Før afrejse var jeg ærlig talt en smule bekymret. Hvad var det for et eventyr jeg skulle ud på?, var det sikkert nok?, skulle jeg været dækket til?, ville højden give mig problemer?… Der var masser at ubekendte, og endnu flere fordomme der gav mit eventyr en snert af dumdristighed. Jeg forestillede mig ærligt talt Pakistan som et land med sand, kameler og mænd i hvide kjortler. Det eneste jeg reelt vidste om Pakistan var, at det var transit-port for journalister der rejste ind og ud af Afghanistan under krigen, samt at det er et land i krig med Indien om enklaven Kasmir. Min forestilling viste sig at være så uendelig langt fra den sandhed der mødte mig i varmen i Centralasien.
4 danskere mødtes i lufthavnen i Kbh og satte snuden mod Islamabad belæsset med højdesygepiller, malariapiller og en god portion eventyrlyst. Rejsen skulle tages os alle ud på den vildeste oplevelse, en oplevelse der med sikkerhed vil give os alle smil på læberne, når minderne fremover bobler op fra hjernes skattekammer.
Vi ramte Islamabad uendelig tidligt morgenen efter, og blev mødt af repræsentanter fra det pakistanske luftvåben PAF. Her mødte jeg også mit første dilemma – giver kvinder håndtryk til mænd?, jeg anede ikke hvad korrekt etikette var og gik med en blød middelvej. Jeg gav hånd til dem, der selv rakte hånden ud.
Vi fik alle udleveret et ID kort der lignede noget fra en mission impossible film, og blev guidet ud til en ventende bus. Klokken var 05.00. Vi drønede gennem en søvndrukken by med politieskorte og forrest en åben ladvogn belæsset med skulende soldater med vaskeægte AK 47’er i hænderne. Det var uvirkeligt og som taget ud af en Hollywood film. Var det virkelig nødvendigt med så høj sikkerhed? Og hvad pokker var det egentlig jeg havde begivet mig ud i?.
Endestationen var den mest overraskende destination. Vi gjorde holdt ud for Officer Messen midt i militærbasen for PAF, og mens vores kufferter blev fragtet op til værelserne, blev vi parret med en roomie vi skulle dele dobbeltseng med, de godt 4 timer vi fik til at indhente lidt søvn. Min roomie var den pakistanskfødte Zakira der til dagligt bor i Indiana i USA.
Et lille lettere akavet moment opstod da vi stod på vores værelse, og kiggede ind på den kæmpe store dobbeltseng i soveværelset. Zakia tilbød straks at tage sofaen, så jeg kunne få sengen – og jeg svarede uden at tænke over det, at jeg jo var dansker og det overhovedet ikke gjorde mig det mindste at dele sengen. Sådan blev det, vi gik til ro vendt væk fra hinanden og sov et par timer inden vækkeuret dikterede, at prinsessesøvnen var tilendebragt. Halvtræt vendte jeg mig om, mod midten af sengen og hilste Zakira godmorgen. Og der, med søvndrukne hoveder vendt mod hinanden, forsvandt filtret og snakken foldede sig ud omkring Pakistan, kvinder, kultur og familie.
I en fortrolig atmosfære åbnede Zakira op, og med hendes hjerte fuld af kærlighed til det land jeg var landet i, fortalte hun om både landet, kulturen og menneskene. Jeg lærte at kvinder selv bestemmer om de vil give hånd til mænd. Jeg lærte at Pakistan gennem flere år har undergået en voldsom udvikling drevet af nødvendighed. En nødvendighed om at tjene flere penge til husholdningerne havde banet vejen for kvinderne på arbejdsmarkedet. En udvikling der samtidig førte til højere uddannelse af børn, qua det faktum, at kvinder der tjener penge i Pakistan, og dermed får noget at skulle have sagt i hjemmet, først og fremmest fokuserede på uddannelse af børnene. Jeg lærte om mikrolån primært rettet mod kvinder af samme årsag, og at der i det område hvor vi skulle løbe, det nordøstlige område af Pakistan, var den højeste uddannelsesrate i hele Pakistan. Jeg lærte at man i Pakistan taler Urdu, og at man i Islamabad – og alle de øvrige større byer, ikke behøvede at dække hovedet med tørklæde.
Vi fortsatte snakken over morgenmaden, der blev serveret af den sødeste mand. Han skænkede os kaffe og sørgede for brød, mens vi pludrede løs om familie og passioner. Zakira fortalte at danske småkager var en skattet ting i Pakistan, og ofte ville man finde tomme dåser brugt som opbevaring til sytøj og smykker. Med et stort grin fortalte Zakira, at hvis man kiggede i bankbokse rundt omkring i Pakistanske banke, ville man finde op til flere danske småkage-dåser fyldt med guldsmykker.
Op ad formiddagen blev vi flyttet til det hotel der var vores base i Islamabad. Hotel Serena, et fem stjernet luksushotel, der overgik selv mine vildeste fantasier. Egen Spa-afdeling, pool, motionsrum i flere udgaver (blandet og et til kvinder), adskillige restauranter, live lobbymusik og en udsmykning taget ud af sultanens palads. Det var gudesmukt.
Min roomie på hotellet – og på resten af turen introducerede sig som Dayo, en fantastisk kvinde fra Nigeria, og dagen blev for mit vedkommende tilbragt med motion, massage og afslapning. Om aftenen mødtes vi til en introduktion af det forestående løb. 40 løbere fra 17 forskellige lande samlet til første kig på det, der var rejsens højdepunkt. Løbet (½ marathon, marathon og Ultra) og rekordforsøget, der bestod i for første gang nogensinde at løbe et organiseret løb på verdens højst placeret asfaltvej.
Der var tænkt på alt omkring løbet. Vi ville have iltflasker i depoterne, ambulancer på ruten og masser af folk på ruten i tilfælde af, at højdesygen ville ramme os løbere. Der blev talt om behovet for ekstra meget væske når man løber i højderne, og om logistikken for selve dagen. Vi ville blive fragtet til Gilgit dagen efter, for derefter at køre på den sagnomspundne Karakoram landevej op til Sost i godt 3000 meter højde. Herfra ville vi om morgenen på løbsdagen, blive fragtet de sidste 1700 meter op til startområdet Khunjerab Pass ved grænsen til Kina.
Senere på aftenen fik Dayo besøg af den familie hun havde boet hos, da hun ankom til Islamabad et par dage før vi andre. Familiens børn savnede Dayo, og de havde besluttet sig for at kigge forbi og hilse på, inden vi tog videre til Gilgit. Jeg åbnede døren, da de kom op for at se vores værelse, og inden jeg fik set mig om, havnede jeg i et bjørnekram og fik masser af kindkys af familiens bedstemor. Magen til åbenhjertighed skal man lede længe efter. Jeg blev inviteret med ned til en snak, og jeg har vitterligt aldrig i mit liv mødt så venlige og rare mennesker. De besad en så fin og ren nysgerrighed og interesse i andre mennekskers liv, og vi snakkede om løst og fast til sent ud på aftenen. Jeg lovede at jeg ville komme på besøg, skulle min vej sende mig forbi Islamabad en anden god gang.
Tidligt morgen gik turen via luftvejene til det nordøstlig Pakistan, destination Gilgit. Morgenen i Islamabad var diset og en tyk tåge lå over byen. Vi kom ombord på et Pakistan Airways fly, og mens en let morgenmad tilfredsstillede vores maver, åbenbarede et bjergrigt landskab sig til stor fryd for øjnene. Majestætiske bjergkæder rejse sig i horisonten og hilste os velkommen til det landskab, der kendetegner det nordøstlige Pakistan. Modtagelsen i Gilgit var en dronning værdig. Ved lufthavnen blev vi begavet med både hue og tørklæde, lokale beklædningsstykker lavet af lokale kvinder. Det var rørende og fint. Og ved hotellet stod de klar med en lokal traditionel hilsen, der sikrede os løbere al mulig held og lykke i jagten på vores rekordforsøg.
Liggende i solen i hotellets have med ansigtet vendt mod de majestætiske bjerge i horisonten, mærkede jeg for første gang en ændring i min opfattelse. Jeg begyndte at se landet med øjne åbnet gennem samtalen med Zakira, befriet for fordomme og fyldt med ren nysgerrighed, respekt og accept. Jeg så skønheden omkring mig, og smeltede ind i eventyret der udfoldede sig omkring mig.
Den aften havde vi et helt særligt kvindemøde. Et møde for os kvinder, der havde til formål at introducere os til vores helt egen kardiolog (en kvinde vel og mærket) som ville tage sig specielt af os kvinder under løbet. Seancen blev forestået af en eskadronleder (endnu en pige) fra Pakistan Air Forces, og ud over at dele viden om vores meritter, og vores forventninger til at løbe i højden, blev vi rystet sammen af historier og anekdoter fra løberliv foldet ud overalt på kloden. Det var voldsomt hyggeligt, og en smule angstprovokerende at vi nu nærmede os dagen for løbet, og skulle stå ansigt til ansigt med chancen for højdesyge og eventuelle konsekvenser heraf.
Efter en solid omgang morgenmad rejste vi næste morgen videre op til den lille by Sost i godt 3000 meters højde. Undervejs fik vi mulighed for at se den smukke smukke dal og byen Hunza, med gamle borgruiner og små gader. Køreturen derop var fuldstændig bjergtagende smuk, landskabet ændrede sig langsomt fra frodig til mere gold, og undervejs dukkede småbyer op med et dagligdagsliv pakket ind som en fuldstændig genkendelig pakke. Banken, købmanden, butikker og mennesker. Alt sammen så fremmed og alligevel så genkendeligt. Levevilkårene er barske på disse kanter. Om vinteren lukkes alt ned, vejen spærres af, primært af sikkerhedsmæssige grunde, og alt liv forflytter sig til de større byer i området. Om foråret vil dalen atter befolkes akkompagneret af et farveorgie i pastelfarver, når kirsebærtræer, eukalyptus og andre blomstrende træer folder deres skønhed ud til åben skue.
Én af de andre løbere i bussen udbrød overvældet ”It really makes you realize how small your are”. Og med Camara blitzende gennem bussens vinduer, forsøgte vi vagt at indfange den skønhed og storslåenhed der foldede sig ud til vores store applaus.
I Sost gik vi tur på hovedgaden, indsnusede duften af mad blandet med dieselos fra de tunge køretøjer. Vi gik på den hovedåre vi var kommet af, en vej der i dag regnes for den moderne silkevej. Karakoram Highway forbinder Pakistan med Kina, og er én af de mest spektakulære asfaltstrækninger i verden, nå ja, og så er den også lige verdens højst placeret asfaltvej og omdrejningspunktet for vores løbeeventyr.
Tilbage ved hotellet fik vi udleveret startnumre og de sidste briefinger. Nu var det kun én sølle nattesøvn tilbage, inden vi skulle stå klar ved startlinjen i 4700 meters højde. Hvad ville der ske?. Ville kroppen kunne håndtere at køre to timer op til start, og samtidig stige godt 1700 meter uden nogen som helst form for akklimatisering? Kunne man overhovedet løbe i en luft med kun 50% iltindhold i forhold til det, vi normalt har?. Og ville vi klare strabadserne?
Part 2 og fortællingen om selve marathonløbet følger snarest 😀
Den smukkeste natur 
Silkevejen 
Truck-art; en disciplin man er kendt for i hele verden 😀
