Tilbage i Islamabad efter løbet blev vi indkvarteret på vores fantastiske hotel Serena og lod os lulle ind i luksuslivet på et hotel, hvor mængden af valgmuligheder på kagebordet overgik selv min vildeste fantasi. Er der noget de er rå-seje til i Pakistan, så er det kager. Jeg spiste rundt regnet 7 kager hver eneste dag på hotellet. 😀 Foran os ventede den helt store Gallaaften, og et par dage med interviews til diverse medier.
Dagen for den store gallamiddag tog vi ind til Islamabad midtby for at shoppe lidt lokale varer. Det var primært tøj, de klassiske pakistanske klæder der var i højsædet samt souvenirers til familierne derhjemme i form af smykker, nødder og trævarer. Jeg selv gik all in på de fine kjoler, som enhver pakistansk kvinde med respekt for sig selv, bærer til hver en lejlighed.
Islamabad er en forholdsvis ny by, planlagt og ”bygget” tilbage i 60’erne. Byen er grøn og frodig, og da midtbyen ikke gjorde det store væsen af sig, var det en kæmpe overraskelse at se en cafe udformet som var den taget ud af en Harry Potter film. Der, midt i det hele, lå simpelt hen cafe The Boiling Cauldron for wizzards, hvor mugglers dog også var velkommen. 😀 Hvem havde lige set den komme?
Om aftenen til den store gallamiddag bar jeg med stolthed min nye pakistanske kjole. Kjolen var en gave fra Zakia, og den fik mig til at føle mig fuld af selvtillid og stolthed. Jeg var klædt i pakistanske klæder da jeg gik på scenen og modtog mig guldmedalje og mit smukke trofæ, og i det lå en anerkendelse af det smukke land jeg var faldet fuldstændig på halen over.
Efter præmieoverrækkelsen blev løbere med helt absurde meritter med sig i bagagen hædret. Vores egen danske Vagn Kirkelund blev hædret for at have løbet godt 700 marathons i over 100 forskellige lande, og stjernen over dem alle Beth Sanders fra San Diego i Californien fik stående ovationer fra hele salen, da hun blev hædret for 10 strålende år som handi-atlet.
Beth var triatlet tilbage i 2002, da en cykelulykke på en træningstur kostede hende det liv, hun hidtil havde levet. Beth vågnede op lam fra livet og ned, dømt til at sidde i kørestol resten af livet og sige farvel til den sport hun elskede så højt. 3 måneder på hospitalet og hjemme til et liv som handicappet fik en lettere depression til at indfinde sig. Det var forventeligt og forståeligt. En af hendes gode venner udfordrede Beth til at deltager som svømmer på hans stafethold til et velgørenheds-tri. Hun takkede ja, blev smidt i poolen og lærte sig selv at svømme ved kun at bruge armene. Til velgørenheds-arrangementet svømmede hun, efter hendes eget udsagn, ufatteligt langsomt. Hun fik følgeskab af en kvinde der manglede både arme og ben, men som alligevel svømmede det bedste hun kunne. Og mens Beth gav stafetten videre, blev kvinden løftet op på en speciallavet cykel hvorefter hun fortsatte ud på ruten. Det blev vendepunktet for Beth. Hvis kvinden uden armen og ben kunne, så kunne Beth også.
I dag går Beth, om end besværet men dog oprejst, med stok. Hun rejser rundt i hele verden og deltager i marathons siddende i hendes håndcykel. Beth har gennemført marathons både på syd – og nordpolen (i -45 graders frost). Hun har deltaget i adskillige tri-konkurrencer og hun er multi rekordholder som handi-atlet.
Efter at have mødt Beth, det sødeste venligste menneske, vil jeg aldrig mere tænke, at der er noget jeg ikke kan, hvis jeg ikke har givet det et seriøst forsøg. Beth er i dag min største løbehelt, og jeg håber i nærmeste fremtid at kunne rejse over og interviewe den mest fantastiske kvinde i verden. Indtil da må jeg nøjes med at læse hendes bog, som jeg fundet på amazone.uk – Hurraaa for løbebøger😊
Aftenen gik på hæld og vi løbere minglede med de lokale løbere der var fløjet ind til Islamabad til anledningen. Det var en helt fantastisk aften, helt uden alkohol, da det ikke er noget man drikker i Pakistan. Tjenerne havde hvide handsker, og vandflaskerne var pakket ind med hvide fine halskraver. De helt store spidser var mødt op, og aftenen viste os hvor vigtigt et arrangement løbet havde været, og hvor stolte de var, over at alt flaskede sig perfekt. Vi følte os alle som konger og dronninger.
Tilbage var der kun vores pligt til at stå til rådighed for medierne og stille op til diverse interviews. Det var en del af pakken, primært fordi hele turen var sponsoreret af hovedsponsorerne hotelkæden Serena Hotel og Pakistansk air force, og som en lille tak for turen stod vi selvfølgelig klar til at fortælle om vores syn på Pakistan, løbet i højderne og ikke mindst vores mening om pakistansk madkultur.
Jeg røg afsted ud i et tv-studie sammen med Nick fra Sydafrika og Jing fra Shanghai tidlig morgen dagen efter vores gallamiddag.. Vi havde, tror jeg, trukket et af de bedre lod og skulle stille op i Pakistansk morgen-tv ”Pakistan Rising”, hvor vi sad i sofaen og blev interviewet af Pakistans svar på Jess Dorph. Inden vi gik på, var vi alle tre blevet sendt en tur i makeup-rummet, hvor en garvet Pakistansk dame sørgede for rigeligt med pudder og fundation. Vi sad der foran makeup-spejle med lys hele vejen rundt – i bedst Hollywood stil og blev plastret ind i produkter, så støvskyer stod om hovedet på os. Voldsom sjov oplevelse, og jeg kan godt afsløre af mine forholdsvis små øjenbryn fik en højrøstet kritisk kommentar af makeup-mor, inden de blev malet op som store skovsnegle. 😀
Inde i studiet ventede vi pænt på, at det blev vores tur. Og før vi vidste af det, sad vi i sofaen foran rullende cameras. Vi anede ikke på forhånd hvad vi ville blive spurgt om, og havde på ingen måde kunnet forberede os. Jeg blev erklæret professionel løber og skulle svare på løberelateret spørgsmål, som hvad man skulle gøre for at komme i gang med at løbe som pakistaner, og om det var nødvendigt med en streng diæt (der var den med kosten igen). Jing, der udover at være kineser også er umådelig smuk, fik lov til at fortælle om hvorvidt hun syntes pakistanerne var gode til at lave kinesisk mad (mad igen igen) – og Nick fik slutteligt, blandt andet, lov til at berette lidt om cricket, som er nationalsporten i både Pakistan og Sydafrika. Med i sofaen var også én af hærfolkene fra Air force, han fortalte om initiativet og fremtidige planer for flere løb i Pakistan.
Det var en super sjov oplevelse og noget jeg virkelig er glad for, at jeg tog mod til, selvom jeg gerne ville have fremtrådt lidt mere professionel og velartikuleret. Mit gebrokne danglish imponerede vist ikke pakistanske Jess Dorph voldsomt meget, i hvert fald var det smukke Jing der løb med al opmærksomheden efter cameraerne var slukket. 😀
Eftermiddagen efter mine 15 minuts of fame, blev brugt på sightseeing rundt i Islamabad, og langsomt var det ved at gå op for os, at eventyret lakkede mod enden. Det var tid til at tage afsked med en flok helt fantastiske mennesker. En flok som på ingen tid var blevet en stor sammensmeltet gruppe venner på tværs af lande, kulturer og trosretninger.
Vi startede ud som 40 internale løbere fra 17 forskellige lande, og på ganske kort tid byggede vi et helt unikt venskab på et fundament af løbesko. Den fælles passion for løb og oplevelser forenede os, og det kammeratskab vi opbyggede indbyrdes, er noget at det mest livsbekræftende jeg længe har oplevet.
Det er det løb kan. Løb nedbryder alle sociale og kulturmæssige barrierer, og åbner verden op for et unikt fællesskab hvor alle er lige. Det var fuldstændigt ligegyldigt hvordan vi placerede i løbet, og hvilke meritter vi havde med os i bagagen, alle var ligeværdige og lige vigtige i den mission vi var på.. Hvor var det fantastisk set af Z-adventures der var primus motor bag turen. Ziyad der står bag z-adventures, havde set helt rigtigt, da han håndplukkede løbere til turen. Bedre ambassadører for Pakistan og for løb skal man godt nok lede længe efter, og jeg er pavestolt over at have været en del af flokken.
Jeg har lært en væsentlig ting som jeg vil tage med mig fra turen. Det er helt simpelt – Vær bedre til at sige ja.. Der er masser af eventyr derude, og måske bliver verden et lidt bedre sted når vi åbner vores nysgerrighed fuldt ud. At rejse ud og møde verden med åbent sind ændrer i den grad ved de fordomme, man lidt for let kommer til at gøre til sine egne, når man kun har mediernes oftest negative syn på verden. Tænk at jeg var bekymret inden afrejse. Bekymret for sikkerheden og for at møde mine fordomme ansigt til ansigt. Og så viste det sig, at derude i virkeligheden var der intet at frygte. Derude ventede en fantastisk imødekommende befolkning, og det smukkeste smukkeste land
Jeg har i øvrigt et nyt eventyr på tegnebrættet i januar 2020 😀 😀 😀 – Det er igen sammen med Z-adventures (og hvis du har googlet det, kan du måske regne ud hvilket eventyr jeg skal med på 🙂 )
