I november 2015 var vi en flok løbetosser på Cuba og løbe Havanna Marathon. Blandt dem var Mikael Lassen, der sammen med kæresten Pia, blev indkvarteret i samme hus som undertegnet. Det blev til et venskab, og en stående invitation til altid at kigge forbi, hvis vi kom forbi de sydlige danske himmelstrøg. Og da turen gik til Flensborg marathon i sidste weekend, måtte vi selvfølgelig benytte os af tilbuddet – og indlogere os hos de sødeste skønneste mennesker i Aabenrå. Og så kunne jeg jo også lige få fortællingen med, om den storrygende ikke-løber der transformerede sig til en løbetosse med over 200 marathon på bagen.
Mikael var engang storryger, sådan rigtig STORRYGER. Cigaretterne var hans bedste ven, og havde været en tro følgesvend gennem mange mange år. Men det er jo ikke sundt det skidt, og Mikael havde i smug, mens følgesvenden tog lur i pakken med “rygning dræber etiketten”, beundret de mange løbere der let og ubesværet kom løbende forbi Mikaels vindue. “Nøj hvor kunne jeg godt tænke mig at gøre det samme” sagde stemmen i Mikaels hoved, og fluks blev der indkøbt et par løbesko som blev afprøvet over flere gange, men som altid endte tilbage i bunden af skabet mens den tro følgesvend fastholdt Mikael i jerngrebet som bedste ven. Ideen var egentlig opstået flere år tilbage, at kvitte den gamle ven og erstatte ham med løbeskoene. Det var bare ikke let. Den tro følgesvend ville ikke rigtigt give slip, og Løbeskoene var ikke stærke nok til alene at skubbe konkurrenten væk.
Sådan gik et par år med en unfair kamp mellem cigaretterne og løbeskoene, altid med cigaretterne som vinder. Indtil en dag i 2007 hvor en annonce fangede Mikaels interesse. “Start to run” lød overskriften, et koncept udviklet af DGI i samarbejde med løbeklubber over hele landet. Konceptet gik ud på, at man som nybegynder kunne få et sæt løbetøj og møde op til ugentlig træning med løbeguide i en løbeklub i nærområdet. Mikael mødte op, sammen med masser af andre nybegyndere, og i det fællesskab der opstod, og under den kyndige vejledning og massiv motivation fra løbeklubben, begyndte tingene langsomt at ændre sig. Cigaretterne blev quittet for alvor og løbeskoene blev ret hurtigt Mikaels nye bedste ven i kampen mod at holde rygetrangen fra livet.
Og så gik det ellers stærkt. Velvidende at midlet til at holde rygetrangen bag sig var nye mål, drev Mikael sig først ud på 10 km. distancen, året efter halvmarathon-distancen og samme efterår, det første marathon i Viborg. “Jeg var jo nødt til at løbe marathon, dengang var det ligesom kongeetapen, det var dét det hele handlede om”. Det første marathon skulle egentlig havde løbet af stablen allerede i foråret, men frygten for ikke at kunne klare det tog over, og debuten blev udsat til efteråret. Her listede Mikael til Viborg under radaren, med intentionen om ikke at fortælle noget til andre, ville han løbe marathon alene for sig selv, og klare det – eller gå ned med et brag mutters alene. Sådan gik det ikke, en klubkammerart havde lugtet lunten og stillede til start sammen med Mikael – Jesper fra Klubben mente at Mikael ville få en bedre oplevelse med en fellow-løber, og han overraskede Mikael på startlinjen og hjalp ham gennem hele løbet.
Medaljen hænger på ærespladsen i kælderen, sammen med medaljen for marathon nr. 100. Og over hænger et billede af netop Mikael og Jesper fra den dag tilbage i 2008 til Viborg Marathon. Et billede der betyder meget for Mikael. “Havde det ikke været for klubben og alle de gode venner jeg fik, så var det aldrig lykkedes mig” fortæller Mikael.
Der kom flere løb til, Jesper og Bo fra klubben lokkede, og Mikael lod sig let overtale. Og således stod han en dag i Grindsted, og løb det første cannonball løb sammen med andre løbetosser. Et lille løb hvor hygge og det sociale var i højsædet, og Mikael vendte hjem med medalje og en kæmpe stor “løbebug” i systemet. Han var solgt. Løbene blev flere og flere, kammeraterne centrede sig i løbeverden og en skilsmisse var under opsejling.
“Jeg løb fra smøgerne og fra livet, og fandt i stedet et socialt netværk i løbeverden, samtidig med en personlig oprejsning af dimensioner. Jeg kunne pludselig noget der gav værdi” fortæller Mikael. Og med et grin er vi i 2011 på klubtur i Dresden, hvor Mikael løber et af de hurtigste marathon han har løbet. Måske fordi der sammen med ham i Dresden, var en skøn smuk dame ved navn Pia der skulle imponeres. Det gav pote, Pia blev imponeret og kæreste. Og sammen begyndte de to turtleduer at rejse rundt til løb i Danmark såvel som udlandet.
Pia løb ikke selv marathon på det tidspunkt, men Mikaels løbeglæde smittede, og efter en tur til Boston som supporter for Mikael, stillede Pia selv til start til 1. marathon i Tokyo. I øvrigt en hård fornøjelse, for når man løber 5½ time og ikke kan udveksle et enkelt ord med de ikke-engelsk talende japanere, så er det bare en virkelig lang dag på kontoret.
I dag bor de to skønne mennesker sammen og deler passionen for løb. Mikael har løbet over 200 marathon inklusiv de 6 majors (Boston, New York, Chicago, Berlin, London og Tokyo). Pia løber Chicago her til efteråret hvormed hun når de 5 Majors og kun mangler Boston for at udligne i pral-medalje-statistikken. Den store 6-majors finisher medalje er medaljernes Porsche.
Jeg spurgte Mikael hvad det næste mål er, hvortil han svarede at nu har han nået de 200, og nu må det være tid til at slappe lidt af. “Jeg er oppe i alderen, det kan mærkes. Jeg kan ikke længere jagte tider omkring de 3.30, hvilket er ok, men også lidt svært at acceptere dybest inde. Så nu er det nok på tide at tage det lidt med ro”.
Mikael er aldrig udgået fra et marathon, og inden jeg når at spørge mere ind til det, kommer det spontant fra den anden side af bordet “Jeg vil godt nok savne det uhyggeligt meget hvis jeg ikke skal løbe så meget mere – og når man rejser, er man jo nødt til at løbe hel marathon. I øvrigt så er kravet for at komme på verdensranglisten 300 marathons, det ville jo være et værdig fodaftryk at sætte inden man stopper”. Mikaels øjne glimter; nope – manden er ikke klar til at stoppe endnu. Der er meget mere gods og mange flere kilometer i den lange slanke mand foran mig.
Og sådan endte samtalen, for der skulle hentes startnumre i Flensborg til morgendagens løb. Manden, der engang løb fra smøgerne og måske endda fra livet, fandt i stedet den store kærlighed, tons af venner over hele landet og en gennemgribende selvtillid og tro på at tingene faktisk kan lade sig gøre. Løb er blevet en identitet, og løb var redskabet, der sammen med et massivt fælleskab i løbeklubben, kunne skære navlestrengen til cigaretterne over.
Og nu ved du, at Mikael Lassen har været storryger, at Mikael Lassen jagter en plads på verdensranglisten…. OG at Mikael Lassen er en habil trommeslager 😀
