra Hobro, at hun da lige skulle lære at løbe 5 km, og med små skridt ad gangen endte hun med at nå sit mål og i bedste Rockey Balboa style hoppe og danse rundt i den eneste rundkørsel i Sdr. Onsild. Hun havde gjort det, nået sit mål – og fået smag på mere. For 3 år siden løb hun hendes første marathon, og for blot nogle uger siden nåede hun endnu et vildt mål som løber, at løbe 3.10 til Hamburg Marathon.
Det er gået vanvittigt stærkt for Annika, som på de sociale medier kendes som @ranchkoch. På ganske få år er hendes udvikling som løber eksploderet, og min fornemmelse er, at der stadig venter store bedrifter rundt om hjørnet. Jeg var nysgerrig på hvad pokker det er, der har katapulteret hende som en kanonkugle frem i løbermiljøet – Er det vandet i Sdr. Onsild der bare indeholder et eller andet guf?, er det nogle specielle sko der har løftet hendes niveau, eller er det mon hendes ukuelige evne til at sætte sig et mål og nå det. Jeg havde derfor i dag sat Annika stævne i byernes by – eller det er det i hvert fald, hvis man trakterer Damernes kro som ligger et splitsekund fra Annikas matrikel. Og hun kvitterede med en løbetur i absolut spitzenklasse i området omkring Hobro. Turen bød på smuk smuk natur, besigtigelse af Fyrkat og lyden af traktortræk som sød baggrundsmusik til en fuldstændig fantastisk fortælling, om en kvinde der i løbesko har ændret både livsstil og selvopfattelse.
”Jeg var sq aldrig god til noget, ikke udover at feste. Jeg var en wild kid i mine yngre dag” fortæller Annika grinende, ”så fandt jeg frem til, at jeg ville være god til løb”. Sidste sommer fik hun kontakt til en træner, og siden da har det kun gået én vej – fremad i turbo-tempo. Hun har på 1 år forbedret sig fra at være en 3.36 løber til at være en 3.10 løber. Og netop dét er unikt for Annika, hun har en ukuelig vilje, og hun lægger utallige træningstimer i at nå målet. Med en pæn portion stædighed står hun op, nogen gange så tidligt som kl. 05.00 for at nå dagens træning, inden kunderne venter i salonen kl. 9.00.
Annika fortalte, at hun en fredag i foråret faldt om med stærke smerter, og røg på hospitalet for at blive tjekket for hjerteproblemer. De fandt ikke noget, kun et stærkt hjerte der brændte så meget for løb, at Annika om søndagen stillede op til et 10 km. race i Århus og løb vanvittig stærkt. Jeg spurgte om hun ikke var bange, hvortil hun tørt konstaterede ”jamen lægerne sagde jo jeg ikke fejlede noget”. At det alligevel har sat en lille skræk i livet på Annika er ret tydeligt, hun virker lidt berørt og overvældet da hun beretter om episoden, og hun har da også overvejet at få manden til at tracke hende på hendes løbeture alene. Bare lige for en sikkerhedsskyld.
Annika løber de fleste træningsture alene, det er konsekvensen af at bo derude hvor kragerne vender, og hvor man finder hækspoilere liggende i udkanten af rapsmarken. Hun har mødt rigtig mange uforstående mennesker, der ikke forstår hvorfor det er nødvendigt at løbe SÅ meget, og tabe sig Så meget (som man nogen gange gør, når man træner hårdt efter et program). ”Heldigvis er der bare så mange dejlige mennesker i løbermiljøet der langt opvejer alle de negative kommentarer. Jeg husker da jeg løb mit første marathon i Nørhalne (ja – kære læser, du læste rigtigt. Annika løb hendes 1. marathon i en lille flække nord for Aalborg). Her stod Peter og Hanne fra Hjallerup troligt og ventede på mig, efter de havde løbet deres halve. De har bare taget så godt imod mig, og i det hele taget er det bare det rareste i verden at løbe i Hjallerup, hvor alle er velkommen og bliver modtaget helt åndsvagt godt ”
Hamburg var kulminationen af benhård træning. De af jer læsere der kender og følger Annika på Instagram, kender hendes træningsdokumentation og ved hvor stinkende hårdt hun har arbejdet for at nå målet. Et mål iscenesat af hendes træner Micheal Guldbamse Jepsen, der udover at levere passende motiverende træningsprogrammer, også pacede og hjalp Annika igennem Hamburg Marathon med bravur. ”Det var vildt fedt han gad”, fortæller Annika ”Det lærte jeg bare så meget af”. Han viste mig hvor jeg skulle ligge i forhold til vinden, han sagde hvornår jeg skulle drikke – og hvordan, og han opmuntrede mig højlydt de sidste kilometre hvor det virkelig gjorde ondt.
Og hvad så nu spurgte jeg Annika – hvad gør man når man når sådan et fantastisk mål. ”Jeg vil mere, jeg kan slet ikke lade være” siger Annika. Og hun har allerede bestilt en ny omgang træning med mål for HC Andersen Marathon i efteråret. ”Jeg vil sq gerne se, om jeg kan komme op og smage på de 3 timer, men det bliver først til næste år” siger hun – og indrømmer det er lidt svært at sige man kan, med den danske jantelov hængende solidt over skuldrene. Annika lyder som én der har fuldstændig styr på situationen, men fortæller at det faktisk stadig er lidt svært for hende at finde selvtilliden og troen på egne evner. Dagen før Hamburg græd jeg flere gange – det gør jeg ret ofte i øvrigt, altså græder. Jeg er nok lidt af en tude prinsesse” udbryder hun.
Og det kan da godt være at Annika tuder indimellem og tvivler; hvem gør ikke det. Til gengæld brænder der en ild i øjnene der fortæller mig, at denne tøs slet slet ikke er til at stoppe hvis hun sætter sig noget i hovedet. ”min drøm er at løbe Mors 100 miles engang når jeg er færdig med at presse citronen og jagte bedre tider” og jeg er ikke to sekunder i tvivl om hun nok skal nå det mål i bedste stil.
Jeg spurgte om kunderne i salonen får masser af løbesnak når de får ordnet hår – til det grinte Annika højlydt og konstaterede tørt – ”ja, det bliver nok lidt rigeligt løbesnak indimellem; det er bare så svært ikke at dreje samtalerne hen på løb”. Og med efterfølgende fortælling om, at alt ny-indkøb bliver sammenlignet med prisen på løbesko – ”for den her trøje kunne jeg få 1½ løbesko”, så må jeg blot hæve armene i vejret og juble over, at have fundet én der har præcis samme passion for løb som mig. (Det understreges i den grad også, da jeg inden vores løb frekventerer toilettet og som det mest naturlige finder 4 stk. sikkerhedsnåle fra et startnummer liggende i vindueskarmen. 😀 )
Det var en fuldstændig overtruffen løbetur, og med Annikas fine sætning i tankerne vendte jeg glad hjemover mod det nordlige. –” Jeg ville ønske at alle fandt en passion de brændte for. Det føles bare så godt indeni”. Mere rigtig kan det vist ikke siges. Hvor er det fedt at møde et menneske man kun kender overfladisk, og finde et fuldstændigt fantastisk individ bag skjoldet. Jeg blev inviteret til at kigge fordi til flere løbeture omkring Hobro-egnen, og jeg kan uden at blinke to gange garantere for, at det bliver ikke sidste gang jeg smutter til Sdr. Onsild med løbesko på fudserne.