Torsdag aften forskansede jeg mig, sammen med min bedre halvdel i vores sommerhus i Rødhus. Med os havde vi tasker fyldt med løbetøj, arbejdspc og masser af bøger og slik. Best kombi ever. 😀 Jeg er 4 uger henne i skades-periode og stadig på nedsat løbetid, og efter et par dage hvor løb gik helt i hegnet, var det en lettere frustreret Johansen der landede i sommerhuset.
Fredag morgen skinnede solen ind af de saltdækkede vinduer, og selvom istapperne udenfor vinduerne gjorde sit for at skræmme os med varsler om en iskold morgen, tog vi løbeskoene på efter et par timers arbejde, og begav os ud i frostvejret. Nøj det var koldt. Og nøj det var smukt. Der er altså bare ikke noget smukkere end en dag hvor frosten knuger luften mens solskin slikker blidt på træer, buske og morgenfriske løbere. Lige præcis 4 km. ude på ruten havde jeg glemt alt om arbejde, dum ryg og at katten overtissede rejsekassen, håndklæder og sig selv på turen ud til sommerhuset. Vi løb stille og roligt, og i selvsamme øjeblik vi ramte stranden slikkede solen vores kinder, mens vi grinte af ren forårskådhed. Det var verdensklasse løb. Alt var godt, min ryg, min hofte og mit baglår var stille som ninja, og jeg ramte et flow for første gang i 4. uger.
Jeg var så glad og tilpas at jeg, da vi ramte vejen til sommerhuset, var nødt til at fortsætte. Min bedre halvdel havde lavet det bedste stunt på stranden. Ved passage af en større å, forsøgte han sig med et længdespring værdig en OL deltager. Enhver kunne sige sig selv det ikke ville gå godt. Det gjorde det heller ikke – manden landende næsten liggende – i slowmotion – med knæet hamrende ind i den frosne sandkant, samtidig med at anklen smadrede ind i bunden af sandkanten. Det var både sjovt og tragisk. Og manden slog sig ret meget, peb lidt og fortsatte ret forslået. Så jeg gennede min forslåede bedre halvdel mod vores sommerhus, mens jeg selv fortsatte i løbeskoene en rum tid med fjæset mod solen, og glæde flydende direkte gennem årerne.
Sådan en dag er der ikke forfærdelig mange af, når man løber om vinteren. Men når den dukker op, redder den alt og blæser støvet væk, støvet der har det med at lægge sig over motivationen i de kolde måneder.
Lørdag morgen stod jeg op fyldt med mod, kørte til Dronninglund og løb ½ halvmarathon hos Leo Mogensen. Jeg var så heldig at Kim Melgaard gad have mig hængende som følgeskab, og 4 runders snak fik turen til at føles som en leg. Jeg nuppede en ekstra bonusrunde blot for at teste ryggen, og selvom jeg var vildt træt i skroget efterfølgende, var det en super positiv Heidi der vendte tilbage i huset ved vestkysten. Jo jo, jeg havde da taget en smertestillende pille inden løbet, og jo jo, jeg havde da også undervejs mærket et par jag i ryggen + lidt råberi fra baglåret. MEN intet var i nærheden af en 4’er på en skala fra 1-10 – og jeg havde kun en lille smule muren i skroget da jeg, blidt som et lam, krøb under dynen lørdag aften.
Og sørme om ikke kroppen var ok her til morgen, og sørme om ikke den gad løbe en lille afskedstur på stranden, inden Ford Børnecontainer blev vendt hjem mod vaskemaskine og arbejde. Sikke en weekend. Hold nu op hvor er jeg fuldstændig fyldt op af kærlighed til løb. Min motivation tromler rundt i årerne og jeg har ustyrlig lyst til at løbe konstant. Den havde jeg ikke set komme da vi drog af sted torsdag aften.
Jeg løber ikke hurtigt, al løb foregår omkring de 5.20-5.40 min/km, og prøver jeg at ændre ved det, kommer jeg i problemer. Men jeg løber – og det er godt. Så længe jeg holder kroppen rank og sørger for ikke at blive for træt, er alverdens løbestier åben for mine mellemstørrelses fudser. Jeg er lige nu noget nær den meste taknemmelig løber i Gug city, og det monster der var ved at manifestere sig i mit indre, er drevet bort med monster-våbenet nr. 1 – Mine løbesko. 😀