Pakistan – Part 2, Khunjerab Pass Marathon, og en Guinness rekord

Klokke 4:15 om morgenen kimede alarmen på telefonen. Mit tøj var lagt frem, gels gjort klar og taske med ekstra varmt tøj var pakket. Jeg tog mit løbetøj på, og nød for første gang den monotone og meget klangfulde stemme der kaldte til morgenbøn præcis kl. 04:40. Jeg lyttede til ordene der blev kaldt ud og fandt ro. I min nysgerrighed og respekt for det land jeg befandt mig i, lod jeg stemmen være noget rart, og kaldet noget fuldstændig meningsfuldt. 

Til morgenmaden, bænket ved de to rækker af borde, kom de første små sommerfugle i maven. Jeg er en garvet marathon-løber, men udfordringen jeg stod foran var ikke noget jeg på nogen måde kunne trække på tidligere erfaringer for at finde styrke til. Dette var første gang nogensinde jeg skulle prøve kræfter med at løbe i højderne, i 4700 meter med en iltmætning på kun 50%. 

Jeg øjnede de gode gamle cornflakes på morgenmadsbordet, og fyldte en skål med både flakes, mælk og sukker. Zakira havde fortalt, at man i Pakistan også drak komælk, men hun havde lige glemt at fortælle, at man til cornflakes udover masser af sukker får varm mælk. 😀 😀 Det var lidt af en overraskelse, om end en overraskelse jeg tog som en udfordring – Jeg har efterfølgende tænkt over, at det da i grunden var lidt vovet at drikke varm mælk inden et løb. At risikere maveproblemer på et bjerg var ikke lige drømme-scenariet.  

De sidste forberedelser blev klaret og vi satte os i busserne der fragtede os op til starten ved den kinesiske grænse. Det tog godt to timer at køre derop, små 80 km og knap 1700 højdemeter op til start. Vejen snørklede sig rundt om bjerge og vandløb, og vi kravlede langsom op til det ukendte. De sidste 3 dage inden løbet havde vi alle spiste piller mod grøn stær. JEP – du læste rigtigt. Pillerne er, foruden at være afhjælpende mod grøn stær, også kendt for at afhjælpe højdesyge, primært ved at dræne vand væk fra kroppen, og dermed give mere plads til et forhøjet tryk. Et kendt symptom på højdesyge er en ubegribelig hovedpine. Ved at spise pillerne kunne vi forhåbentlig undgå den værste hovedpine. Det var dog ingen garanti.

Vi blev læsset af busserne godt 1 km. fra start og skulle gå det sidste stykke. Halvvejs var der lavet et lille område med transportable toiletter – både det primitive squat-olet (altså hullet i jorden man squatter over) og et stk næsten ok almindelig toilet. Vejret var godt, solskin og ikke synderligt meget vind – og temperaturen sneg sig under frysepunktet, men heldigvis ikke ned på de -14 grader, som diverse metrologiske sites havde spået dagen før. Et kort toiletbesøg og de sidste forberedelser – og vi var klar til at stå foran startportalen. Jeg ville, inden vi gik de sidste 500 meter, lige en ekstra gang på toilettet, og løb over til området. En hovedpine ramte mig med det samme som en mur. Det var angstfremkaldende og varslede et hårdt løb. Jeg fik hovedpine blot af at løbe ca. 100 meter over til toilettet. Ikke godt.

En helikopter landede og afleverede to prominente herrer som skulle skyde løbet i gang. Foruden os 40 stk. internationale løbere var der godt 250 pakistanske løbere primært fra forsvaret, men også lokale løbere fra området. Løbet var det første af sin slags, og en stor ting for hele regionen. Alt var blevet planlagt ned til mindste detalje, og som et ekstra krydderi var Guinness Rekordbog-folkene blevet taget i ed om, at dette løb ville været et vaskeægte rekordforsøg.

Starten gik. Jeg lod mig flyde med og fandt mig selv løbe afsted uden at tænke på hverken højdesyge eller begrænsninger. De første 16 km. var et heftigt nedløb i snirklede hårnålesving hvor solen varmede når vinden var i ryggen, indtil et hårnålesving ændrede løbsretningen, og fik vinden til at føles iskold imod ansigt og krop. Jeg havde som sådan ikke problemer med at løbe, men tempo var meget langsomt og kontrolleret. En ting er at tage op i 4700 m uden akklimatisering, noget andet er at tage op i 4700 m uden akklimatisering og løbe som en tosse. Pulsen tordnede afsted, og kroppen forsøgte gævt at trække alt den ilt ud af omgivelserne som var til rådighed. Efter ca. 5 km. begyndte mine fingre at snurre. Det kriblede i spidserne, og jeg erindrede at jeg i en bog om en ultraløber havde læst, at hvis fingrene begynder at hæve op, så var det virkelig om at komme ned i en fart.

Jeg tjekkede mine fingre flere gange, men så heldigvis ingen hævelse. Og tanken om, at jeg løb nedad – hvilket jo præcis er kuren mod højdesyge, fik mig til at slappe af og finde et flow i mit løb. Flere lokale løbere spurgte hvor jeg var fra, når jeg enten løb op til dem, eller de løb op til mig. De var super søde og utrolig supporterende.

På et tidspunkt kom en lokal pige tonsende forbi mig. Jeg koblede mig på hendes slipstrøm, og straks var én af hendes mandlige medløbere henne ved mig, for at høre hvem jeg var, og om jeg måske var eliteløber. Jeg svarede pænt, at jeg skam blot var en glad motionist der elskede at løbe. De to fulgtes ad, og jeg skiftevis overhalede og blev overhalet de næste par kilometer. En bil kom op på siden af den mandlige løber, og kort efter løb han ved siden af mig og tilbød mig noget energi han havde fået fra bilen. Jeg takkede ja, primært for at gøre ham glad, og fik i hånden et styk tyggegummi a la hubba bubba style med en panda på.

Han smilede, jeg smilede, og da han løb frem til pigen puttede jeg mit tyggegummi ned i jakkelommen. Det var ikke lige den form for energi jeg var vant til. 😊

Pigen fik krampe i lårbasserne og stoppede – og jeg cruisede forbi. Det var det sidste jeg så til hende og den mandlige løber. Hun var på ½ marathon distancen og har sikkert været enormt lettet over, at jeg skulle videre ud på marathon. Mine egne lårbasser begyndte også at brokke sig, men det var altså ikke noget jeg kunne tage mig af. Jeg lod mine øjne hvile ved det storslåede scenarie der udfoldede sig omkring mig. Bjergtoppe med sne, vand der rislede ned gennem kløfter, massive bombastiske bjergformationer. Jeg fik tårer i øjnene, det var så uendelig smukt, og jeg løb her lige midt i det hele.

På hele strækningen var der depot for hver 5. kilometer, og udover vand og dadler var der iltflasker hvis nu højdesyge eller blot besværet vejrtrækning skulle opstå. Jeg havde heldigvis ikke brug for ilt, jeg klarede mig med vand og sikrede at jeg stod stille og drak rigeligt hver gang jeg kunne komme til det.

Jeg ramte det sidste hårnålesving og løb nu på en strækning der bølgede mellem stigninger og nedløb. På ruten var der masser af kamerafolk i biler og på knallerter. Alt blev foreviget og man var sjældent helt alene på ruten. Indimellem måtte man sågar springe til siden, når biler kom susende forbi. Det kunne godt være at de havde lukket hele vejen af for offentlig kørsel, men transporten af prominente gæster, journalister og  crew fra startområdet gav en hel del trafikale bølger som var det en almindelig hverdag på silkevejen. 😀

Halvmarathon målportalen nærmede sig forude. Jeg havde fundet et fint flow og følte mig på mere sikker grund. Dagen før havde vi fået fakta omkring løbet, og noget af det jeg hæftede mig ved var, at der i mål ville være ca. 75% iltmætning. Dvs. der ville på hele turen være underskud af ilt i forhold til vanlig standard for os sea-level beboere. Sjovt nok føltes det som om kroppen fik mere overskud, og mens lårbasserne krøllede mere og mere sammen, fandt jeg vejrtrækningen lettere og lettere. Jeg lagde kursen støt ud mod næste portal – 42,2 målportalen.

Foran mig løb en dansker. Mikkel fra Århus lå som første internale løbere ude i horisonten. Jeg besluttede mig for at holde øje på ham, og se om jeg kunne hale linen ind. Ved 27 km. fangede jeg ham. Han var færdig. Mikkel havde været syg op til løbet, og var på ingen måde på toppen. De 27 km. var alt han havde i sig, resten blev en sejtrækker. Jeg overhalede og fandt lidt styrke i tanken om, at ligge foran alle internale løbere.

Ved godt 34 kilometer kom et camerahold op til mig. To fyre på en knallert. Jeg havde indtil da gået et par gange, primært for at drikke rigeligt med vand – vi fik vandflasker udleveret i depoterne og jeg havde én i hånden under hele turen, men også for at spare benene når det gik let opad. Jeg var virkelig træt og havde vanvittig ondt i lårmusklerne. Camera-knallerten blev hængende omkring mig som en insisterende myg de næste to km. Det var lidt tarveligt, jeg var jo nødt til at løbe et godt flow eftersom det blev foreviget på film. 😀 Det var det tidspunkt jeg besluttede mig for, at lårbasserne måtte skrige alt det de ville. Jeg ville give hvad jeg havde, om jeg så skulle vralte som en moskusand de næste mange dag. (Og sådan blev det 😀 😀 😀 :D)

Udover depoterne var der også på hele strækningen placeret vagter med rifler. Det var en sikkerhedsforanstaltning der nok var lige i overkanten og en kende unødvendig. De gæve gutter kedede sig da også efter alle kunstens regler. Jeg gjorde det til en dyd at spotte vagterne og sende dem det største smil og et højt HELLO, hver gang jeg løb forbi. Hver og én smilede tilbage og råbte good job, strong, eller blot hello. Det er de små ting der virker mentalt, når man løber et hårdt løb. 😀

Ruten snørklede sig ind og ud mellem bjergene og vandløbene. Pludselig kunne jeg skimte målportalen for marathon ude i horisonten, og så var den væk igen. Vejen ledte os ind i et slags indhak, udenom et hjørne (kan man sige det om et bjerg?) og gennem en tunnel – og langt om længe var den synlig igen. Målportalen. Jeg var så usvigelig træt og havde så vanvittig ondt i musklerne, at jeg mest af alt havde lyst til at gå ind mod mål. Der var bare lige en ting der satte en brat stopper for de tanker. Bag mig kom en løber – en international løber med god fart i stængerne. Jeg skulle holde på hvis ikke han skulle overhale mig på det sidste stykke. Jeg manglede godt 500 meter for at blive den første kvinde – og den første internationale løber i mål på marathon-distancen. 500 meter fra at få den afslutningen på løbet jeg ikke i mine vildeste drømme havde turde tro på. Der var kun én ting at gøre. Spurte. Med en viljestyrke som granit spurtede jeg som aldrig før ind mod mål. Jeg spurtede så mine ben nærmest blev følelsesløse, og min vejrtrækning staccato-agtig. Og jo, så kan man altså godt mærke, man kun er på 75% iltmætning. 😀 Det var den vildeste følelse.

Jeg spurtede i mål som var jeg til VM i højde-bjergløb. Og jeg klarede det. Jeg holdt den mandlige løbere bag mig og kom i mål som første kvinde, og første internationale løber. (Den mandlige løber var i øvrigt på 50 km. ultra distance, så han trissede blot forbi mig og fortsatte videre ud på ruten. Så meget for den spurt 😊)

I mål var der lidt kaos. Ingen havde regnet med at se en pige, og ingen vidste helt hvad de skulle stille op. Én blev udpeget til at give mig min medalje (Det var faren til den pakistanske pige der blev nr. 2) og én ville have mig til at sige noget til et camera. Jeg kunne ikke sige noget som helst, var stakåndet og fuldstændig overvældet og glad. Heldigvis var der en gut, der var hyret til at lave video-dokumentar af løbet. Han kunne flydende engelsk og førte mig over til et telt med vand og – ja dadler. Han fik et par hurtige bemærkninger til cameraet, og så var jeg ellers overladt til mig selv.

Normalt når jeg løber marathon kan jeg uden problemer tanke mad på kroppen umiddelbart efter løbet, og derved undgå kvalmen, der har det med at hjemsøge mig efter hårde løb. Dadlerne var ikke mad i min maves optik, og efter kort tid måtte jeg smide mig på langs på et stykke pap midt på den stenhårde granit. Nøj jeg var dårlig. Her lå jeg da Mikkel kom i mål, og her lå jeg da nr. 2 kvinde kom i mål. Fuldstændig ude af stand til at rejse mig med kvalmen bølgende ind over mig som det frådige Vesterhav. Det var ikke lige den afslutning på løbet jeg havde haft i tankerne da jeg spurtede ind over målstregen.

Godt 2½ time gik indtil der pludselig dukkede en clemmentin-juice op i min hånd, og min mave godtog det som valid mad. Jeg kom på højkant igen, lånte en pose af Mikkel – for en sikkerhedsskyd og tog med bussen ned til mållinjen for 50 km. løbet. Her ventede Vagn, den meste berejste marathonløber i Danmark og vi fik mad og drikke – og taget finisher-billeder. Alt var godt igen, og en oplevelse jeg aldrig i mit liv vil glemme, begyndte at synke ind sammen med en umådelig taknemmelighed over, at jeg som løber fik mulighed for, at dele så vanvittig en fantastiske oplevelse sammen med andre ligesindede løbere. Tænk at en passion for løb skulle bringe så vildt et eventyr ind i mit liv.

Sådan gik det til, at jeg en helt tilfældig lørdag i Pakistan i det smukkeste området jeg nogensinde har løbet i, pludselig blev indehaver af en Guinness Rekordbogs rekord som den hurtigste kvinde i verden til at løbe marathon på den højeste asfaltvej i verden.

Jeg, mine damer og herrer, er en vaskeægte rekordindehaver 😀 – Og gæt hvad ALLE i min familie får i gave, når bogen udkommer til næste år. 😀 😀 😀 

Billeder fra ruten er venligst lånt af Dan Micola 😀 – jeg havde ikke selv overskud til at tage billeder på vejen ned til mål.