Jeg er typen der ikke helt hører efter hvad min krop fortæller mig, jeg lader konsekvent som om jeg ikke forstår hvad den forsøger at fortælle min hjerne, som om den taler swahili hvilket jeg absolut ikke forstår et kvæk af. Det er egentlig for det meste gået ok, i hvert fald lige indtil denne weekend. For det meste når reptilhjernen at opfange et eller andet i det volapyk der kommer; og som regel overlister den mine kontrollerede tanker og lokker mig til at handle på det kroppen forsøger at fortælle i tide.
I denne weekend gik det ret meget skævt mellem min hjerne og min krop, og jeg skal være helt ærlig og sige – at jeg ikke er særlig stolt af situationen og syntes det er lidt pinligt. Jeg har sågar overvejet om jeg skulle holde det for mig selv, og ikke dele mine dyrekøbte erfaringer her på domænet. Men på den anden side – skulle der nu sidde én eller to løbere derude der måske kan genkende noget af det jeg om lidt beretter; så vil jeg være sååå taknemmelig for at vide at jeg ikke er den eneste kæmpe torsk i havet. 🙂
Jeg elsker at løbe, det kommer nok ikke bag på nogen der læser med her på domænet- og jeg elsker alt det der følger med begrebet at være løber. Og nogen gange, ja så får jeg altså skøre ideer der ligesom tager over og styrer mig som en robot ved et samlebånd i Japan. Det sker som oftest hvis jeg kan øjne en chance for at snuppe en stor pokal – eller en overfed medalje med hjem til samlingen, i de tilfælde er det som om at hovedet fuldstændig overtager ALT – og jeg mener virkelig ALT præcis som når Darth Wader laver skumle planer mod imperiet. Pludselig drejer al min træning sig om at blive herre hurtigt og jeg helmer ikke før jeg enten misser det hele eller står tilbage med pokalen.
Denne gang er det et marathonløb i Basel i september der fangede min opmærksomhed. Et løb hvor jeg øjnede muligheden for at kommer i Age Group top 3 og måske få en lækker lille pokal med hjem. Og bare tankerne om den pokal – som jeg i virkeligheden ikke aner om eksisterer – har fået mig til at træne som besat og fuldstændig glemme al sund fornuft. Hård interval træning – jammen selvfølgelig kan jeg da løbe det to dage efter et hårdt marathon. 2,5 times løb lørdag uden mad, jammen selvfølgelig kan jeg da løbe det og så bare spise senere (hvis jeg husker det). Man er vel ikke superwoman for ingenting. 🙂
I lørdags, hvor jeg egentlig burde holde fri og lade op til et marathon søndag, overbeviste mit hoved kroppen om, at det da i grunden var verdens bedste ide at løbe en gang trail i verdens bedste skov. Bare sådan lige en lille bitte time op og ned på de små spor i skoven – det ville da ikke gøre noget, måske ville det endda være super godt for mig, for jeg havde jo været ret træt og uoplagt i et stykke tid, og min puls har været en del højere de sidste mange træningspas – en tur i skoven ville da lige præcis være en lise for kroppen. Ja jeg forventede ligefrem at kroppen ville takke mig med et ordentligt skud lykkehormon efter turen.
Det blev en fantastisk tur – absolut, og jeg var glad og frisk efter løbet. Vel hjemvendt spiste jeg et par stykker chokolade som depotopfyldning og da verdens dejligste bonusdatter kort tid efter bad om afhentning, hvilket lige medførte lidt logistik-gymnastik stod jeg pludselig midt i logistikplanernes spæde fødsel og blev opmærksom på min puls der hamrede afsted som en anden mejetærsker i kornmarken.
Den høje puls var kommet ud af ingenting og forsatte hele dagen med en mærkelig følelse i kroppen til følge – selv om natten var min puls væsentlig højere end normal. Søndag morgen stod jeg op, trak i løbetøj – og tog til marathon (jammen selvfølgelig) hvor jeg kunne konstatere at jeg startede ud med en puls på 135 allerede da vi stod ved startstregen og endnu ikke have løbet en meter. Måske ikke lige det bedste udgangspunkt. Resultatet blev jeg løb 5 moderat langsomme kilometer i makspuls og udgik ved første depot, hvor min krop havde det som om den havde sprintet mod selveste Usain Bolt. Jeg var træt som en gammel mand og sov stort set resten af dagen. – Og her, i skrivende stund er jeg stadig ramt i sådan en grad, at lidt let larm på arbejdet, var ved at få mig sendt i gulvet med en lige højre.
En lang smøre – og alt i alt dumhed når det er værst. Jeg fik mig en værre forskrækkelse og et wake-up call der ikke var til at overhøre. Hård træning kombineret med virkelig dårlige kostvaner (læs minimal indtagelse af føde) og manglende restitution fører ikke meget godt med sig. Løb skal være sjovt, men løb skal også være på kroppen præmisser. Hoved og krop hører sammen og skal fungere som et, og så hjælper det altså ikke at hovedet siger løb hvis kroppen siger hvil. Jeg er ret flov over jeg overhovedet tog afsted til løb i går; jeg burde da for pokker kunne regne ud at det var dumt. Men næhhh nej, tossen ville afsted og så må man jo lære det på den hårde måde.
Jeg har nu skiftet mine løbesko ud med futter; fundet min nye bedste venner Avocado, Ingefær og blåbær og sammen skal vi fremover i tæt samarbejde med fornuften hjælpe min stakkels overbelastet krop på fode igen. Jeg håber jeg har lært lidt på vejen, jeg håber jeg bliver bedre til at tænke mig om og måske bare engang imellem sige pyt – jeg behøver da slet ikke den pokal 🙂
I øvrigt den skønneste smoothie på billedet – ren guf for kroppen:
1 æble, lidt Ingefær, en håndfuld frosne hindbær, 1 banan (evt. frossen), en håndfuld valnødder, ½ avocado, 1 håndfuld frossen spinat, lidt lakridspulver (til os slikelskere) og så ellers rismælk/mandelmælk eller lign. Alt sammen blendes til en lækker smoothie. 🙂