For lidt over 3 år siden blev vi sommerhusejere til det dejligste lille sommerhus ved Vestkysten. Et skønt lille hus gemt væk på heden omgivet af klitter og skov. Det er vores frirum og vores legeplads. Og hver eneste sommer siden da, har jeg siddet med en kop kaffe på terrassen og dagdrømt om at løbe derud en dag. At stå op en morgen, knytte snørebåndene og smide hr. Camelbak på skuldrene, og bare begive mig afsted. Jeg har forestillet mig hvordan jeg kommer løbende langs landevejene derud, hvordan bilisterne tænker ”hold da op en sej og elegant løber” når de drøner forbi i bilerne, og hvor let og ubesværet jeg ville løbe med musik i ørerne og smil på læberne. Og for hvert år blev turen mere og mere glamourøs.
Der var bare et lille problem. Jeg vidste faktisk ikke helt om jeg turde. Det lyder måske lidt sært, men det der med bare at daffe afsted uden helt at kende vejen derud. Eller, det vil sige, jeg kender jo faktisk vejen særdeles godt, vi har cyklet derud tidligere. Det var blot en undskyldning, en undskyldning for det element af utryghed jeg ikke helt kunne placere. Og den utryghed var rigelig til at holde mig tilbage.
I lørdags skinnede solen langt om længe og vinden var næsten helt stille. Manden var på vej ud til en runde golf, og ungerne var placeret hos hver deres respektive forældre. Måske var det feriekådhed over mine 3 ugers ferie lige var startet, måske var det udsigten til at kede mig hjemme en hel dag, eller måske blev jeg bare lige pludselig en kende overmodig efter en god nats søvn. I hvert fald stod jeg op og proklamerede højt og helligt: ”I dag løber jeg ud til sommerhuset”. Min kære bedre halvdel kiggede på mig med et smil og responderede med et ”fint; jeg vil godt hente dig senere”. Fælden smækkede i for snuden af mig, nu måtte jeg gøre det. På under 20 minutter havde jeg pakket hr. Camelbak med 2L vand, to gels, lidt vingummi og lidt skiftetøj + to sæt hørebøffer, hvis nu det ene skulle være glemt at blive opladet, det er set før i Heidis univers 😀
Og før jeg vidste af det stod jeg klar til afgang. Jeg har det lidt sådan, at når der er noget jeg syntes er lidt utrygt, så er det bare om at kaste sig ud i det før de små hjerneceller for alvor begynder på deres kemiske processer, og overtaler mig til at glemme alt om foretaget. So be it. Ud af døren og ind mod Aalborg City.
Én ting jeg altid forundres over, når jeg smider væske på ryggen, er hvor meget små to kilo egentlig vejer. Hvor irriterende det er, at have to ekstra kilo på skuldrene og hvor hæmmet jeg føler mig. Det får mig altid til at tænke, at der nok er noget om snakken mht. at eliteløbere skal smide et par kilo for at nå kampvægt.
Jeg nåede lige præcis 5 km. ud i verden, da jeg stod på Limfjordsbroen og ventede mens broklappen var oppe. I guder hvor var der mange lystsejlere der skulle fra vest mod øst. Og der stod jeg så og følte mig en lille smule overdressed til lejligheden. 🙂
I hovedet havde jeg lavet forskellige checkpoints. Først skulle jeg passere lufthavnen, så skulle jeg rundt i ”Vadum ”-rundkørslen, så kom MC Donalds i Aabybro og Mejeriet Ryå på den anden side af Aabybro. Og endelig var der Kås Blomster, inden det sidste stræk ud forbi Moseby tørvelaug og Klarborgs Nissebo.
Så da broklappen endelig faldt tilbage i vante rammer, fokuserede jeg 100 % på vejen ud til lufthavnen. Jeg valgte den lige, men lidt kedelige rute og hovedvejen via cykelsti. Og der gik faktisk ikke lang tid, før jeg faldt ind i en behagelig rytme hvor jeg lyttede til podcasts og befandt mig i en tilstand af flow.
Jeg nikkede til lufthavnens landingsbane, og holdt min første lille pause ved rundkørslen i skyggen af en tankstation, hvor jeg sendte en status sms til manden på golfbanen, og fortsatte ud langs landevejen til Aabybro. Jeg nåede i øvrigt ikke langt ud før ørebøffen sagde ”Low battery” – tak skæbne at jeg var så forudseende og havde smidt et ekstra par i rygsækken; det var mit selskab der var sikret.
Min eneste krise kom da jeg nåede Aabybro. MC Donalds lokkede sindssygt med kold svalende cola. Shit hvor var det svært at passerede uden at inkassere de gyldne dråber af iskold cola (jeg havde endda dankortet med i rygsækken, men ved af bitter erfaring at cola i min mavse på ingen måde er kompatibel med løb). Jeg nøjedes med lækker halvlunken vand blandet med en Cliffbar-gel med flyende livgivende, velsmagende og fuldstændig afhængigheds-fremkaldende chokolade. 🙂
Og så gik det ellers ud over stepperne, jeg passerede mejeriet der lokkede med softice – og jeg nåede Kås i en rus af runners high. Igen blev der sendt status sms hjem, og endnu en chokolade godbid blev konsumeret. Sidste strækning lå for mine fødder, uret sagde +30 km. og hovedet var et stort lyksaligt tomrum fritaget for alle bekymringer.
Som løbende med rygsæk bliver man på én eller anden måde én af os, når man møder motionscyklisterne på deres toptunede racercykler. Alle passerede mig med et vink med hånden, I ved det der ”vi to er i samme båd, og vi er så over pisse seje” attitude vink. 😀 Og jeg følte mig i den grad som en anden superhelt med panserværn. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg ikke kunne klare det. Ikke én gang fortalte mit hovedet mig, at jeg var træt og turen var for hård. Det var lidt som om, at nu skulle drømmen udleves og alle sanser var vidtåbne for indkomne indtryk.
Jeg nåede ud til destination, overvejede endda et par svipture på det sidste stykke – men et skummelt udseende rugbrød satte en stopper for de ideer. Ingen grund til at udfordre skæbnen på så fin en tur. :D. Og før jeg vidste af det, stod jeg foran sommerhuset med armene i vejret. 42 km alene på landevejen, uden et eneste moment af fare eller utryghed på vejen. 42 km. ren lykkeløb.
Det er ubetinget det fedeste jeg har gjort for mig selv i lang tid. Ren wellness. At indfri et mål, der hverken gav medalje, præmie eller registreret tid; men blot var noget jeg godt gad gøre. Det var en ubeskrivelig tilfredsstillelse
Hvor er det umådeligt tankevækkende at noget, der i hovedet virker uoverkommeligt, viste sig at være fuldstændig let tilgængeligt. Det var en god læring jeg helt sikkert vil tage med mig fremover i andre situationer. Ja, man fristes næsten til at slutte af med et ”JUST DO IT” hvis det da ikke var et stærk fortærsket reklameudtryk. 😀